Løkkens første ”sommervilla” blev engang solgt for 7.100 kroner: Sådan ser huset ud i dag

– Det var vist nok mig, der fandt på det med Fru Klitbo.

Louise Engelund har en påtaget, beklagende stemme på, for hun er nemlig ganske tilfreds med husets køn.

– Hun er forlovet med vandtårnet, forklarer hun med et skævt smil og ser ud af vinduet, hvor Løkkens vandtårn står ganske tæt på.

Vi er i Klitbo – Løkkens første sommervilla, som blev bygget, før byen var en kendt badeby på landets nordlige vestkyst. Faktisk mødte slagter Mortensen kun hovedrysten, da han byggede villaen her i klitten, men som vi ved i dag, så var det ham, der var fremsynet. Hvem ville ikke gerne eje et hus med udsigt til Vesterhavets bølger, marehalmen og en horisont så buet, at man, med Louise Engelunds ord, forstår, ”at jorden er rund”.

Ligesom huset her er Louise Engelund en gammel dame. Hun blev født i 1930 og gift som 20-årig med sin fætter Frank, hvis familie ejede Klitbo.

– Frank havde fortalt om Løkkens lyksaligheder og ville gerne vise mig rundt. Jeg syntes godt om stedet – og om Frank, så da jeg kom tilbage næste sommer, blev der aftalt bryllup, fortæller Louise.

Husholdningsskole

Parret holdt deres hvedebrødsdage her i det hus, som fik så stor betydning i Louises liv:

– For mig er Klitbo et sted, hvor vi var levende, siger hun.

For Louise er levende lig med fællesskab og engagement. Hun er kommet her i alle sine somre siden 1948, og hos Fru Klitbo står døren altid åben:

– Som barn var jeg altid selv ved havet med mine seks søskende og min mor. Min far kom, når han kunne, og jeg havde så mange søskende, at vi aldrig manglede legekammerater. Da jeg selv fik tre døtre, fik de lov at få legekammerater med til Løkken, fortæller Louise.

Louise har virket som pædagog i Birkerød, hvor hun også har boet hele sit voksenliv. Familien tilbragte lange somre i Løkken, men det var ikke ensbetydende med, at man ikke skulle lave noget.

– Jeg holdt husholdningsskole for mine piger og deres veninder. Før ferien fik deres forældre et tilmeldingsskema, så de kunne se, hvad der skulle ske i ferien. Jeg kan huske, at jeg lavede sovsekursus, hvor de lavede smørsovs og brun sovs. De var helt optaget af det, mindes Louise med et smil.

LÆS OGSÅ: Bedstefars badehus er mere end blot et hvidt skur

Stærkt fællesskab

Når der kom besøgende, og det gjorde der ofte, tog de også del i husførelsen. Ved morgenbordet klokken ni var der mødepligt, og dagens opgaver blev fordelt. Når dagens dont var klaret, kunne man holde fri.

– På den måde var ingen gæster, men deltagere, forklarer Louise.

Hun har alle dage værnet om fællesskabet, som hun altid har søgt, og som trivedes her i Klitbo.

– Jeg mener, at man skal møde andre som potentielle venner, og det er vigtigt at lære sine børn at være en del af et fællesskab. Det giver så meget at leve i et fællesskab, erklærer Louise.

I 1983 mistede Louise sin Frank, som døde i en alder af bare 57 år. Dengang overvejede hun at sælge Klitbo, men hun kunne ikke undvære huset og sine somre ved Vesterhavet. I stedet solgte hun parrets hjem og flyttede i et bofællesskab, også i Birkerød:

– Jeg har hjemme begge steder, for jeg har skabt så mange gode relationer her i Løkken. Jeg har aldrig følt mig som turist, tværtimod har jeg følt, at det her er et sted, hvor jeg kan leve.

I Løkken er Louise især kendt i gadebilledet for altid at bære kasket: En vane, der opstod af helt lavpraktiske grunde, og som nu er blevet nærmest synonym med hende.

– Jeg kunne ikke styre mit hår i blæsten, så det var dejligt nemt at tage en kasket på, som holdt det på plads. Min datter har syet flere til mig, som jeg er rigtig glad for, fortæller hun.

Flottere end nogensinde

Sidste år blev Fru Klitbo renoveret fra yderst til inderst og fremstår i dag flottere end nogensinde. Det er to af Louises børnebørn, der har stået for det; de ejer nemlig huset nu, hvor Louise ikke længere selv kan passe det. Hun har dog lov til at komme lige så meget, hun vil.

– De har været meget respektfulde og spurgte blandt andet, om jeg var meget glad for min svigermors polstrede møbler, der stod her, og så sagde jeg: ”Ja, så skynd jer at få det væk”, siger Louise og griner.

Noget af det gamle er dog bevaret: Sengen i soveværelset med den mest indtagende udsigt over Vesterhavet og møblementet i spisestuen, som er bygget samtidig med Klitbo i 1913. Jo, Louise er glad for historien, men også for forandringen. Hun har hyldet husets historie i en fortælling om alt det, den nu gamle Fru Klitbo, har gennemlevet, og her skriver Louise blandt andet: ”Jeg står her endnu (...) er blevet en gammel dame – en dame med personlighed, sådan som man bliver, når man har gennemstået mange storme.”

– Ja, det er jo ligesom mig, erkender hun med et smil og ser med tilfredshed ud mod regnen:

– Det er det bedste ved at være her; sådan en byge, der rammer vinduet. For mig er Fru Klitbo lig med liv og rekreation. Det sidste har jeg brug for, for jeg er også træt, men når jeg tænker over, hvor fantastisk et liv jeg har haft, så kan jeg godt forstå, at jeg er træt.