Kan man sige, at der er nogle, der dyrker for lidt sex?
Og hvad gør du, hvis der ikke er helt lige så meget
aktivitet i soveværelset, som du drømmer om?
Vi har spurgt sexolog og parterapeut Ditte Winkel.
– Hvis der er én i parret, som synes, at det er for lidt, så
har parret et problem. Så kan den anden godt sidde og tænke, ”jeg har ikke et
problem, for jeg er ikke interesseret i mere”, men hvis én er utilfreds, så er
der et problem i relationen, fortæller hun.
Og netop at have uens sexlyst er en problemstilling, som
Ditte Winkel ofte oplever, når par kommer gennem døren hos hende.
– Når
det sker, har de ofte uddelt rollerne på forhånd. Den ene er kategoriseret som
et sexmonster, sexafhængig eller som en, der har en alt for høj libido. Den
anden bliver set som rigid, kedelig eller sexforladt, og ofte er der også en
stor følelse af skyld og skam placeret hos den, der har mindst sexlyst,
forklarer hun.
– Partneren
ser dem som værende problemet, altså hvis vi bare lige kunne få fikset ham
eller hende, så ville det hele være meget bedre. Og vedkommende sidder også
med det samme syn på sig selv, det er mig, der er noget galt med. Det er
en meget uhensigtsmæssig fortælling at skabe.
En fælles
problematik
Når det kommer til manglende sex, er der nogle forklaringer,
der ofte går igen, fortæller Ditte Winkel. Det kan være små børn, træthed,
travlhed, hormoner, eller at vi ikke føler os attraktive i vores egne kroppe. Men
problemet stikker dybere end det, mener hun.
– Det
er sårbart at lukke op for det, der ligger under overfladen. Det kan være, at
man ikke har lært det, da man var ung, fordi man ikke kommer fra et hjem, hvor
man har set kærlighed eller begær udspille sig på voksenplan. Det kan være, at
der ikke er blevet talt om sex i ens barndomshjem, hverken med én selv eller
mellem de voksne. Det kan også være, at man er blevet udskammet for den
seksualitet, man har, eller at den ikke var acceptabel der, hvor man kommer fra,
siger hun.
Det kan også være, at den sex, man dyrker, ikke er den sex, man
egentlig har lyst til at have.
– Sådan
nogle ting kan være rigtig svære at sige højt, fordi det er ekstremt følsomt, og
mange gange ved man måske heller ikke, at det er noget, der bor i én. Derfor
skal man være nysgerrig på sin partner og forstå, hvor de kommer fra. Så er der
måske noget, der begynder at give mening, hvor man kan sige, okay, så
forstår jeg da egentlig godt, hvorfor den her dør ind til seksualiteten ikke er
lige så nem for dig at åbne, som den er for mig.
Det vigtigst er ifølge Ditte Winkel, at man forstår, at det
er en fælles problematik.
– Det
vil sige, at den, der har høj sexlyst, er nødt til at sige, hvad gør jeg,
som er uhensigtsmæssigt, eller som bidrager til, at vi ikke har mere sex?
Presser jeg for meget? Finder jeg de forkerte tidspunkter at italesætte det
her? Når jeg bringer det op, gør jeg det så på en anklagende måde, der skaber dårlig
samvittighed hos den anden?
Tryghed
Kommunikation er nøgleordet, når det kommer til at få gang i
sexlivet, men før man kan begynde at tale om det intime, er der nødt til at
være et trygt rum til det.
– Man kan starte med at sige, hvad, synes jeg, gør det
svært at gå ind i den her samtale? Hvad kunne jeg bidrage med for at gøre
samtalen bedre?
Det er nemlig vigtigt at give følelserne plads, så man ikke
føler sig alene, fortæller Ditte Winkel.
– Mange
oplever en dobbeltsorg. For én ting er, at de ikke har nok sex, en anden sorg er,
at de heller ikke taler om det med deres partner. Så der er ikke nogen fysisk
aktivitet på lagnerne, og vi sidder også i hver vores sofa og kan ikke bygge
bro imellem hinandens verdener. Det er det, jeg kalder for dobbeltsorg, siger
hun.
Det første sted, man kan prøve at reparere afstanden, er ved
at tale om det.
– Hvis
man kan skabe en god samtale, hvor begge føler sig set, hørt og mærket, uden at
vi skal udskamme eller pege fingre, så vil vi mange gange finde ud af, at vi
faktisk slet ikke er så langt fra hinanden. Du savner noget, jeg savner også
noget. Så kan det godt være noget forskelligt, vi savner, men bare det, at der
bliver sat ord på det, kan være en stor hjælp. Det kan give ro og håb, og det
er jo det, vi så inderligt har brug for, når vi føler os alene i vores eget
perspektiv.
Forståelse
Selvom man ikke decideret kan sige, at der er noget, der er for
lidt, så bliver det sværere at sparke sexlivet i gang igen, jo længere tid der
går imellem.
– Når
man ikke mødes i den form for intimitet og blufærdighed, så opstår der tit det,
at relationen går fra at være noget elskværdigt til at være et samarbejde. På
et tidspunkt kan det være rigtig svært at nå derhen, hvor man har modet eller
lysten til at blotte sig igen, fordi det andet er blevet hverdag, og man kan få
svært ved at tænde på hinanden erotisk igen, forklarer Ditte Winkel.
Derfor er det godt at få et sprog for problemerne, før det
bygger sig op, siger hun.
– Få
en relation, der godt kan bære at tale om det. Så kan det godt være, at vi på
nuværende tidspunkt ikke kan se en løsning, men vi har i det mindste en
intimitet i at kunne dele, hvor sorgfyldt vi begge to synes, det er. Så kan man
bygge bro i det sproglige, hvis ikke det kan gøres i det fysiske.
For hvis man ikke formår at tale om det med sin partner, og
følelserne får lov til at ulme, så kommer det nogle gange ud på
uhensigtsmæssige måder.
– Det
bedste er, hvis man i fredstid kan sige, jeg vil rigtig gerne have en dialog
om det her. Og så er det jo klart, at der skal være en velvillighed fra den
anden til at imødekomme det.
For mange par kan der dog allerede være så mange dårlige
erfaringer eller benspænd, at samtalen er blevet utryg, forklarer Ditte Winkel.
Her er man nødt til at forsøge at sortere alle anklager, forsvarsmekanismer,
latterliggørelser, hån og negative følelser fra.
– Man kan for eksempel starte med at spørge, hvad savner
du mest? Hvor vi ikke går ind i det, vi synes, den anden gør forkert, for
man er nødt til at holde bolden på sin egen banehalvdel. Jeg synes, at jeg
bidrager uhensigtsmæssigt med det her, eller jeg kunne godt tænke mig
det her.
Sexlysten ændrer form
Der findes to forskellige former for sexlyst, når vi taler
klinisk sexologi, forklarer Ditte Winkel.
Den spontane sexlyst er den, man typisk vil kende fra en
forelskelsesfase. Det er den, der bare er iboende. Der skal ikke arbejdes for
den, den fungerer lidt ligesom en knap, hvor man bare kan tænde og slukke.
– På
et tidspunkt forsvinder den, og det gør den hos alle mænd og kvinder. Og det
vil typisk være, når forelskelsesfasen begynder at ebbe ud. Så er det, vi tror,
at vores sexlyst er forsvundet. Vi tror, at der er gået noget i stykker i os,
eller at vi ikke er sammen med den rigtige partner alligevel. Men vi har
nøjagtig lige så meget sexlyst, som vi hele tiden har haft, men nu tager den en
anden form, siger hun.
– Nu
er vores sexlyst i en periode responsiv. Det betyder, at der går lidt tid, før
man kan mærke sexlysten. Det kan være ved at se porno, læse erotisk litteratur,
tage et langt karbad eller ved lange kys.
Ditte Winkel uddyber, at vi ofte bliver meget sort-hvide i
det her spørgsmål.
– Når
vi har en partner, der spørger, om vi har lyst til sex, så vil vi måske i det
splitsekund tænke, nej, det har jeg ikke. Men her er spørgsmålet nok i stedet
for: kunne jeg have lyst til at have lyst? Vil jeg være nysgerrig på,
hvad der eventuelt kunne ske, hvis vi gik ind i soveværelset?
Men mange tør ikke at trække i håndbremsen, hvis lysten så
ikke opstår, fordi de er bange for at skuffe deres partner, siger Ditte Winkel.
– Det
er jo her, at begge parter spiller en rolle for at skabe trygheden. Det er igen
et samarbejde.