Kirsten Elsgaard
SPONSORERET indhold

Kirstens bedste indretningstip: ”Sørg for at have mange lyskilder”

I en gammel murermestervilla i Charlottenlund bor Kirsten Elsgaard, 38, som er praktiserende læge, med sin mand og deres børn på fem og otte. Den oprindelige plantegning var ikke særlig social, så de totalrenoverede huset og byggede nyt med fokus på naturlige overflader som sten og træ, masser af lyskilder og mere samvær, så der altid er plads til en køkkenfest eller to og sofahygge for hele familien.

Af:: Pernille Rosenkilde Foto: Simon Baungård
05. apr. 2022 | Bolig | Eurowoman

Hvad er det her for et sted, og hvordan har I sat jeres præg på det?

“Det er en gammel murermestervilla fra 1920, som vi totalrenoverede for tre år siden. Huset havde mange små rum, der ikke var superanvendelige til en børnefamilie, så vi ændrede plantegningen fuldstændig, væltede vægge, rykkede køkkenet og byggede to nye badeværelser. Alt fra tag til udenomsarealerne blev renoveret og ombygget, så det blev et mere socialt hus med åbne rum.”

Hvor finder du møbler, ting og sager?

“Jeg køber mange ting på auktioner og i atelierer og har fx en ret stor samling stel fra Griegst, som jeg har fundet gennem årene. Jeg går sjældent bare ind i en butik og impulsshopper noget, jeg lige ser og falder for. Jeg har tænkt over eller ledt længe efter de ting, jeg køber. Det tager lang tid, men det er efterhånden blevet en hobby.”

LÆS OGSÅ: 22-årige Olivia indretter sig med farver: ”Livet er for kort til hvide vægge”

Kirsten Elsgaard
Vasen fra Missoni Home er både pæn med og uden blomster og fadet er fra Oliver Gustav.
Kirsten Elsgaard
Køkkenet er lavet af Frame Studio i Grigio Billiemi-marmor og røget eg. Lampen er af Serge Mouille, litografiet er af Cathrine Raben Davidsen og det lille er et kobberstik fra Flora Danica.

Har du nogle dogmer, du indretter efter?

“Jeg kan godt lide naturmaterialer som sten og træ, og det bærer huset præg af. Sildebenstrægulvene er originale, og det var vigtigt for mig, at vi renoverede med respekt for den periode, huset er bygget i. Jeg prøver at vælge møbler og interiør i neutrale farver som hvid, brun og beige og et hint af sort og har fokuseret på rå materialer og taktile overflader som modspil til de dæmpede og rolige farver.”

Hvad er det bedste ved jeres hjem?

“Vores køkken. Jeg elsker, at vi alle kan være her på samme tid, og når vi har gæster, er det fantastisk at kunne være sammen med dem, mens vi laver mad. Det er også et skønt rum at feste i. Vi har holdt nogle rigtig sjove fester i det her køkken, men det har fået hård konkurrence af sofastuen, som jeg virkelig er blevet glad for, efter vi fik ny sofa. Her kan hele familie ligge og slænge sig og se tv.”

Kirsten Elsgaard
Kunst på væggen fra venstre af Frank Moll, Aythamy Armas og FOS. Sofaen af Mario Bellini i farven hasselnød kan huse hele familien til filmaften. Skamlen er af Pierre Chapo, sofabordet af Isamu Noguchi og stolen af Poul Kjærholm.
Kirsten Elsgaard
Man går glad i bad i det nyrenoverede badeværelse af Botticino-terrazzo-marmor, der er designet af Frame Studio. Messingarmaturet er fra Vola.

LÆS OGSÅ: Anne, Julie og Katrines store drøm gik i opfyldelse, da deres mor inviterede på nachos en grå novemberdag...

Hvad skiller du dig aldrig af med?

“Vores standerlampe af Serge Mouille. Jeg fik den af mine forældre, da jeg blev speciallæge, så den betyder meget for mig.”

Hvad er jeres seneste investering?

“Sofaen af Mario Bellini, der har stået på ønskelisten længe.”

Hvad bliver den næste?

“En trearmet Serge Mouille-lampe, der skal hænge over spisebordet. Jeg er lidt træt af vores vintage Murano-lampe, fordi den er lidt for lille til rummet og bordet. Den skal sælges videre til nogen, der bliver gladere for den. Jeg drømmer også om en Apparatus-lampe. Designet er meget kunstnerisk, så man ikke bare får en lampe, men et stykke kunst.”

Kirsten Elsgaard
Stolen af Gerrit Rietveld står og hygger sig under litografiet af Farshad Farzankia.
Kirsten Elsgaard
En samling skatte. Bl.a. blomsten af Curtis Jere, der er købt hos Ruby Atelier.

Hvor bliver du inspireret?

“I interiørmagasiner som RUM, Ark Journal og Architectural Digest. Og så er Instagram og Pinterest også fyldt med inspiration. Jeg følger fx @galerie_half, @rubyatelier_, @van_den_weghe og holder øje med kunst hos blandt andre @etageprojects og @v1gallery.”

Hvad er dine tre bedste indretningstip?

“Sørg for at have mange lyskilder. Lys kan være en oplevelse og er afgørende for den stemning, du og dine gæster træder ind i. Og så kan lamperne også være en form for kunst i sig selv og mere end bare lys. Skab en sammenhæng mellem farverne i alle rum. Det gør det generelle udtryk roligere og skaber en helhedsfornemmelse. Og så vil jeg altid anbefale originale materialer som træ og sten. Det giver en god tidløs base, som du kan bygge ovenpå.”

Kirsten Elsgaard
Kirsten er praktiserende læge, og efter lange dage i klinikken elsker hun at lede efter vintageskatte til hjemmet, som fx denne lampe af Gunnar Nylund.
Kirsten Elsgaard

Løberen på trappen er fra Tapet-Cafe.

Hvad er dit forhold til kunst?

“Jeg elsker kunst og bruger rigtig lang tid på at lede efter det og holder meget at se udstillinger og besøge gallerier. Det gør mig i godt humør og er meget inspirerende.”.

Hvilken kunstner ville du gerne eje et værk af?

“Det er dyrt, men jeg drømmer stadig om et stort værk af Ethan Cook, selv om det nok ikke bliver lige foreløbig.”

Hvad er det seneste kunstværk, du har købt?

“Et værk af Aythamy Armas.”

LÆS OGSÅ: ”De var nogle af de første møbler, jeg købte – og noget, som mange spørger til på min Instagram-profil”

Kirsten Elsgaard
Tapetet af William Morris er fundet hos Tapet-Cafe, sengetøjet er købt i Merci i Paris, loftslampen er af Isamu Noguchi og læselampen fra Bestlite.
Kirsten Elsgaard
Stolen, der er designet af Bruno Mathsson, hedder Eva og har en ganske særlig betydning, fordi den er et arvestykke fra Kirstens mor, der også hedder Eva. Puden er fra Missoni Home.
Kirsten Elsgaard bolig
Murano-loftslampen skal snart skiftes ud og sælges videre, så der kan blive plads til en af yndlingslamperne fra Serge Mouille. Om Piet Hein Eek-bordet står Y-stole af Hans J. Wegner.
Kirsten Elsgaard bolig
Sildebensgulvet er lavet i Novo-marmor. Vægtæppet er fra Thompson Street Studio og lamperne er af PH fra Louis Poulsen.

Anbefalet til dig