Madpakke - de bedste ideer og opskrifter til madkassen

vis
mere

Madpakker... Nogle gange kan det at skulle smøre madpakker være en sur pligt. Både det at skulle smøre dem, men også det at finde på noget nyt og spændende dag efter dag.

Men sådan behøver det faktisk ikke at være – her på siden har vi fundet en masse lækre opskrifter på gode bud til madpakken. Og så får du også Katrine Klinkens bud på en superlækker madpakke lige her. Velbekomme!

Madpakker til store og små

Af Katrine Klinken, foto: Line Falck

madpakker-opskrifter.jpg

Hvis man dagligt spiser madpakke er det dejligt med lidt variation. Middagsrester som kød, fisk og kylling er gode at bruge i madpakken. Man kan også bage lidt og lægge i fryseren til variation på travle hverdage.

Her får du Katrine Klinkens bedste bud på en nem og lækker madpakke, som alle i familiens med garanti vil elske. Katrines madpakke består af:

  • Rugbrødsklapsammen med fiskesalat
  • Salat med kylling, kartofler og majs
  • Pizzasnegle med grøntsager
  • BLT – sandwich med ost

TIP: HUSK AT DRIKKE VAND
Kom frisk citronmelisse og stykker af citron i en flaske med vand, og stil den i køleskabet natten over. Næste dag smager vandet friskt og dejligt.

Rugbrødsklapsammen med fiskesalat

4 stk.
Arbejdstid: 20 min.
Kogetid: ca. 10 min.

125 g mørksej (filet uden ben)
salt og friskkværnet peber
100 g cremefraiche 38%
1 spsk. kapers, afdryppede
8 duske frisk dild
Anretning: 4 skiver groft rugbrød
½ skoleagurk

Sådan laver du rugbrødsklapsammen med fiskesalat til madpakken

  1. Kog fisken i lidt vand med salt og peber i en gryde under låg i ca. 7 min. Lad fisken køle af. Fjern evt. skind og småben.
  2. Læg fiskekødet i en skål, og pisk det sammen med cremefraiche. Tilsæt kapers og dild. Smag til med salt og peber.
  3. Fordel fiskesalaten på to skiver rugbrød. Høvl agurken i strimler med en tyndskræller. Læg agurkestrimlerne på fiskesalaten. 
  4. Læg en skive rugbrød ovenpå hver mad. Klem sammen, og skær madderne over i halve til fire rugbrødsklapsammen.

Salat med kylling, kartofler og majs

2 portioner
Arbejdstid: 15 min. (hvis kylling og kartofler er kogte)

3-4 dl grøn salat, snittet
ca. 200 g koldt, kogt/stegt kyllingekød (uden skind og ben)
250 g kolde, kogte kartofler
75 g majskerner
6 cherrytomater i mindre stykker

Dressing:
100 g flødeost naturel
1-2 spsk. mælk
½ tsk. stødt cayennepeber
salt og friskkværnet peber
Tilbehør: evt. brød

Sådan laver du salat med kylling, kartofler og majs til madpakken

  1. Læg strimler af salat i bunden af et glas, en lille skål eller beholder.
  2. Riv kyllingekødet i strimler, og skær kartoflerne i mindre stykker. Læg begge dele oven på sala-ten med majskerner og tomat.
  3. Rør flødeosten cremet med mælk, og smag til med cayennepeber, salt og peber.
  4. Kom dressingen i en lille beholder. Salaten holder sig mere sprød, hvis man venter med at komme dressingen på til lige før, salaten skal nyde. Giv evt. brød til.

Pizzasnegle med grøntsager

12 stk.
Arbejdstid: 25 min.
Hævetid: 10-12 timer
Bagetid: 15-20 min.
Fryseegnede

Koldhævet dej:
10 g gær
3 dl koldt vand
½ dl olivenolie
1 tsk. groft salt
ca. 500 g hvedemel

Fyld:
75 g squash, groftrevet
2 spsk. parmesanost, revet
2 tomater i små tern
4-5 kviste frisk timian
2-3 fed hvidløg, knust

Drys:
75 g mild ost, revet

Sådan laver du pizzasnegle med grøntsager til madpakken

  1. Rør gæren ud i en skål med vand og olie, og tilsæt salt og gradvist hvedemel.
  2. Ælt dejen glat og smidig. Lad den hæve tildækket i skålen i køleskab ca. 10-15 timer.
  3. Ælt dejen igennem med squash og parmesanost.
  4. Rul dejen ud på et meldrysset bord til en firkant på ca. 50 x 30 cm.
  5. Fordel tern af tomat og timian på dejen. Lad 4-5 cm i den ene ende af dejen være fri for fyld. Rul dejen sammen som en roulade, og tryk den godt sammen.
  6. Skær den i 12 stykker, ca. 2 cm tykke. Hvis lidt af enden af en snegl går løs, trækkes den ind under bunden på pizzasneglen.
  7. Lad pizzasneglene hæve på bagepapir i ca. 1 time. Sæt dem i en 225 grader varm ovn i ca. 20 min. Drys med ost, når de har bagt i 10 min.
  8. Afkøl let på bagerist, spises lune.
  9. Skal pizzasneglene fryses, er det bedst at komme dem lune i fryseposer.

BLT – sandwich med ost

4 stk.
Arbejdstid: 15 min.
Stegetid: ca. 5 min.

Mayonnaise:
1 frisk æggeblomme
lidt salt
1 tsk. dijonsennep
1 tsk. citronsaft eller vineddike
ca. 1 dl neutral olie

Fyld:
8 skiver bacon
4 gode sandwichboller
8 blade sprød, grøn salat
2 tomater i skiver
4 skiver mellemlagret eller mild ost

Sådan laver du BLT-sandwiches med ost til madpakken

Mayonnaise:

  1. Rør æggeblomme med salt, og tilsæt sennep og citronsaft.
  2. Tilsæt olien dråbevist, indtil æggeblommen bliver tyktflydende.
  3. Rør derefter resten af olien i mayonnaisen i en tynd stråle, til den er cremet.

Bacon:

  1. Varm en pande op ved god varme. Læg skiver af bacon på panden.
  2. Steg ved jævn varme, til baconen er gylden og sprød.
  3. Læg skiverne på køkkenrulle.

Sandwich:

  1. Smør flækkede boller med mayonnaise.
  2. Læg salatblade, tomatskiver, bacon og ost på underbol-len, og luk med overbollen.

BLT er engelsk og står for: B for bacon L for det lettuce (salat) T for tomat