Kristinas søn vil ikke i skole: ”Jeg har måttet smide alt i mit liv for at hjælpe ham”

Dette er et uddrag fra en artikel, der kan læses i den nye udgave af magasinet Vores Børn.

Kristina Holst står i stuen overfor sin otteårige søn, Arthur.

Rundt om sin mave har hun bundet et stykke gavebånd, og det samme har hun gjort omkring hans. Midt imellem dem mødes båndene i en lille knude. 

– Se, vi er forbundne, siger hun blidt, mens hun møder hans blik. 

Arthur kigger undersøgende op på hende. 

– Når du er i skole, og jeg er på arbejde, så skal du huske, at vi stadig hænger sammen. Selv hvis du ikke kan se båndet – så er det der.

Det lille ritual har sat sig fast hos Arthur. Han nævner det ofte, når han føler sig alene, har svært ved at falde i søvn, eller når skolemorgenernes uro sniger sig ind. Og idéen med gavebåndet er kun ét af mange kreative greb, Kristina har måttet tage i brug, siden Arthurs verden for et år siden blev vendt på hovedet og han stoppede med at ville i skole.

Et vilkår, der har kompliceret hverdagen, udfordret dynamikkerne i hjemmet og tvunget Kristina til at sætte sit arbejdsliv på pause for at være der for sin søn.

Og Arthur er langt fra den eneste, som kæmper med ufrivilligt skolefravær. Skolevægring er et stigende problem i Danmark, hvor det lige nu anslås, at cirka 50.000 børn er mindst én måned væk fra undervisningen på et skoleår – og sidste år var der hele 3.200 folkeskoleelever, der kun dukkede op til halvdelen af timerne.

Det svarer til, at seks fulde skoleklasser stod tomme i over 100 skoledage.

Det opstod ud af det blå

Da Arthur begyndte i skole i sommeren 2022, kunne han bedst beskrives som en social adrenalinjæger, der elskede hverdagen og aldrig ville hjem fra SFO, når Kristina kom og hentede ham.

Men i august 2024, da han startede i anden klasse, ændrede tingene sig.

– Ud af det blå ville han ikke længere gå ind i sin klasse, når jeg afleverede ham om morgenen. Han sagde, at han var ked af sine lærere, men jeg husker fra min egen skoletid, at der altid var nogen, man ikke var glad for, så jeg tænkte ikke så meget over det. Men pludselig kunne jeg stå i en halv time, nogle gange op til tre kvarter, og forsøge at få ham ind i klassen.

Om morgenen ventede eleverne ved døren ind til klasselokalet, inden læreren kom og låste op, og her legede de fleste af børnene sammen – men Arthur blev hos sin mor. Og når læreren så kom, og de andre børn tog deres tasker og gik ind, blev Arthur stående og klamrede sig krampagtigt til Kristina.

– Han ville ikke sige farvel. Selv når læreren kaldte på ham, nægtede han at slippe mig. Det var, som om det dørtrin ind til klassen var ekstremt stort for ham. Han kunne simpelthen ikke gå derind. Nogle gange løb han væk ud i skolegården, og jeg måtte løbe efter ham og prøve at overtale ham til at gå til time. Andre gange afleverede jeg ham hos velkendte pædagoger, mens han græd og blev holdt fast af de voksne.

En enkelt gang er Kristina også kørt væk fra skolens parkeringsplads, mens hun i bakspejlet har set sin lille dreng løbe efter bilen, råbende efter sin mor.

– Jeg havde slet ingen forbindelse til mig selv. Når du kører væk fra sådan en situation – og ved, at du lige har efterladt dit barn skrigende – så er du ikke dig selv igen, før du henter ham. Jeg havde det så forfærdeligt. På den halve times køretur til arbejde sad jeg bare og græd i bilen. For jeg følte hver dag, at jeg var med til at udsætte mit barn for et slags overgreb. Tankerne kørte i ring: Hvilke konsekvenser får det her for ham? Vil han tro, at jeg forlader ham og ikke kommer tilbage? Den der rungende lyd i hovedet af ens søn, der råber ”mor, du må ikke gå”, og at jeg så går – det strider imod alt, hvad jeg føler som mor, fortæller Kristina og fortsætter:

– Når jeg kigger tilbage, har jeg svært ved at forstå, hvordan det egentlig opstod. Jeg kunne simpelthen ikke greje, hvad der foregik, fordi det gik så stærkt. Hans mistrivsel eskalerede på få uger, og inden for to måneder var han stoppet med at gå i skole, at spise og at gå til fodbold i sin fritid.

Læs hele det store interview i magasinet Vores Børn, der er på gaden nu. Her fortæller Kristina endnu mere om, hvordan hele familiens liv det seneste år har været vendt på hovedet på grund af Arthurs skolefravær, tovtrækkeriet med skolen og kommunen, og hvordan det har påvirket hende som mor og kvinde at måtte sige sit job op for at være der for sin søn.