Amanda Nørgaard
SPONSORERET indhold

Amanda Nørgaard begyndte først at rense sin hud som 29-årig: "Det er jo no go"

Spirituel iværksætter og model Amanda Nørgaard, 30, har først for nylig opdaget glæden ved at rense sin hud og er fan af tørbørstning, vejrtrækningsøvelser, telefonfrie weekender og kys. Og så får hun sine bedste ideer, når hun dyrker yoga.

Af:: Sine Gerstenberg Foto: PR
07. maj. 2023 | Mode | Eurowoman

Hvordan ser din skønhedsrutine ud?

"Jeg renser med en varm vaskeklud efterfulgt af enzym cleanser, hyaluronic acid serum, calming serum og light facial cream. Alt sammen fra Dr. Barbara Sturm. Min aftenrutine er den samme bare med night serum og tit rundet af med en sculpting gua sha fra Calmlish.

Jeg tørbørster og tager kolde bade, enten i bruseren eller i havet, flere gange om ugen. Min kundaliniyoga- og meditationspraksis er også en fast del af min hverdag. Den gør både en kæmpe forskel for mit udseende og nervesystem, og så er det i den, at jeg får mine bedste kreative og forretningsmæssige ideer."

Hvordan passer du på din hud?

"Jeg begyndte først at rense min hud sidste år, hvilket jo er no go, men hvad kan man gøre, når man er doven? Nu hvor jeg renser den dagligt, forstår jeg godt hypen.

Ud over det må det nok være at drikke filtreret vand, spise økologisk, lokalt kød og få mine spormineraler (mikromineraler som magnesium, selenium og jern, red.) dagligt."

Hvordan passer du på din krop?

"Jeg lytter. Jeg er meget ambitiøs og er så heldig at drive en virksomhed baseret på alt, hvad jeg elsker, så jeg arbejder meget og kunne snildt gøre det hele tiden.

Men jeg sætter grænser for min tid og mit skærmforbrug og husker at lytte til, hvad jeg har brug for. Telefonfrie weekender, god mad, ro, bøger, stilhed, natur, kys, nærvær og masser af sjov."

Hvilke produkter kan du ikke undvære?

"Min parfume fra Caudalíe, Thé Des Vignes. Jeg har brugt den i snart 10 år, og den dufter af Californien, hotness og poesi."

Bruger du makeup?

"Fordi jeg har arbejdet som model i mange år, holder jeg for det meste min hud fri for makeup. Men da jeg er fortaler for, at man udfordrer sig selv, har jeg de seneste måneder brugt lidt til brynene, liner, mascara og cremeblush."

Hvordan gør du forskel på hverdag og fest?

"Håret bliver større, læberne bliver rødere og kjolerne dekadente eller korte."

Hvad er dit bedste velværetip?

"Husk at trække vejret!"

Hvor drikker du kaffe?

"Jeg er flyttet ud af byen, så nu drikker jeg den bare hjemme. På min Moccamaster med sødmælk fra en gård. Men da jeg boede i Studiestræde, drak jeg Chemex-filterkaffe med varm havremælk fra Roast Coffee hver eneste morgen."

Hvor vil du helst spise ude?

"Et sted med god vibe, meget mad og optursbetjening. Silberbauers Bistro, Maison, Brasserie Prins eller Baka d’Busk."

Hvad er der altid i dit køleskab?

"Frugt, grønt, sød- og havremælk, smør, fransk ost og mortadella."

Hvordan gør du dig klar til foråret?

"Jeg hygger mig, følger naturens rytme på tæt hold, hvilket påvirker min egen rytme, laver mine daglige vejrtrækningsøvelser og dyrker 15-20 minutters pilates dagligt med onlinetræner Melissa Wood.

Og så afholder jeg et retreat, The Vacation, med kundaliniyoga, meditation og mystik på Hotel Marqì i Portugal. Det er det ultimative forårsgetaway."

Hvilket tøj befinder du dig bedst i?

"Brandy Melville laver det bedste basistøj, som sidder fantastisk og er underspillet sexet. Ellers er et par gode vintagejeans og en sweater fra Skall Studio også blandt mine favoritter."

Anbefalet til dig