"I tiden efter beskeden blev jeg ramt af en stor angst for at dø"

I december 2022 fik jeg corona. Som en af de sidste i Danmark. Jeg blev rigtig syg og fik en slem lungebetændelse, som jeg havde svært ved at komme af med. 

To måneder senere opdagede jeg en lille knude i maven, men slog det hen – det var sikkert en fibersprængning fra træning.

LÆS OGSÅ

Den mest almindelige kræftform blandt mænd giver næsten ingen symptomer

Prostatakræft er den mest almindelige kræftform blandt mænd. Men nu er tallene på vej ned i Norge.

I vinterferien var jeg på Louisiana med min mor, som er læge, og fik hende til at undersøge knuden, som nu var stor som en valnød. 

Hun bero­ligede mig, men bad mig for en sikkerhedsskyld om at gå til lægen. Der blev jeg mødt af en vikar, der ikke var til meget hjælp, men efter flere ugers insisteren, skanninger og endelig en biopsi fik jeg opringningen: Du har kræft, der har spredt sig, og det er alvorligt. 

Det var en sjælden kræftform, sarkom kræft, der havde spredt sig fra maven til lungerne. Jeg var uhelbredeligt syg i en alder af 38 år. 

Lægerne gav mig maksimalt to år tilbage at leve i.

I tiden efter beskeden blev jeg ramt af en stor angst for at dø. Den gav mig mange søvnløse nætter, og det var en mørk tid, hvor dage og nætter flød sammen, og alle vågne timer blev brugt på at få styr på det praktiske: arv, delebørn, sommerhus, feriebolig i Cannes og min egen begravelse.

Med tiden faldt der mere ro på. For jeg opdagede jo, at jeg ikke skulle herfra lige nu. De to år, lægerne havde givet mig, gik, og kemobehandlingen stoppede. Men kræften er stadig i mig, den er et livsvilkår, jeg accepterer. En præst sagde engang til mig, at alle liv er hele liv – det er mit også, selv om det bliver kortere end forventet – og ønsket.

Jeg har haft det mest fan­tas­tiske liv, man kan forestille sig. Det er på en eller anden måde en trøst. 

LÆS OGSÅ

Prutter du tit eller sjældent? Tarmlægen afslører, hvad det betyder for din sundhed

At slippe en vind, at prutte eller slå en fis. Dét er bare få af de mange dagligdagsudtryk, der beskriver den kropslige funktion, der finder sted, når du slipper luft ud forneden. Men hvad betyder det mon for din sundhed, hvis du sjældent slipper en vind? Eller hvad, hvis du er én af dem, der prutter mange gange dagligt? Nu svarer tarmlægen.

Men jeg har en stor sorg over at skulle forlade min datter i så ung en alder, min datter, som kigger på mig med sine uskyldige barneøjne og spørger: “Hvordan skal jeg tro på Gud, hvis du dør, mor?” 

Uden at jeg har et godt svar til hende. Jeg har også en stor sorg over, at min mand og jeg ikke får flere år sammen. Vi fandt hinanden sent i livet og havde mange ting, vi skulle nå.

Planen var jo, at vi skulle blive gamle sammen.

Man kan ikke leve hver dag, som var det den sidste. Hverdagen går videre, men mit liv efter halvandet års hård kemo er forandret for evigt. 

Jeg kan ikke det samme. Mine ben kan ikke bære mig på mine elskede løbeture længere, min energi er slet ikke, som den var engang, og jeg har dage, hvor jeg sover hele dagen, fordi jeg er så uendeligt træt.

Jeg prøver at skabe en hverdag, hvor døden skubbes i baggrunden. Derfor er jeg blandt andet begyndt at studere; det er en ny begyndelse og en hverdag, hvor sygdommen ikke får lov at fylde det hele. 

For den har fyldt alt for meget de seneste to år.

Jeg tænker mest på, hvordan min familie kommer videre. Jeg har haft en svær snak med min mands bedste ven, som har lovet mig, at han nok skal sørge for, at min mand kommer videre, når jeg dør. 

LÆS OGSÅ

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

Simon har så meget kærlighed at give af – den skal han have lov til at dele med en anden, når jeg ikke længere er her.

Min begravelse er planlagt ned til sidste detalje. Jeg har beskrevet, hvem der skal bære kisten, hvad der skal spilles af musik, og hvad der skal siges. Det giver mig en ro, at der er styr på det, så mine pårørende ikke skal bruge for meget energi på den del i deres sorg.

Jeg er ikke bange for at dø. Men kan være bekymret for, om det bliver en lang, smertefuld død. Da jeg fik kemo, havde jeg øjeblikke, hvor jeg bare ønskede at få fred. 

Hvis jeg får det på samme måde, når min sidste tid kommer, vil jeg selv have retten til at bestemme, hvornår det ender.