Her er 13 italienske madsteder i København, der vil få dine tænder til at løbe i vand
Den kulhydratforskrækkede æra er forbi, og københavnerne strømmer til de italofile restauranter, der pryder madscenen i hovedstaden. Vi har fundet de bedste steder, så du kan få den helt rigtige bid pasta og tiramisu herhjemme.
Mangia
Hos Mangia, som betyder spis på italiensk, gælder det klassiske, italienske mantra om enkelthed, kvalitet og gode råvarer. Mæsk dig i metervis af virkelig god pasta. Basta.
Bagerstræde 9, 1617 Kbh. V
Find dem her: Mangia.dk
Hos Fischer
Er du både til øl og pasta, er David Fishers pastaværtshus på Østerbro et besøg værd. Mellem spillemaskiner og billard får du serveret den dejligste pasta, og signaturretten Cacio e Pepe, som består af linguini, ost, smør og peber, er fremragende enkel.
Victor Borges Plads 12, 2100 Kbh. Ø
Find dem her: Hosfischer.dk
Bæst
Hvis du vil i pizzahimlen, skal du en tur på Nørrebro. Bæst er kåret som en af verdens 10 bedste pizzeriaer og imponerer med sprød surdejspizza, eget pølsemageri og den lækreste hjemmelavede mozzarella. Det er Christian Pugliesi, der også står bag Relæ, Manfreds og Mirabelle, der lægger navn til herlighederne.
Guldbergsgade 29, 2200 Kbh. N
Find dem her: Baest.dk
Bevi Bevi
Hos Bevi Bevi får du en klassisk italiensk menu, som de færreste kan være utilfredse over – for råvarerne er i højsædet, og det samme er atmosfæren i den lille restaurant, der også fungerer som vinbar.
Oehlenschlægersgade 5, 1663 Kbh. V
Find dem her: Bevibevi.dk
Osteria 16
Fra køkkenet hos Osteria 16 vælter det ud med italiensk antipasti, som skal deles ved hele bordet. Menuen skifter efter sæson, og hvis du er heldig, får du den noget utraditionelle signatturret på Osteria 16: Hotdog med salsicciapølse.
Haderslevgade 16, 1611 Kbh. V
Find dem her: Osteria16.dk
Barabba
Det italienske folk er kendt for deres sene middage, og den tendens kan du hoppe med på hos Barabba, der først lukker restauranten ved midnat. De er eminente til at skabe retter, der først fanger blikket, inden du bliver imponeret over smagen, når du tager den første bid.
Store Kongensgade 34, 1264 København
Find dem her: barabba.dk
Bar La Luna
Er du på udkig efter Københavns (måske) bedste tiramisu, så skal du et smut forbi Bar La Luna. Når du besøger den autentiske italienske mad- og vinbar, kan du med fordel også bestille deres Mezzaluna Al Forno, som får tænderne til at løbe i vand.
Oehlenschlægersgade 53A, 1663 Kbh. V
Find dem her: baruna.dk
Enomania
Eno betyder vin på oldgræsk, og det lille sted på Vesterbro har sans for gode druer og god mad. Med over 600 vine på kortet og en enkel fireretters menu, er der ikke en gane tør.
Vesterbrogade 187, 1800 Frb. C
Find dem her: Enomania.dk
Scarpetta
Hos Scarpetta tager de klassiske, autentiske italienske retter og giver dem et moderne twist. Deres menu er desuden sæsonpræget, og derfor kan du være sikker på at få serveret et måltid, hvor der er tænkt over råvarernes kvalitet og aktualitet.
Rantzausgade 7, 2200 Kbh. N
Find dem her: Cofoco.dk
La Buca degli Artisti
Det bliver ikke mere klassisk italiensk end hos La Buca degli Artisti – i kunstnerens hule. En af Københavns ældste italienske restauranter byder på traditionelle retter som lasagne, saltimbocca og risotto tilsat god vin og familiær stemning.
Godthåbsvej 209, 2720 Vanløse
Find mere her: Labuca.dk
3 italienske supermarkeder i København
Hvis du har mod på selv at kaste dig ud i det italienske køkken, har vi her samlet tre af de bedste butikker i hovedstaden, som har specialiseret sig i netop at forhandle de bedste råvarer fra støvlelandet.
Supermarco
Stort italiensk madtempel i Sydhavnen fyldt med alt, hvad dit italofile hjerte begærer af importerede specialiteter. Prøv deres oste, skinker og vine, eller køb en pastamaskine, så du kan lave din helt egen derhjemme.
Støbegodsvej 1, 2450 Kbh. SV
Find dem her: Supermarco.dk
Prego Deli
Prego Deli har trukket lidt af Italien hjem til Danmark og ned i deres ca. 100 kvm butik, hvor du finder et særligt kurateret udvalg af italienske specialiteter. Her kan du få fat i alt fra oste og pølser til vine og sorte trøfler.
Øster Søgade 32, 1357 København K
Find dem her: pregodeli.dk
Salumeria
Skal du lave et vaskeægte italiensk feast til dine venner, og mangler du de sidste afgørende ingredienser og råvarer til måltidet, så kan du med fordel besøge Salumeria i Torvehallerne. Her finder du alt fra frisk mozzarella og formfuldendt pecorino til mortadella og prosciutto.
Frederiksborggade 21, 1360 København K
Find dem her: torvehallernekbh.dk