Blog: Midt i stress og angst holder mine børn mig oppe

Og så skete det. Arthur satte sig ved siden af Asger ved hans elskede bogreol, fandt tællebogen frem og sagde ‘Kom Asger, jeg læser for dig’. Og han fiskede Asger op i sofaen og de sad stille, helt tæt, og Arthur talte fra 1 til 100 og Asger talte 1-2-1-2-1. Og jeg sad mussestille ved spisebordet, der stadig var kaos, trak benene op under hagen og betragtede mine drenge. Og jeg glemte, at min verden lige nu var ret svær, at mine fingre summede konstant og at jeg næsten ikke kunne køre ned i børnehaven for at hente dem, for lige dér var jeg lykkelig. Intet andet. Fredag aften var god.

LÆS OGSÅ: Mor og særligt sensitiv? Sådan passer du på dig selv

Jeg er sygemeldt med angst. Fra den ene dag til den anden gik jeg fra at kunne alt, til ikke at kunne gå ind i børnehaven for at hente mine unger. Stressbetinget, hørte jeg de kloge mennesker sig til mig. Jeg tænkte, at med 5 år uden søvn, fyldt kalender og alle de projekter man nu har som ung familie, lød det meget rigtigt.

LÆS OGSÅ: Har du et følsomt barn?

Jeg skal nok komme tilbage igen, men imens jeg er gået i stykker herinde bag øjnene, så har den lille stærke brunøjede fyr på 4 år taget sin lillebror under vingerne. Pludselig ser jeg Arthur hjælpe Asger af med støvlerne. De har spillet fodbold i stuen, og han har heppet og tålmodigt vist, hvordan man bedst sparker. Det er aldrig sket før. Faktisk har Arthur, lige siden Asger ankom, været lidt skuffet over, at det lille menneske hverken kunne spille fodbold eller lege gemme. Heldigvis bliver selv de mindste babyer også store drenge, og Asger elsker Arthur ubetinget, også selvom kærligheden ikke altid har været lige så direkte den anden vej. Men intet er åbenbart så skidt, at det ikke er godt for noget, for deres forhold er pludselig bliver meget mere end bare at holde hinanden ud. Nu leger de sammen og bygger ting og løber igennem hele hytten efter hinanden.

Der har aldrig været vist så meget Disney Junior og Nick Jr. siden sidst, jeg var gravid. Men jeg køber mig tid, så jeg kan overskue ulvetime og eftermiddage med søde – men også trætte – unger på 2 og 4 år, indtil der træder forstærkning ind ad døren omkring kl 18. Arthur er alt for dygtig til at læse mig, og jeg dør lidt indvendigt, når han aer mig og spørger ‘Er du ok, Mummy?’, når mine hænder ryster og larmen fra 2 tons duplo bliver mere, end min hjerne kan kapere.

Og vi tager nok ikke skade af at sidde tætte sammen i sofaen, imens Dora stiller de samme spørgsmål og Dr. McStuffin plastrer legetøj sammen.

Men derfor kan man godt føle sig lidt som hende, der gav op. Som ikke kunne klare presset som småbørnsfamilie.

For mig knækkede filmen midt i et møde, hvor alt blev sort. Og hvis jeg kigger tilbage, så har der været indtil flere tegn på, at jeg havde for meget. Men jeg har ignoreret det. Big time.

For når alle andre kan, så kan jeg vel også. Ikke?!

LÆS OGSÅ: Sådan støtter du dit særligt sensitive barn

LÆS OGSÅ: Separationsangst: Du må IKKE gå, mor!

LÆS OGSÅ: Drop stress og præstationsangst over madpakkerne