Arthur vil ikke i skole: ”Jeg har måttet smide alt i mit liv for at hjælpe ham”
Op mod 50.000 danske børn har længere perioder, hvor de ikke går i skole – og ufrivilligt skolefravær er et stigende problem i folkeskolen. Et af de børn er Arthur. Sammen med sin mor Kristina kæmper han en daglig kamp for at finde skoleglæden igen.
Kristina Holst står i stuen overfor sin otteårige søn, Arthur. Rundt om sin mave har hun bundet et stykke gavebånd, og det samme har hun gjort omkring hans. Midt imellem dem mødes båndene i en lille knude.
– Se, vi er forbundne, siger hun blidt, mens hun møder hans blik.
Arthur kigger undersøgende op på hende.
– Når du er i skole, og jeg er på arbejde, så skal du huske, at vi stadig hænger sammen. Selv hvis du ikke kan se båndet – så er det der.
Det lille ritual har sat sig fast hos Arthur. Han nævner det ofte, når han føler sig alene, har svært ved at falde i søvn, eller når skolemorgenernes uro sniger sig ind. Og idéen med gavebåndet er kun ét af mange kreative greb, Kristina har måttet tage i brug, siden Arthurs verden for et år siden blev vendt på hovedet og han stoppede med at ville i skole. Et vilkår, der har kompliceret hverdagen, udfordret dynamikkerne i hjemmet og tvunget Kristina til at sætte sit arbejdsliv på pause for at være der for sin søn.
Arthur er langt fra den eneste, som kæmper med ufrivilligt skolefravær. Skolevægring er et stigende problem i Danmark, hvor det lige nu anslås, at cirka 50.000 børn er mindst én måned væk fra undervisningen på et skoleår – og sidste år var der hele 3.200 folkeskoleelever, der kun dukkede op til halvdelen af timerne. Det svarer til, at seks fulde skoleklasser stod tomme i over 100 skoledage.
Det opstod ud af det blå
Da Arthur begyndte i skole i sommeren 2022, kunne han bedst beskrives som en social adrenalinjæger, der elskede hverdagen og aldrig ville hjem fra SFO, når Kristina kom og hentede ham. Men i august 2024, da han startede i anden klasse, ændrede tingene sig.
– Ud af det blå ville han ikke længere gå ind i sin klasse, når jeg afleverede ham om morgenen. Han sagde, at han var ked af sine lærere, men jeg husker fra min egen skoletid, at der altid var nogen, man ikke var glad for, så jeg tænkte ikke så meget over det. Men pludselig kunne jeg stå i en halv time, nogle gange op til tre kvarter, og forsøge at få ham ind i klassen.
Om morgenen ventede eleverne ved døren ind til klasselokalet, inden læreren kom og låste op, og her legede de fleste af børnene sammen – men Arthur blev hos sin mor. Og når læreren så kom, og de andre børn tog deres tasker og gik ind, blev Arthur stående og klamrede sig krampagtigt til Kristina.
Annonse
– Han ville ikke sige farvel. Selv når læreren kaldte på ham, nægtede han at slippe mig. Det var, som om det dørtrin ind til klassen var ekstremt stort for ham. Han kunne simpelthen ikke gå derind. Nogle gange løb han væk ud i skolegården, og jeg måtte løbe efter ham og prøve at overtale ham til at gå til time. Andre gange afleverede jeg ham hos velkendte pædagoger, mens han græd og blev holdt fast af de voksne.
En enkelt gang er Kristina også kørt væk fra skolens parkeringsplads, mens hun i bakspejlet har set sin lille dreng løbe efter bilen, råbende efter sin mor.
– Jeg havde slet ingen forbindelse til mig selv. Når du kører væk fra sådan en situation – og ved, at du lige har efterladt dit barn skrigende – så er du ikke dig selv igen, før du henter ham. Jeg havde det så forfærdeligt. På den halve times køretur til arbejde sad jeg bare og græd i bilen. For jeg følte hver dag, at jeg var med til at udsætte mit barn for et slags overgreb. Tankerne kørte i ring: Hvilke konsekvenser får det her for ham? Vil han tro, at jeg forlader ham og ikke kommer tilbage? Den der rungende lyd i hovedet af ens søn, der råber ”mor, du må ikke gå”, og at jeg så går – det strider imod alt, hvad jeg føler som mor, fortæller Kristina og fortsætter:
– Når jeg kigger tilbage, har jeg svært ved at forstå, hvordan det egentlig opstod. Jeg kunne simpelthen ikke greje, hvad der foregik, fordi det gik så stærkt. Hans mistrivsel eskalerede på få uger, og inden for to måneder var han stoppet med at gå i skole, at spise og at gå til fodbold i sin fritid.
Hvordan griber vi det an?
Det var ikke kun Kristina som mor, der havde svært ved at forstå Arthurs situation. Det havde lærerne og pædagogerne også. Derfor blev hun ofte indkaldt til møder på skolen, hvor de sammen forsøgte at finde en handleplan for, hvordan de skulle gribe det an.
– Det var tydeligt at mærke, at jeg sad
overfor nogle fagpersoner, som ikke
anede, hvad de skulle stille op. Det var
også først et par måneder inde i hans
mistrivsel, at jeg fik at vide, at han
faktisk slet ikke deltog i timerne, når
han var i skole. I stedet gik han rundt
ude på gangene det meste af dagen –
uden en voksen – fordi han var så vred
og ked af det. I timerne blev han nemlig
ofte sendt udenfor døren til en slags
timeout og bedt om at komme tilbage,
når han selv følte sig klar. Men det kan
man jo ikke administrere som barn, så
han kom aldrig tilbage i klasselokalet.
Nogle lærere var gode til at gribe ham,
men ikke alle de voksne vidste, hvordan
de skulle håndtere det.
Der er altid to sider af samme sag – og forskellige opfattelser af, hvor ansvaret ligger. Det gjaldt også her, hvor skolen placerede ansvaret for Arthurs mistrivsel hos Kristina, mens hun selv efterspurgte mere hjælp fra skolen.
– Lærerne møntede det meget på min skilsmisse med børnenes far. Vi blev skilt et år før, Arthur begyndte at få svært ved at komme i skole, og lærerne mente, at det var årsagen til hans reaktion. Det vil jeg slet ikke negligere – selvfølgelig er han ked af det, og børn skal have lov til at reagere på så store forandringer i deres liv. Det har også været en konfliktfyldt skilsmisse, men vi har forsøgt at skærme børnene så meget som muligt. Men selv hvis det er dét, der ligger bag, så synes jeg, det er tankevækkende, at den danske folkeskole ikke har bedre redskaber til at hjælpe de børn, der står i en skilsmissesituation. Ansvaret blev fraskrevet på en måde, der gjorde, at jeg selv måtte smide alt for at hjælpe ham.
Tidligt i forløbet blev Kristina derfor nødt til at sygemelde sig fra sit arbejde. Hun kunne ikke passe et job, når hendes angstprægede søn nægtede at forlade hjemmet om morgenen og oftest endte med at tage med hjem igen efter en mislykket aflevering. I forvejen kæmpede hun også med en belastningsreaktion, så da Arthurs verden faldt fra hinanden, fulgte hendes egen med.
Annonse
Hun tog med ham i skole et par gange i håb om at støtte ham, men da det ikke gjorde en forskel, valgte hun til sidst også at sygemelde ham – og begyndte at lede efter en ny skole til ham.
En tiltrængt pause
Det var ikke en populær beslutning at sygemelde Arthur, men Kristina følte ikke, hun havde noget valg.
– Det var simpelthen blevet for meget – for ham, for mig og for skolen. Når han var alene i skole, blev jeg flere gange ringet op og bedt om at hente ham. Og selv når jeg tog med ham, var han utrøstelig. Herhjemme fik han voldsomme raserianfald, og om morgenen havde han deciderede angstanfald. Pludselig så jeg også, hvor lidt han spiste – og hvor meget han havde tabt sig. Der tænkte jeg: Hvor fanden har mit hoved været de sidste måneder? Hans krop var jo i konstant alarmberedskab, og det samme var min.
Kristina skrev til skolelederen, at hun ville give Arthur en uges pause derhjemme. Skolen var uenig i beslutningen, især fordi de kort forinden havde inddraget PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning – men Kristina stod fast og tog Arthur med til lægen.
– Da jeg sagde til Arthur, at han ikke skulle i skole den næste uge, kunne jeg se hans skuldre sænke sig. Han havde virkelig brug for en pause, og allerede efter få dage var der en helt anden ro over ham. Lægen vurderede også, at han var overbelastet. Midt i den uge fik jeg dog et opkald fra skolederen om, at jeg ikke måtte placere Arthur i et vakuum – og at det måske bare var bedst, hvis han skiftede skole. Jeg følte mig smidt ud, og det var som om, de gav op, synes jeg. Som om min søn var forkert.
Kristina begyndte derfor at undersøge mulighederne og stødte på en skole, hvor skolelederen mente, at hun havde truffet det rigtige valg ved at tage ham ud – og at skolen gerne ville tage imod ham, når han var klar. Forudsætningen var dog, at han skulle gå første klasse om, da han stort set ikke havde været til stede det skoleår.
– Jeg tog Arthur med hen for at besøge skolen, og da vi gik derfra, hoppede han og smilede over hele hovedet og sagde; mor, den her skole vil jeg gerne gå på. Og det var en utrolig lettelse. Han startede ugen efter, fordi vi mente, at det var bedst bare at komme i gang – fem uger efter, han var blevet sygemeldt.
Han begyndte i starten af december, midt i julehyggen med kalenderlys, nisseleg og klippe-klistre, og det gik over al forventning. Han blev også i SFO’en helt til eftermiddagen, og de nye lærere og pædagoger var gode til at møde ham og fyldte ham med selvtillid. Men i slutningen af februar ændrede det sig igen. Arthur begyndte at stritte imod ved aflevering, og som Kristina havde frygtet, endte det med, at hun måtte tage med ham i skole hver dag på nedsat tid – en beslutning truffet i samråd med PPR.
– Jeg havde talt med skolen om, hvorvidt det bare var en slags honeymoon-effekt, at han i begyndelsen havde lyst til at komme i skole igen. Så vi gik og ventede på, at der ville komme et dyk – og det gjorde der. Afleveringerne blev rigtig svære, og nogle dage endte jeg med at tage ham med hjem igen. Til sidst indså jeg, at jeg var nødt til at tage med ham i skole igen – for vi kunne ikke risikere at falde tilbage i det samme omfattende fravær som før.
Annonse
Hvad med lillesøster og storebror?
Kristina har også to andre børn – seksårige Nynne og elleveårige Bertram – og når Arthur har haft det allersværest, har hun været nødt til at sætte hans behov først.
Det har dog haft en pris. For selvom hun forsøger at være der for dem alle, har det været umuligt ikke at skubbe Nynne og Bertram lidt i baggrunden. Og det har været en svær balance at finde som mor.
– De to andre bliver jo mere eller mindre overladt til sig selv om morgenen, fordi al min energi går til Arthur. De synes begge, det er rigtig hårdt, når han bliver vred og det går ud over dem, fordi han ikke kan rumme tingene. Arthur har det nemlig med at blive meget grim i munden – og det gør ondt, når en seksårig lillesøster får at vide, at hendes storebror hader hende og ville ønske, hun aldrig var blevet født. Vi har talt meget om, at man nogle gange siger ting, man slet ikke mener, når man har det svært indeni. Men det er ikke noget, man forstår, når man selv er et barn.
Det har også betydet, at de to søskende ofte har gået på listefødder omkring Arthur, fordi stemningen derhjemme har været præget af hans humør.
– Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at være der for dem, men når jeg ser tilbage, kan jeg godt mærke, at det ikke har været nok. Især i de situationer, hvor jeg har måttet gå fra dem for at hjælpe Arthur, efter han f.eks. har raseret sit værelse. Selvom de måske er bange, forskrækkede eller kede af det, så går jeg – fordi han har brug for mig.De forstår jo ikke, hvorfor han har det så svært, og jeg kan heller ikke rigtig give dem et svar, de kan forstå. Det er så vanskeligt som mor at skulle beskytte dem alle tre og samtidig skabe en form for forståelse imellem dem. Der er så mange følelser i spil. Jeg har også været nødt til at involvere Nynne og Bertrams lærere, så de bedre kunne tage imod dem om morgenen og være der, hvis de havde brug for støtte. Det gør ondt at føle, at jeg ikke kan være der for dem alle lige meget.
En usammenhængende hverdag
Da Arthur begyndte på sin nye skole, startede Kristina op i et nyt job. Men da han i slutningen af februar igen fik det dårligt, måtte hun fortælle arbejdspladsen, hvad der foregik derhjemme – og sygemelde sig.
Kort tid efter blev hendes kontrakt ophævet, og Kristina stod endnu engang uden arbejde. Hun overvejer nu at søge tabt arbejdsfortjeneste gennem kommunen, men har fra andre forældre hørt, hvor svært det er at få bevilliget. Det er en kamp, hun har udskudt til det øjeblik, hun har mere overskud.
– Jeg har ikke andre muligheder end at søge arbejde, for jeg kan ikke leve af A-kassen, når jeg har børn og regninger, der skal betales. Men jeg er heller ikke kommet mig over efteråret med Arthur og min egen belastningsreaktion. Og når jeg søger job, kan jeg jo ikke engang sige, hvornår jeg kan starte – for jeg ved ikke, hvornår Arthur får det bedre. Det er så voldsomt. Der er ingen hjælp at hente. PPR har skrevet sort på hvidt, at jeg skal være med ham i skolen, men samtidig skal jeg stå og søge job. Jeg står med et valg: Enten søger jeg tabt arbejdsfortjeneste, som alle siger er en svær kamp – eller også går jeg imod anbefalingerne og sender mit barn i skole uden mig, selvom alt i mit moderhjerte strider imod.
For nylig satte Kristina sig med Arthur og sagde, at de skulle have en voksensamtale. Hun havde brug for, at han forstod konsekvenserne af, at han ikke kommer afsted.
– Han tog det overraskende pænt, selvom han selvfølgelig blev ked af det – for han har det jo ikke godt. Men vi er nødt til at løse det sammen. Jeg sagde, at det koster penge at bo i vores hus, køre i vores bil og købe mad – og at jeg bliver nødt til at tjene penge. Jeg fortalte også, at han skal i skole for at få det bedre, og for at kunne blive politibetjent eller komme i militæret, som han drømmer om. Jeg prøver en taktik, hvor jeg deler lidt ansvar med ham.
Siden marts i år har Kristina været med i skole i flere perioder, hvor hun har siddet i et afsides lokale, tæt på Arthurs klasse. Han må gå ned til hende, lige så ofte han vil, så længe han lægger et stykke papir på sit bord, så lærerne kan se, hvor han er. I starten var de afsted to timer hver dag, og nu er de oppe på fire – for forhåbentligt snart at ende på hele skoledage.
Lige nu går det også så godt, at Kristina kan sidde derhjemme, bare 100 meter væk, og for at bevare den gode rytme, har de aftalt en belønningsordning: For hver uge, hvor det lykkes ham at være i skole, får han gevinster såsom tilkøb i Fortnite eller massage. Hvis det lykkes helt frem til sommerferien, så er den store præmie en ny telefon.
– Jeg ved godt, at nogle vil mene, at det ikke er den rigtige løsning at give ham gaver, men jeg er ærligt talt desperat. Så nu prøver vi det her af, og indtil videre virker det – og han er stolt, når han klarer det og gør sig umage. Vi prøver den her metode nu, men det er da ubehageligt og overvældende at træffe alle beslutningerne selv, for som mor er jeg jo bare pisse bange for at fejle, ikke? Jeg vil bare have, at min søn bliver glad igen.
Håb for bedring?
Selvom Arthur har det bedre lige nu, tør Kristina næsten ikke sige det højt. Hun er bange for at jinxe det – for hun ved, hvor hurtigt det kan vende. Samtidig øver hun sig i at tale åbent om hans skolefravær, selvom det stadig føles tabubelagt.
– Jeg ville ønske, det ikke var forbundet med skam, at mit barn ikke kommer i skole – men det er det. Folk dømmer hurtigt: Er han utryg? Har han dårlige forældre? Og var der ikke også noget med en skilsmisse? De kender ikke nødvendigvis ham eller mig, men finder selv på forklaringer. Jeg har følt mig meget alene hele året og tør ikke nyde, når det i perioder går godt, for det hele kan vende i morgen – og den følelse sidder fysisk i min krop, lige mellem mine skulderblade.
Kristina ville ønske, der var større hjælp og sparring til de forældre, der har børn, der er påvirkede af skolevægring. Måske endda et netværk, hvor forældre kan mødes og dele erfaringer – og finde sindsro i, at alle forældre kun gør det bedste, de kan.
– Jeg er hans psykolog 24 timer i døgnet, og hvis uddannede psykologer var på arbejde på den måde, ville de have brug for en meget lang ferie bagefter – men jeg får ikke nogen ferie, fordi han er min søn, og jeg vil jo være der for ham. Jeg er bare virkelig udmattet, og jeg bliver nødt til at acceptere, at når jeg en sjælden gang imellem har en time alene, hvor han er i skole, så er det okay, at jeg sidder og stirrer ud i luften for at restituere. Derfor ville det også være rart at tale med nogen i samme situation.
Hun håber, at Arthur er på vej til at genfinde glæden ved skolen igen. Lige nu mærker han, at han kan klare det, at han er velkommen, og at det er en succes, når han gennemfører de korte skoledage. Og det giver håb for både ham og Kristina som mor.
– Jeg håber, at jeg snart får en dreng, som bliver glad for at gå i skole igen. Han har været knækket og mistet selvtilliden, men han skal mærke, at han er sej og dygtig. I den seneste periode har der været tilfælde, hvor jeg har været med i skole igen, og i sidste uge løb Arthur væk fra skolen og hjem til mig efter et angstanfald. Jeg er derfor ved at se på andre muligheder for ham, en form for hjemmeskole eller onlineundervisning, som en mulighed en periode, hvis det ikke bliver bedre. Det er vores ansvar som voksne at hjælpe ham med at finde troen på sig selv – og vi er forhåbentligt et skridt på vej i den rigtige retning.
