Udvælgelsen har taget udgangspunkt i historiske forhold samt i de kongeliges særlige fokusområder og interesser. Antallet er samtidig afstemt ud fra et hensyn til de kongeliges øvrige opgaver således, at de kongelige har mulighed for at kunne engagere sig i de valgte protektioner.
Især for prins Joachim, 54, og prinsesse Marie, 48, har det været en balancegang, fordi de siden 2019 har boet i udlandet.
Mens antallet af Joachims protektioner går fra 41 til 25, så erstattes to af Maries med Prins Henriks Skole og for organisationen Stop Spild af Mad, ligesom hun overtager Kokkelandsholdet fra sin mand.
Herudover vil kong Frederiks protektion for Ordblindeforeningen samt dronning Marys protektion for Hjernesagen overgå til prinsesse Marie, som i forvejen har fokus på personer, der lever med et skjult handicap gennem protektionerne for Landsforeningen Autisme og Epilepsiforeningen.
Mens kong Frederik, 56, selv overtager hele 14 protektioner fra dronning Margrethe, får dronning Mary, 52, en god håndfuld, blandt andet Kræftens Bekæmpelse fra majestæten. Dronning Margrethe, 84, skærer selv sine 81 protektioner ned til 20 og beholder primært organisationer og institutioner inden for kunstens-, historiens- og arkæologiens- verden.
Samme dag som kongehusets meddelte det reducerede antal protektioner, vedtog Folketinget at lade den samlede økonomiske ydelse til den kongelige familie stige fra 126,5 millioner kroner til 143,8 millioner kroner årligt.
Af dem vil kong Frederik modtage knap 123 millioner kroner, som dronning Mary også er inkluderet i. Dronning Margrethe får 12 millioner årligt, mens kronprins Christian er stillet syv millioner i udsigt, når han flytter hjemmefra. Fire af syv millioner vil dog komme fra kongens årpenge.
Derudover vil prinsesse Benedikte fortsat modtage 1,4 millioner årligt mens også prins Joachim og grev Ingolfs årpenge på fire og to millioner er uændrede.