Isra Mohannad
SPONSORERET indhold

Isra maler med snore og søm: Få de bedste tips til selv at lave trådkunst her

Isra Mohannad trækker på både sin danske og sin irakiske baggrund, når hun med søm og tråd fremkalder sine smukke billeder – som er en hyldest til både maskuline og feminine håndværkstraditioner.

Af: Freja Bech-Jessen Foto: Trine Bukh
22. maj. 2023 | Bolig | Hendes Verden

Der er hyggelig stemning i det lille, lyse atelier i Albertslund, og Isra sidder koncentreret foran staffeliet i fuld gang med at fremkalde endnu et smukt motiv. Men hun bruger hverken pensel eller maling.

I stedet bringer hun sine motiver til live ved at trække tråde mellem nøje placerede søm. Tusindvis af tråde, der med forskellige farver, tykkelser og lag giver liv, dybde og tekstur til de tredimensionelle værker, efterhånden som hun snor dem om sømmene igen og igen og igen. 

"Jeg kan blive helt væk i arbejdet," siger hun. 

"Nogle gange forsvinder hele dage simpelthen for mig, fordi jeg bliver suget helt ind i den proces, det er at få motivet til at træde frem og få de nuancer og dybder, det skal have."

Marilyn & Muhammad

På væggene omkring Isra hænger flere af hendes værker. Marilyn Monroes ikoniske ansigt med de let adskilte læber og den karakteristiske skønhedsplet. Muhammad Ali i sin klassiske boksepositur med handskerne løftet og et udfordrende blik i øjnene.

"Min kunst forener værdier og traditioner, som ellers ofte ses som modsætninger," siger Isra. 

"Trådkunst er en gammel mellemøstlig teknik, og jeg synes, det er interessant at trække en rød tråd mellem mine mellemøstlige rødder og den vestlig kultur, jeg er opvokset med, og skabe en ny kombination, som ræsonnerer med det miljø, jeg befinder mig i."

Samtidig, forklarer hun, trækker teknikken på både klassisk maskuline og feminine håndarbejds- og håndværkstraditioner: det bløde arbejde med tråde af silke, bomuld og uld. Og det hårdtslående med søm og hammer.

Føles kraftfuldt

På atelierets endevæg har Isra bragt sine materialer og redskaber i sirlig orden. Spoler af tråd står på rad og række. I klare, brogede og lysende nuancer og i matte og metallisk skinnende kvaliteter.

Søm er sorteret i størrelsesorden i hver deres glas og efter farve. Bronze, kobber, sølv og guld. På væggen hænger også hendes værktøj: knibtang, saks og så selvfølgelig en hammer. Girl power står der med lyserødt på skaftet.

"Jeg holder meget af hele processen. Det føles kraftfuldt og stærkt at banke sømmene på plads i pladerne," fortæller Isra. 

"Jeg kan lide det mod og den beslutsomhed, der skal lægges i hvert slag. For det er her, man ridser motivet op. Og så kommer det lange, rolige og tidskrævende arbejde med at forbinde trådende mellem hvert søm. Det er næsten meditativt."

Kvinders bløde sysler

Som barn og ung havde Isra altid gang i et stykke håndarbejde. Strik, broderi eller syning. 

"Min mormor var utrolig dygtig til at sy," fortæller hun. 

"Jeg lærte meget af hende og elskede at have noget mellem hænderne og frembringe smukke ting. Jeg kunne godt lide de her bløde sysler, som kvinder gennem generationer har givet videre til hinanden. Alligevel var det først, da jeg tilfældigt faldt over trådkunst-teknikken, at jeg virkelig mærkede, at jeg havde fundet min måde at udtrykke mig på."

Hun griner. 

"Jeg kan bare virkelig godt lide at svinge en hammer på min egen feminine måde!"

Og fortsætter:

"Selv om det især i begyndelsen var ude af min comfort zone, føltes det så stærkt. Man kan få afløb for alle sine aggressioner, når man slår søm i. Og det er en perfekt kontrast til den bløde og koncentrerede fordybelse, der følger, når trådene skal samle billedet."

Isra var efter eget udsagn hooked fra den første knude, hun bandt om et søm, og så har teknikken siden forenet det, hun er rundet af. 

"Mine vestlige og mellemøstlige rødder," siger hun. 

"Men også de feminine og maskuline værdier, som jeg tror, alle mennesker uanset baggrund har brug for at favne og udtrykke."

Anbefalet til dig