Forny med maling
SPONSORERET indhold

DIY: Forny med maling

Selv den kedeligste bakke, ramme eller skammel kan blive til et smukt indslag i din indretning, hvis bare du svinger penslen over dem! Her får du 6 fantastiske bud på enkle fornyelser, der skaber en stor forandring.

Foto: Pernille Enoch
30. jan. 2016 | Bolig | BoligLiv


Bakken blev frisk og feminin

Hvem skulle have troet, at den kedelige bakke i den triste farve kunne blive så fint og feminint et indslag i indretningen? Papirbold fra Liebe, vase fra Ditte Fischer, rund krukke fra Stilleben, resten i privateje.

Du skal bruge: bakke (loppefund), sandpapir, halvblank maling til træ, farvekode: S0520-R30B og pensel.

Sådan gør du: Slib bakken med sandpapir, hvis den er bemalet eller lakeret. Tør den fri for støv. Mal bakken med den lyserøde maling. Giv den et par gange, så malingen dækker, og lad den tørre imellem hvert lag.





Stole med en lille stribe

Et par fuldstændig umage stole fra loppemarkedet er blevet malet med de samme skønne farver – så nu ligner de næsten medlemmer af den samme familie! En billig måde at få nye smukke stole på … Papirboldene er fra Liebe, og æskerne er fra Hay.

Du skal bruge: 2 umage stole, sandpapir, pensel, malertape, halvblank maling til træ, farvekoder: S4040-B og S0520-R30B.

Sådan gør du: Hvis stolene i forvejen er bemalede, skal de slibes med sandpapir, så den nye maling kan sidde fast. Tør stolene fri for støv. Vælg, hvor på stolene du vil have en enkelt stribe, og sæt malertape på. Mal stolene med den blå farve, og lad dem tørre. Fjern malertapen, sæt ny på, og mal striberne med den lyserøde maling.







Et strejf af farve

Bogkasserne og skamlen er kun delvist malede med farverne fersken og blomme. På den måde kan man stadig se det rå træ. Det giver en let og spændende effekt. Skål med farvet kant fra Stilleben, stor grå vase fra Ditte Fischer, gul bakke, bånd og æske fra Hay. Uglen i træ er fra Illums Bolighus, og de store træperler er fra Panduro Hobby.

Du skal bruge: 2 Kubik bogkasser og en skammel (Trævarefabrikernes Udsalg), halvblank maling til træ, farvekoder: S1030-Y80R og S7010- R10B, lineal, malertape, blyant og pensel.

Sådan gør du:

Bogkasser:
Tegn en trekant indvendigt på kassen – den skal begynde i bunden og gå op langs den ene side. Brug lineal, så kanterne bliver lige. Sæt malertape på, og mal feltet. Lad malingen tørre, og mal igen. Gentag udvendigt på kassen, bare i modsatte hjørne. Brug gerne en anden farve maling, så der bliver lidt kontrast.

Skammel:
Sæt malertape omkring hvert ben 15-20 cm oppe. Mal ‘fødderne’ et par gange, så malingen dækker, men lad malingen tørre imellem hvert lag.





Rå rammer

Sæt billeder i dem – eller lad være! De er også flotte som en dekoration i sig selv, trærammerne med et enkelt hjørne malet i hver sin farve! Billedet er fra Stilleben, og lignende guirlande kan fås hos Lisagrue.bigcartel. com.

Du skal bruge: rammer af træ (Ikea), halvblank maling til træ, farvekoder: S1030-Y80R og S7010-R10B, malertape og pensel.

Sådan gør du: Sæt malertape på skrå af rammens ene hjørne, der hvor du vil male den. Sørg for, at tapen sidder godt fast, så der ikke kommer maling ind under den. Mal evt. et par gange, så malingen dækker. Lad malingen tørre imellem hvert lag. Fjern forsigtigt tapen, når malingen er tørret.





Lampen fik et løft

En lampe i en lidt tung stil er blevet helt elegant med maling i tre toner. Vi fandt den på et loppemarked, hvor det er værd at kigge efter ting med gode former – farven kan man altid gøre noget ved! Lampeskærmen er fra Liebe. Vasen er fra Meyer-Lavigne, og resten er i privateje.

Du skal bruge: 1 lampe, gerne i træ (loppefund), sort og hvid halvblank maling til træ, grå maling farvekode: S4500-N, sandpapir og malertape.

Sådan gør du: Hvis lampen i forvejen er bemalet, er det vigtigt, at du sliber den godt med sandpapir. Tør den fri for støv. Sæt malertape på, hvor en ny farve skal starte. Begynd evt. fra toppen med den hvide, og slut af med den sorte i bunden. Lad malingen tørre undervejs.





Slagbænken fik harlekintern

Den anonyme, lille bænk blev superflot, da den blev klædt på som Harlekin! Stort billede, knage, bøjle, trøje og bamserangle er fra Liebe. Lille billede og dåse er fra Stilleben. Grå kasse er fra Hay, og tæppe er fra Ferm Living.

Du skal bruge: 1 børneslagbænk (Trævarefabrikernes Udsalg), malertape, halvblank hvid og sort maling til træ (Flügger), blyant og pensel.

Sådan gør du: Mal bænken hvid. Giv den et par gange, og lad malingen tørre imellem hvert lag. Tegn med blyant harlekintern på fronten af bænken – mål først, hvor mange der cirka kan være i en given størrelse. Sæt malertape på, og mal ternene med den sorte maling. Du skal male et par gange, så det dækker. Lad malingen tørre imellem lagene.



TILBUD: 4 numre af BoligLiv + Dug fra HAY

► SE OGSÅ: Lav din egen bøjlestang af en gren
► SE OGSÅ: Carolina Castiglionis farvespil