Kransekagetoppe med nougat opskrift
SPONSORERET indhold

Kransekagetoppe med nougat: Her er den bedste opskrift

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Få en skøn opskrift på lækre kransekagetoppe med nougat. Det er altid festligt og hyggeligt med et dejligt stykke kransekage nytårsaften, når rådhusklokkerne har ringet det nye år ind. Her får du en dejlig opskrift på lækre kransekagetoppe med nougat i midten og hakkede pistacienødder og hvid chokolade på toppen. Kransekagetoppene kan sagtens bages et par dage før nytårsaften, så bag dem endelig i god tid...

Af: Bente Nissen Lundsgaard Foto: Betina Hastoft
29. dec. 2021 | Opskrift | Hendes Verden
15 kransekagetoppe | Total: 45 min | Arbejdstid: 30 min

Ingredienser

Kransekagedej:

  • 100 g smuttede mandler
  • 150 g sukker
  • 1 1/2 æggehvide (evt. 1 bæger pasteuriserede)
  • 250 g ren, rå marcipan
  • lidt flormelis
  • 100 g blød nougat

Pynt:

  • 200 g hvid chokolade
  • 30 g hakkede usaltede pistacienødder

Sådan bager du kransekagetoppe:

  1. Rist de smuttede mandler på en tør slip let-pande i 2-3 min. De skal ikke tage farve, og der skal vendes rundt i dem hele tiden med en spatel.
  2. Kom de varme mandler og sukker i en foodprocessor, og mix det meget fint. Tilsæt æggehviderne, og mix igen, til massen er ensartet.
  3. Riv marcipanen på råkostjernet, og kom den i mandelmassen. Mix igen, til det er blandet grundigt.
  4. Lad dejen stå tildækket i køleskab, til den er helt kold. Det tager 2-3 timer.
  5. Drys lidt flormelis ud på bordet. Form 15 runde bunde af marcipanmassen med en diameter på 6 cm.
  6. Lav 15 kugler blød nougat med en diamater p. ca. 1. cm, og læg dem på bundene. Fold kransekagedejen op omkring nougaten, så du får små, lukkede toppe. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
  7. Bag kransekagetoppene ved 200 gr. i ca. 15 min. Lad dem afkøle p. en bagerist, og stil dem i køleskabet 1 times tid.
  8. Hak chokoladen fint. Smelt ⅔ af chokoladen over vandbad eller i mikroovn. Rør den sidste ⅓ i, til den er smeltet. Fordel chokoladen over toppene, de skal ikke dækkes helt.
  9. Drys med pistacienødder. Lad chokoladen stivne, stil evt. kagerne i køleskab.
kransekagetoppe.jpg
Kransekagetoppe med nougat er en skøn lille hapser, når klokken slår 12 nytårsaften...

Gode tips til dine kransekagetoppe:

  • Har du ingen foodprocessor, så kan du bruge 100 g mandelmel i stedet for mandler. Rør i så fald kransekagemassen meget grundigt sammen i en skål. 
  • Er du ikke så glad for pistacienødder, kan du udelukke dem og istedet drysse de færdige kransekagetoppe med lidt sølv eller guldstøv.