Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Fødsel
Foto: Nimastock Der er mange forskellige former for smertelindring at vælge imellem, alt efter hvad d er til, hvor langt du er henne i fødslen, og om du ønsker medicinsk smertelindring eller ej.

Fødsel

Smertelindring – hvad skal du vælge?

En fødsel gør ondt, det er svært at komme uden om. Har du overvejet, om du vil have smertelindring, og hvilken type det i så fald skal være? Få overblik over mulighederne her.

Snart er tiden inde til måske den vildeste dag i dit liv – din fødsel. Men inden da skal du igennem en tid fuld af smerter, og så kan det være, du du får brug for noget smertelindring. Fødende kvinder har dog brug for og reagerer forskelligt på de mange typer smertelindring, så det kan være smart at sætte sig ind i, hvad der passer til dig.

Allerførst kan du dog forberede dig mentalt på fødslen ved at følge disse fem gode råd:

Faktaboks

OM EKSPERTEN

Stina Falsig er jordemor på Hvidovre Hospital og tilknyttet hospitalets hjemmefødselsteam.

1. Tro på, at du kan føde

Din krop er bygget til at føde, og du kan stole på, at den opgave skal den nok klare. Du skal forsøge blot følge med og lade kroppen gøre sit arbejde.

2. Smertelindring er ikke et nederlag

Hvis du ikke ønsker medicinsk smertelindring, men alligevel ender med det, så betragt det ikke som et nederlag. Det var det, der skulle til, for at du kunne føde dit barn.

LÆS OGSÅ:  10 ting, du ikke vidste om at føde – før og nu

3. Sæt dig ind i fødslen

Sæt dig ind i, hvordan en fødsel forløber, og tænk over, hvilken smertelindring du gerne vil have, hvis du får behov for det. Undlad at lægge dig fast på noget bestemt, for du ved ikke, hvordan din fødsel forløber.

4. Gå ikke i panik

Din jordemor er der for at hjælpe dig, så prøv at bevare et åbent sind og at lytte til hende. Hvis hun anbefaler dig en epiduralblokade, er det måske ikke så dumt, selv om den type smertelindring ikke stod på din ønskeliste.

5. Alle fødsler er fantastiske

Uanset hvordan din baby kommer til verden, er det hans fødselsdag, og det skal være en god oplevelse, også selv om den måske ender med kejsersnit eller sugekop.

Herunder kan du se, hvilken smertelindring du kan få

Ikke-medicinsk smertelindring:

Varme og badekarVarme er oplagt smertelindring, hvis du mærker dine veer særligt kraftigt i et bestemt område, for eksempel lænden. En varmepude, varme ingefærklude, chiliplastre eller den varme stråle fra bruseren kan få dig til at slappe mere af. Det kan også være effektivt at komme i karbad, som kombinerer varme med vægtløsheden i vandet og tager toppen af veernes pres. Du kan desuden nemt skifte stilling i vand, hvilket er en fordel – jo mere aktiv du er, desto bedre hjælper du baby nedad og skaber dermed fremskred i fødslen.Hvornår kan du få det?Du kan tage et varmt brusebad allerede derhjemme, når de første veer viser sig. De fleste hospitaler har desuden fødestuer med badekar, så du kan komme i vand, hvis du ønsker det. Hvis det ikke bliver for varmt, og der ikke opstår komplikationer, kan du blive i vandet under hele fødslen.LÆS OGSÅ: Fødsel i vand: Velkommen til verden, Elvine!Bivirkninger?Ingen bivirkninger. Du kan dog ikke komme i vand, hvis dit barns hjertelyd skal overvåges kontinuerligt.Hvor mange?11 procent kommer i badekar.MassageNår noget gør ondt, har vi en tendens til at spænde i kroppen – hvilket forværrer smerten. Det gælder derimod om at få kroppen til at spænde af, så det kun er din livmor, der arbejder. Hvis du kan klare berøring, kan det være effektivt, at dit barns far eller en anden masserer dig under veerne. Typisk virker massagen bedst, hvis den er hård, og han tør at tage godt fat. Især på lænden kan han bruge hele håndryggen til at massere eller trykke til, når veen kommer.Skulder- og nakkemassage kan også få dig til at slappe af og dermed virke smertelindrende.Hvornår kan du få det?Massage hjælper gennem hele fødslen, så det er bare om at sætte din bedre halvdel i arbejde.Bivirkninger?Ingen bivirkninger.AkupunkturAkupunktur er en behandling, hvor jordemoren stikker små, tynde nåle ind under huden bestemte steder på din krop. Behandlingen virker smertelindrende og beroligende, og hvis du er heldig, kan den endda være så effektiv, at du døser lidt hen mellem veerne, fordi du bliver så afslappet.Hvornår kan du få det?Du kan få akupunktur under hele fødslen. Behandlingen tilbydes de fleste steder, og hvis din jordemoder ikke kan teknikken, vil hun som regel kunne hente en kollega.Bivirkninger?Ingen bivirkninger – medmindre du har nåleskræk. Det er dog ikke alle, der oplever, at akupunktur virker smertelindrende.Hvor mange?9 procent får akupunktur.Steriltsvandspapler Steriltvandspapler er, som navnet antyder, sterilt vand, der sprøjtes ind under huden, der hvor din smerte er værst. Populært kaldes de bistik, fordi de svider og stikker et øjeblik. Behandlingen virker omgående, fordi kroppen sender sine egne smertestillende hormoner – endorfiner – til det ‘ramte’ område. Effekten holder en times tid, men du kan få lagt dem igen og igen.Hvornår kan du få det?Du vil have bedst effekt af steriltvandspapler midt i fødslen. I starten mærker du ofte ikke veerne så kraftigt i lænden eller fortil på maven, hvor bistikkene har bedst virkning, og mod slutningen vil de kun have ringe effekt, fordi baby er så tæt på at blive født.Bivirkninger?Ingen bivirkninger, men paplerne kan gøre nas at få lagt. Du kan også opleve, at det pludselig gør mere ondt et andet sted på kroppen, fordi bistikkene fjerner dit fokus fra det sted, hvor det ellers gjorde mest ondt.Hvor mange?6 procent får lagt steriltvandspapler.Vejrtrækning Vidste du, at du blot ved at fokusere på at trække vejret, kan flytte fokus fra veernes intense smerte? En kontrolleret vejrtrækning får din krop til at spænde af, så veerne kan gøre deres arbejde. Der er mange måder at trække vejret på under en fødsel, og kurser som Smertefri Fødsel og Mamaprofylax kan lære dig forskellige teknikker. At trække vejret er dog noget, de fleste selv kan finde ud af  eller få støtte til af deres jordemoder. For mange fungerer det godt at trække vejret dybt ind gennem næsen og puste godt ud gennem munden, gerne med lidt lyd på.Hvornår kan det bruges?Vejrtrækning kan, og skal, bruges gennem hele din fødsel. Holder du vejret, spænder du i kroppen, så smerterne føles mere intense, og din krop ikke iltes tilstrækkeligt.Bivirkninger?Ingen bivirkninger.

Medicinsk smertelindring:

Epiduralblokade

En epidural er en rygmarvsblokade, som bliver lagt ved, at en narkoselæge fører et kateter ind mellem to ryghvirvler til det såkaldte epiduralrum, så der løbende kan pumpes smertelindrende medicin ind. Den vil for de fleste virke bedøvende i et bredt bælte over mave, ryg og bækken. Man giver så tilpas lidt bedøvelse, at du stadig kan styre dine ben og gå rundt selv.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Epidural – NU!”

Hvornår kan du få den?

Du kan få en epidural, når du er i aktiv fødsel – fra fire centimeter åben til otte-ni centimeter. Nogle vil få blokaden tilbudt, selv om de er fuldt åbne, hvis baby stadig står højt, og der er brug for, at den fødende kan hvile og samle kræfter inden pressefasen.

Bivirkninger?

Epiduralblokaden er den mest effektive smertelindring, men også den med flest bivirkninger. Desuden kan der være ventetid på at få den lagt, hvis narkoselægen er optaget, og det kan tage tid at få nålen til at ramme præcist. De mest almindelige bivirkninger ved behandlingen er, at veerne kan blive svagere og fødslen dermed trække ud. Du vil desuden ikke kunne bevæge dig helt så frit som ellers, fordi babys hjerterytme skal overvåges under hele fødslen, og du skal have forebyggende saltvandsdrop, fordi der er risiko for blodtryksfald. Andre bivirkninger kan være kløe, føleforstyrrelser i benene og manglende kontrol over blæren. En sjælden bivirkning er kraftig hovedpine efter fødslen, som i nogle tilfælde kræver et mindre indgreb, hvor du får sprøjtet noget af dit eget blod ind i det rum, hvor epiduralen blev lagt.

Hvor mange?

26 procent får epiduralblokade.

Morfin

Hvis du har meget ondt, men der ikke rigtigt er fremskred i fødslen, kan du få tilbudt morfin. Medicinen virker meget hurtigt smertelindrende og kan gøre dig så afslappet, at du kan døse hen og hvile, mens veerne arbejder videre.

Hvornår kan du få det?

Morfin gives kun tidligt i fødslen, hvor jordemoren skønner, at der er mindst fire timer, til du føder. Medicinen kan påvirke baby, så han får sværere ved at trække vejret efter fødslen, men så længe han er i maven, er der ingen risiko, og efter fire timer er effekten ude af kroppen. Hvis du skal have morfin, bliver du indlagt på fødegangen.

Bivirkninger?

Du kan føle dig omtumlet, og baby kan blive påvirket, hvis du pludselig føder hurtigere end forventet, men i så fald får dit barn en modgift.

Hvor mange?

5 procent får morfin.

Smertelindringscocktail

En såkaldt smertelindringscocktail er en blanding af et mildt sovepræparat og et smertestillende, som får dig til at slappe af og hvile. Cocktailen er en god hjælp, hvis du har en lang optakt med småveer, der gør ondt, men ikke får fødslen i gang for alvor. Behandlingen giver dig en pause, så din krop får overskud til at lave effektive veer.

Hvornår kan du få det?

En smertelindringscocktail gives kun i starten af fødslen, hvor det endnu er for tidligt at komme på føde-

gangen. Du og baby skal tjekkes på hospitalet, inden du får udleveret pillerne, men bagefter kan du tage hjem.

Bivirkninger?

Ingen bivirkninger, så længe du kan tåle paracetamol.

Hvor mange?

4 procent får en smertelindringscocktail.

Pudendusblokade

En pudendusblokade er en bedøvelse, som sprøjtes ind ved to knoglefremspring bagerst i din skede. Blokaden virker i den nederste del af dit underliv og ved udgangen og kan være effektiv, hvis din baby for eksempel står skævt, så han fylder mere i bækkenet og giver dig pressetrang, før det reelt er tid til at presse. Bliver der brug for hjælp fra en sugekop, eller skal du sys meget efter fødslen, kan du også blive tilbudt en pudendusblokade.

Hvornår kan du få den?

En pudendusblokade virker kun i den sidste del af fødslen, hvor dit barnet presser på nede i skeden. I udvidelsesfasen står barnet så højt oppe, at en pudendusblokade ikke vil hjælpe.

Bivirkninger?

Bedøvelsen kan være lidt ubehagelig at få lagt, fordi jordemoren først skal finde og ramme to præcise punkter i din skede. Når bedøvelsen først er lagt, virker den i cirka fire timer, hvilket kan gøre det svært at tisse efter fødslen. Til gengæld vil du heller ikke kunne mærke, hvis du skal sys efterfølgende.

Hvor mange?

7 procent får en pudendusblokade.

Lattergas

Nogle fødesteder tilbyder, at du kan få en maske med en blanding af ilt og lattergas. Masken virker smertelindrende på de fleste, fordi den dels får dig til at fokusere på din vejtrækning, dels gør dig lidt omtumlet og ‘ligeglad’ med veerne.

Hvornår kan du få det?

Lattergas er effektivt i udvidelsesfasen, hvor din krop skal slappe af, for at veerne kan få ro til at arbejde. I pressefasen skal du derimod være klar i hovedet og arbejde aktivt med selv, og så er det af med masken.

Bivirkninger?

Nogle bliver utilpas af lattergas og kaster måske op. Lattergas er dog hurtigt ude af systemet igen, og det påvirker ikke baby.

Hvor mange?

Der blev brugt lattergas ved 42 procent af fødslerne på Hvidovre Hospital i 2012. Sidenhen er både Hvidovre og andre hospitaler holdt op med at tilbyde fødende lattergas, fordi det kan påvirke jordemødrenes arbejdsmiljø.

Kilde: Tallene stammer fra Hvidovre Hospital, 2013.

LÆS OGSÅ:  Fødsel – vær forberedt på smerten

LÆS OGSÅ:  Av! Alt om veer

LÆS OGSÅ: Du behøver ikke at føde dit barn med smerte

Se, hvad vi ellers skriver om: Barsel, Gravid og Fødsel