
Test dig selv: Ro eller fuld fart på din barsel?
Lige nu flyder dag og nat sikkert sammen for din lille trold. Men måske har du behov for lidt mere hold på hverdagen på barsel? Test, om du er til faste rutiner eller et frit dagsprogram.
Faktaboks
8 gode råd
Drop uret de første tre-fire måneder, og lær dit barns signaler at kende. Put og mad din baby efter behov.
Fra tremånedersalderen kan baby kende forskel på dag og nat. Put dit barn om aftenen, når den lille er mæt og døsig, og tænk i starten cirkatider frem for fast sengetid.
Ritualer giver baby en klar fornemmelse af, hvad der skal ske. Vælg maks. tre ting, du gentager hver aften, som signalerer sovetid. Find et ritual, som du glæder dig til.
Din baby lærer ved at efterligne. Udvis nattero, selv om du ammer, giver flaske eller skifter ble, ved at holde lyset dæmpet og undgå underholdning.
Skab en fast dagsrytme for lurene ud fra dit barns søvnmønster. Put cirka samme tid hver dag, når bassen er døsig. Tag dit barn op, hvis den lille er urolig eller græder, og forsøg igen senere.
Giv fra start din baby et indtryk af mønstre omkring familiens måltider, og hav junior med til bords. Så vækkes nysgerrigheden for mad helt naturligt.
Fra firemånedersalderen kan du introducere fast føde i form af grød og mos. Kig stadig mere efter babys sultsignaler end klokken.
Fra seks måneder kan fast føde udgøre flere måltider på nogenlunde faste tidspunkter.
I går sov dit spædbarn tre kvarter ad gangen hele dagen, og du stressede over amningen – så i dag aflyste du besøget af veninden. Derfor sidder du nu og kigger forundret på din lille engel, der snorksover på tredje time efter en ordentlig tår mælk. Pokkers til timing, tænker du. Igen. For den første tid med en baby er ofte komplet uforudsigelig.
Måske er det på tide, at du gør op med dig selv, om du er til struktur i jeres hverdag. Eller om du reelt foretrækker at tage tingene, som de kommer, uden at få dårlig samvittighed over, at babys sove- og spisetider ikke altid passer med dine planer.
LÆS OGSÅ: Mindfulness: 8 tip til at finde roen på barsel
At få styr på dit nye liv handler lige så meget om at lytte til dine egne behov som at finde den rigtige rytme for din baby, mener barselscoach Tina Witt. Hun er mor til fire og rådgiver blandt andet nybagte forældre i at skabe den bedste hverdag for både mor og baby. Første skridt er at finde ud af, hvad du vil.
– I den første periode som mor er du følelsesmæssigt forstyrret, fordi du bliver bombarderet med dine egne forventninger, andres velmente råd og vores kultur omkring børneopdragelse, siger Tina Witt.
Rammer eller frihed?
Hun foreslår, at du laver en liste over, hvad en god mor er. Sådan bliver du klar over, hvilken hverdag med baby du ønsker, og hvordan du skaber den. Du forbinder måske en god mor med én, der har styr på snuttens sovetider eller leger meget.– Ud fra listen kan du se, om du har behov for tryghed og struktur eller for frihed, forklarer Tina Witt og pointerer, at du skal spørge dig selv, hvorfor du lister de ting, du gør.LÆS OGSÅ: Barsel: Sæt lige mor på pause, tak!– Listen skal ikke være ‘find fem fejl’, eller hvad du tror, alle andre gør eller synes er rigtigt. Vil du i virkeligheden helst sidde hjemme i sofaen og kramme baby, er det unaturligt at være en på-farten-mor og gå til salmesang og babysvømning.Dit barn skal inviteres ind i det liv, det er landet i. Er du til struktur, kan du godt selv skabe en daglig rytme, selv om dit barn skal runde tre måneder, før der kommer et mere forudsigeligt søvnmønster.– Især den allerførste tid har mange brug for meget struktur, fordi alting er så nyt. Så kan du sørge for selv at have en rytme. Stå op med far, kom i bad, og få et måltid mad, inden han skal ud ad døren, foreslår Tina Witt.Omvendt kan du også sagtens snuppe baby med på farten og stadig tage hensyn til spise og søvnbehov.– For en baby er det vigtigste at være tæt på mor og far. Dit barn bliver ikke overstimuleret af at være hos en af jer, mens I går en aftentur eller ser venner frem for at sidde hjemme, siger Tina Witt og fortsætter:LÆS OGSÅ: 7 ting du kan gå til med din baby– Spørg dig selv, hvad det værste er, der kan ske? Skulle jeres baby falde i søvn senere end forventet, har du og far i det mindste haft en skøn aften sammen. Den slags giver overskud.Det vigtigste er, at du slapper af med jeres måde at gøre tingene på. Jo bedre kan du være i nuet og lære den lilles signaler for sulten og søvnig at kende. Både appetitten og sovetiderne ændrer sig nemlig konstant de første måneder, hvor dit barn vokser og udvikler sig hastigt. Derfor gælder det i første omgang om at smide uret og i stedet se efter din babys behov.En ting ad gangen
Omkring tremånedersalderen kan junior kende forskel på dag og nat, og I kan så småt indføre sengetider. Hvis det er det, I vil. Når det kommer til fastere rutiner for både søvn og mad, så tal først med far om, hvad der tæller for jer.– Måske betyder det ikke så meget, om baby sover inden Nyhederne, så længe I to kan holde i hånden i sofaen, mens den lille er hos jer i stuen, siger Tina Witt.Det kan også føles frustrerende at kaste sig ud i skemad på firemånedersdagen, hvis amningen netop er kommet op at køre – selv om grød og mos er okay ud fra de officielle anbefalinger.– Du får stress, hvis du både vil have søvnrutine, spiserytme og sexlivet op at køre på én gang. Vælg én ting ad gangen, og vær tålmodig, siger Tina Witt og anbefaler, at du ser både spise- og sengetider som cirka tider frem for fastlagte fra den ene dag til den anden.LÆS OGSÅ: 3 mødre: De bedste tips til din barselTil gengæld kan du med det samme lære dit barn ritualerne for både sengetid og spisetid.Du skaber på sigt en god putterutine ved at vælge maks. tre ting, du gentager hver aften. Det kan være bamse, sut og vuggevise. Overvej, hvad du orker at gøre aften efter aften.– Hader du at synge vuggevise, så lad være. Gør putteritualet til noget, du glæder dig til. Så bliver det heller ikke så frustrerende, når dit barn ikke kan sove, siger Tina Witt, der selv har hygget sig med en bog og fodbad nær vuggen. Hun har taget sin baby op, når den lille græd eller skulle mades, men ellers holdt fokus på sig selv.– Har du hele tiden opmærksomheden på barnet, viser du ikke, at det skal sove. Nogle står med hovedet helt nede i vuggen ved den mindste lyd eller synger forfra igen og igen. Det bliver enormt stressende.Om natten kan du signalere ro, selv om din baby bevæger sig og siger lyde efter nattetåren. Sker der ikke mere fra din side, falder snutten snart i søvn igen under normale omstændigheder.Fast rytme – med cirkatider
Fra tremånedersalderen fornemmer du måske et mønster for lurene i løbet af dagen. Vil du gerne skabe en fast dagsrytme, så put din døsige baby på nogenlunde samme tid formiddage og eftermiddage ud fra det mønster, du aner. Du skal ikke bruge aftenputteritualet nu. Din baby må gerne ligge lidt, inden øjnene glider i. Men bliver skatten urolig og græder, er det bedst at tage den lille op, fortsætte det, du er i gang med, og forsøge igen senere.
Det kan kræve mange omgange, inden du rammer det punkt, hvor dit barn ikke bliver urolig af at blive puttet. Sæt en uge af til at få rytmen i gang, eller hold dig til løse aftaler i kalenderen.
– Det, der nogle gange får alt til at gå op i røg, er, at man stresser over ikke at nå en aftale, fordi ens baby ikke er faldet i søvn, siger Tina Witt.
På samme måde som du lærer dit barn, at vi sover på bestemte tidspunkter, kan du have din vågne baby med til bords ved spisetid. Sådan bliver junior klar over en bestemt rytme omkring måltiderne. Tidligst fra fire måneder kan du øve med skemad. Gerne om formiddagen, hvor baby er udhvilet. Trap efterhånden ned på amning eller sutteflaske, og erstat med fast føde til flere måltider. Også her gælder det om at prøve sig lidt frem. Med et øje på klokken og det andet på din babys sultsignaler.
– Ofte er mellemtingen mellem den strukturerede mor og en mor, der tager tingene, som de kommer, rigtig god, siger Tina Witt.
LÆS OGSÅ: Få baby ind i en fast rytme
LÆS OGSÅ: Velkommen på barsel – dit nye fuldtidsjob
LÆS OGSÅ: Mødregruppe – præstationsklub eller nye bedste venner?
Faktaboks
Test dig selv
Er du til fast rytme eller frit program? Har du øjnene på uret, når junior spiser og sover? Find ud af, om du er til struktur eller frie tøjler, og tjek fordele og ulemper ved begge dele.
Vælg det svar, der passer bedst på dig!
Morgenstund har guld i mund …
A Fordi jeg har brug for at mærke, at jeg stadig er mig, står jeg op som normalt. Jeg får et dejligt bad, mens den lille sover eller hygger med far.
B Den sang vi, sidst jeg nåede ud ad døren til babyrytmik.
Din mobiltelefon bruger du mest til at …
A … holde øje med, hvornår baby sidst har spist og sovet. Og sende sjove sms’er til far om indholdet i den seneste ble.
B … sludre med en veninde på vej til babysvømning eller på shopping. Den lille sover alligevel, når barnevognen bumler derudad.
Sidst baby ikke kunne sove …
A … gennemgik jeg spise/sovemønstret for den seneste uge og konkluderede, at vi må være midt i et udviklingsspring.
B … kom den lille en tur i slyngen, hvor hun faldt i søvn, da jeg havde lagt tredje baljefuld vasketøj sammen.
I dag skal du …
A … til babyrytmik klokken 10 og mødregruppe klokken 12, og så skal jeg købe ind til at øve skemad fra i morgen.
B Solen skinner. Vi skal ud og nyde dagen. Sms’er lige, om mødregruppen vil med på café eller i skoven.
Klokken 17 er du …
A … ved at sprænges. Vågn nu op, lille skat, så du kan blive ammet og falde i søvn til tiden i aften.
B Er klokken fem? Jeg faldt vist i søvn på sofaen ved siden af guldklumpen.
Flest A’er – Tjekket mor på minuttet
Du er en fantastisk mor med tjek på tingene. Tryghed og forudsigelighed er kodeordene for dig. Du er klar til at indføre rutiner for din baby, så snart alderen er til putteritual og spisetider. Vær opmærksom på, om du har mange regler for, hvordan du vil have tingene gjort. Så ramler det hele nemlig lettere. Måske har du behov for kontrol ét sted, fordi du i virkeligheden er ked af noget helt andet. Dine nærmeste vil sikkert gerne af laste dig. Prøv at have dage, hvor du bare tager af sted med din baby og ser, hvad der sker.
Flest B’er – Afslappet mor på farten
Du er en super glad mor, og du og din baby er begge i jeres es, når I er på eventyr. Du tager tingene, som de kommer, også når mini uventet vågner med et vræl i Netto. Vær opmærksom på, om du er hende, der skal nå alt og alle. Når det kommer til stykket, kan det stresse. Få far til at smøre madpakke til dig om morgenen, inden han smutter. Så får du et måltid mad, selv om tingene skrider lidt i løbet af dagen. Prøv at have stille hjemmedage uden forstyrrelser udefra. Med mobilen slukket og nettet lukket ned.