Rod i skuffen
SPONSORERET indhold

52 ting du med fordel kan smide ud. Nu!

Her har vi lavet en liste med 52 ting, som du med fordel kan skille dig af med eller give videre til genbrug. Læs med og bliv inspireret til en tiltrængt rengøring.

Af: Hanne Bang Foto: Getty Images
20. feb. 2020 | Bolig | ALT.dk

Vi kender det alle sammen – skuffen der er fuld af gamle batterier og kvitteringer, og alle de enlige sokker, som vi har gemt til den dag, deres makker på mirakuløs vis dukker op. Tupperwarelåg, ødelagt legetøj og sjatter af rengøringsmidler og solcreme – listen over ting, vi burde smide ud er alenlang, men hvorfor gør vi det så ikke?

Her har vi lavet en liste med 52 ting, som du med fordel kan skille dig af med eller give videre til genbrug. Læs med og bliv inspireret til en tiltrængt rengøring:

Køkken

1. Tøm dit lager med plastikposer– nej, du har ikke brug for alle de poser. Gem dem, du ved, du vil bruge og smid resten i plastikcontaineren.

2. Tøm slikskuffen. Alle de små underlige rester og halvtomme vingummiposer, du alligevel aldrig får spist.

3. Køkkensvampen - hvis den er ulækker… Hvis du er en af dem, der bruger din karklud hver eneste dag, er der god grund til at læse med her.

4. Kig efter dubletter og fjern dem – du ved, at du har en ekstra gryde bagerst i skabet, som du ALDRIG bruger.

5. Drikkedunke, der ikke slutter tæt. Og alle de låg, der ikke rigtigt passer til noget.

6. Øverste hylde i køleskabet – du finder med garanti en sennep, der skulle have været smidt ud sidste jul.

7. Tupperware og plastikbøtter, der har mistet deres låg. Nej, de dukker ikke på magisk vis op igen.

Badeværelse

8. Gammel flydende makeup. Den lille dumme rest i bunden af flasken, som du alligevel ALDRIG får brugt.

9. Ødelagt sminke – den pulveriserede øjenskygge, som du ikke nænner at smide ud. Bare gør det.

10. Bøtter med gammel shampoo og creme. De små rester i bunden af bøtten, som du gemmer, selvom du har taget hul på en ny.

11. Gammel medicin. Penicillinkuren du aldrig fik taget færdig og de smertestillende piller, som du ikke har brug for mere. Skil dig af med det og HUSK at de skal afleveres på apoteket.

12. Tandbørste – den skal altså udskiftes regelmæssigt. Er du i tvivl om hvor tit, så læs med her: Hvor ofte skal man skifte sin tandbørste

13. Toiletbørste – køb en ny! Evt. en, hvor du kun skifter hovedet.

14. Solcreme-rester. Du kommer alligevel ikke til at slæbe en halvtom bøtte med på din næste ferie.

Soveværelse

15. Ubrugte sko, punge, tasker, tilbehør osv. Hvis du ikke har brugt dem det sidste år, kommer du nok heller ikke til at bruge dem i år. Aflever det til Mødrehjælpen eller i en genbrugsbutik.

16. Tøj, som du har ville fikse eller ændre i over tre måneder. Hvis du ikke kunne tage dig sammen til at sy knappen i eller fikse lynlåsen, er det nok fordi, du ikke bruger tøjet nok.

17. Sokker, der mangler sin makker. Nej, den dukker ikke op igen.

18. Tøj, som du ikke kan passe mere. Vi har vel alle sammen en stak jeans og kjoler, der liiige er lidt for små. Med mindre du planlægger at tabe en masse kilo, så smid det i en tøjcontainer til genbrug. Skulle du en dag alligevel kunne passe det, vil du med garanti hellere have noget nyt.

19. Tøj, der er plettet eller ødelagt. Der er ingen grund til at have 10 par gamle joggingbukser og forvaskede sove-t-shirts liggende, når du alligevel kun bruger et par af dem.

20. Gammelt og slidt undertøj. Som du alligevel aldrig bruger.

21. Gamle løbesko. En god tommelfingerregel er at skifte dem ud, efter du har løbet 1.000 km i dem.

LÆS OGSÅ: Oprydningseksperten: Sådan mindsker du dit rod

Resten af huset

22. Ødelagt legetøj eller legetøj, der ikke bliver brugt mere. Lad ungerne sælge det på Den Blå Avis eller tag det med på loppemarked. Husk at meget legetøj i dag indeholder batterier og andet elektronik, så hvis du smider det ud, så sørg for at det sorteres rigtigt.

23. Skrammel, der ligger i din kommode. Den øverste skuffe med clips, gamle bonner, postkort, kuglepenne, halvtomme læbepomader og ja alt det, du ikke lige har fået taget dig sammen til at smide ud. Kig det igennem, sortér og SMID ud.

24. Gamle rengøringsmidler. De små åndssvage sjatter, som du alligevel ikke får brugt. Husk at nogle af de skrappere rengøringsmidler betegnes som farligt affald.

25. Bonner og papirer i din pung. Tag et billede af det, hvis du tror at du får brug for det senere.

26. Møbler. Har du møbler, du ikke bruger, så sende videre i systemet. Enten til genbrug eller til andre, der kan få glæde af dem. Beskadigede møbler, som ikke kan repareres smider du ud.

27. Ulæste bøger og magasiner. Hvis du ved, du ikke kommer til at læse dem, så send dem videre til en genbrug. Eller glæd en nabo med en stak magasiner eller ugeblade.

28. Regninger og kvitteringer – scan og gem dem på din computer eller på din telefon.

29. Tomme kasser til mobiltelefoner og køkkenudstyr. Du behøver IKKE gemme æsken for garanti og reklamationsret.

30. Børnenes tegninger og skolehæfter – scan og gem dem på din computer. Hæng en op væggen og smid resten ud.

31. Nips! Prøv at smide en ting ud om dagen! Du vil blive overrasket over hvor mange du har, og at du ikke vil savne dem…

32. Støvsugerposen - hvornår var sidste gang du tømte den? Vidste du at de fleste begår denne fej med deres støvsuger?

33. Ledninger og opladere, der ikke bruges mere. Nej, du kommer ikke til at bruge din Nokia 3310 igen, så opladeren kan du godt skille dig af med. Igen – husk at elektronikaffald er yderst skadeligt for miljøet, så aflever det på genbrugsstationen.

34. Gamle mobiltelefoner. Igen – sandsynligheden for at du får dem brugt, er meget lille. Så aflever den på genbrugsstationen eller til en velgørende organisation, der donerer gamle mobiletelefoner til fx udviklingslande. Du kan fx aflevere din gamle mobiltelefon hos Danmission

35. Batterierne i din røgalarm – Tjek lige en ekstra gang, om de trænger til at blive skiftet.

36. Gamle kuglepenne, gennemtyggede blyanter, knækkede farvekridt og tusser, der ikke virker. Bare ud med dem.

37. Puslespil, hvor der mangler én eller flere brikker, og brætspil I ikke spiller mere, fordi ungerne er vokset fra dem. Smid puslespillene ud og giv brætspillene til nogen, der har lyst til at spille dem.

38. Stearinrester – de små lysestumper, som du lige kunne bruge en anden gang. Får du brugt dem, så fint. Men ellers smid dem ud.

39. Strikketøj. Den søde sweater til din lille niece, som du aldrig fik strikket færdig. Hun er 17 år nu, og kommer ikke til at synes som mønsteret med enhjørninger og regnbuer. Så af sted med det – enten til genbrug eller til en strikkeglad veninde eller nabo.

40. Gavepapir, gavebånd, æsker og gaveposer. Det er en supergod ting at genbruge, Men kast lige et kritisk blik på dit lager, får du virkelig brugt alt det? Eller optager det bare en masse plads og er dødirriterende, når du skal finde noget.

41. Skotøjsæsker – nej du får dem ikke brugt.

42. Gamle cykellygter, der ikke virker. Er batterierne døde eller pæren er gået, så skift det. Ellers smid dem ud og køb nogle nye.

43. Vanter/handsker, der mangler en makker. Chancen for at den andel del af dit vantesæt fra vinteren 2014 pludselig på mirakuløs vis dukker op, er MEGET lille.

44. Gamle nøgler. Nøglen til loftsrummet i den lejlighed du boede i for 7 år siden og cykelnøglerne til alle børnenes aflagte cykler. Ud med dem!

45. Gamle mønter. Har du gemt en håndfuld græske drakme fra du var på interrail i 1986, så er de ubrugelige, da Grækenland gik over til at bruge euro som valuta i 2002. Så bare ud med dem...

46. Gamle søm og skruer. Ja, de kan være gode at have. Men får du dem nogensinde brugt?

47. Pantflasker. Aflever dem og doner panten til et godt formål – og smid resten i en glascontainer. Bor du i Storkøbenhavn og har du pant for over 100 kroner, så kan du også kontakte Elepanten, der henter din pant og ombytter den til nye drikkevarer. 

48. Vin- og sprutrester. De små åndssvage sjatter, der alligevel aldrig bliver drukket. Har du en sjat rødvin, som du ikke har fået drukket, kan du hælde den i en isterningpose eller isterningbakke og fryse dem. Så har du en lille rødvinsterning til når du skal lave sauce eller gryderetter.

LÆS OGSÅ: Guide til de bedste loppemarkeder i København

Udenfor

49. Knækkede sjippetov. Bare ud!

50. Ødelagte spande og skovle fra sandkassen. I plastcontaineren med det hele.

51. Punkterede fodbolde, ødelagte tennisbolde og ketsjere. Det skal bare ud.

52. Gamle skårede potter og krukker. De kommer ikke i brug igen, så bare smid dem ud.

Vi slutter denne meget lange liste med en god tommelfingerregel:

Er du i tvivl om du vil beholde noget, så læg det i en kasse. Sæt dato på kassen og forsegl den. Sæt den på loftet eller i kælderen, men ikke så langt væk, at du glemmer den. Sæt en notifikation på din telefon 6 måneder frem i tiden eller skriv det ind i din kalender. Hvis du ikke har manglet eller hentet noget i kassen indenfor 6 måneder, så skal den bare smides ud!

Kilde: How to not be a hoarder

Anbefalet til dig