Bettina Bakdal: "Jeg har engang fået tæsk, fordi jeg havde rødt hår og mærkeligt tøj på"

Kvinder i København, New York og Sydney står på venteliste for at få mulighed for at klæde sig i Bettina Bakdals kreationer, der er kreeret med Bettina Bakdals egne hænder i værkstedet på Nørrebro i København. Det er også her i bydelen, at Bettina Bakdal selv bor, i en lejlighed, hvor alt er håndplukket og rummer en historie.

Der er luft mellem ordene, når Bettina Bakdal taler med sin lave stemme, hvor lidt rust har sat sig. Hun har ikke brug for at tale med store bogstaver, for hun har ikke behov for at overbevise nogen om noget ved at råbe højt. Designeren vil bare gerne lave det, hun er sat i verden for: Tøj, der skal gøre den, der bærer det, glad. Men ikke for enhver pris. Bettina Bakdal er meget optaget af, at verden ikke har brug for mere tøj, at bomuldsmarkerne bliver udpint, og jungler ryddes for, at flere planter kan fabrikeres om til blødt tøj, som ingen rigtig mangler, at arbejdere på fabrikker i Burma og Bangladesh sættes under hårdt pres til en urimeligt lav løn, og at tøj bliver brændt, fordi det ikke kan afsættes.

– Vi overproducerer fuldstændig sindssygt. Det, synes jeg, er rædselsfuldt. Jeg kan slet ikke overskue det.

Men hun er også realistisk.

– Du kan ikke se bort fra, at tøjindustrien er en bærende økonomi. Men hvis du på en eller anden måde kan finde ud af både at få økonomien til at svinge og have nogle etiske regler omkring bæredygtighed og genbrug af materialer, er det win-win.

For Bettina Bakdal ved, at vi mennesker altid har været forfængelige og haft brug for at stadse os ud. Og hun ved med sikkerhed, at hun elsker tøj.

– Det er et dilemma. Jeg er jo altid vendt tilbage til at lave tøj. Jeg kan ikke leve uden. Det er en kæmpe passion! Jeg kalder nogle gange mit fag for mit tredje barn, og jeg værner om det. For, helt ærligt, er vi rigtig smukke uden tøj på? Eller er dyr med pels rent faktisk flottere? Det er ikke for at undervurdere vores kroppe, men vi har brug for at pynte os, og det er fantastisk, for det udstråler, hvem vi er, og der er en historie i det. Dét elsker jeg! Men at forene det med den her industri kan være skidesvært.

Den udfordring har hun taget op, og med den skabertrang, der altid indhenter hende, begyndte hun for tre år siden at designe og sy kjoler af vintage-silketørklæder, heriblandt en hel del fra Hermès. Hun kom i tanke om, at hun havde en papkasse med silketørklæder liggende på loftet. Der var vel 70-80 stykker, inklusiv en god stak fra Hermès. Dem begyndte hun at sætte sammen og sy om til kjoler, hver og én helt forskellig fra den forrige. Det skulle vise sig at være en virkelig god idé. Faktisk er det blevet en kæmpe succes.

De farverige unika-kjoler er set på mangen en pige og kvinde med forbilledlig stil på Instagram og bliver solgt hos Sabine Poupinel i København, Støy i Aarhus, Oroboro i New York og Poepke i Sydney. Mange flere butikker har spurgt, om ikke de måtte lægge en ordre, men Bettina Bakdal har pænt takket nej. For hun og den skrædder, hun har ansat, er alene om at skabe kjolerne på et værksted i Ryesgade på Nørrebro, og efterspørgslen er langt større, end de fire hænder kan følge med til, fordi de skal klippe tørklæderne i stykker, få dem til at matche og passe i mønstret og sy dem færdige. Da Bettina Bakdal havde lavet 230 kjoler, holdt hun op med at tælle. Et slag på tasken er, at hun i dag er oppe på omkring 300. Men hun er langt fra færdig med kjolerne. På fredag tager hun til Paris med familien, sønnerne Sixten på 28 og Eigil på 20, og sin mand Esben, som hun har været sammen med i mere end 20 år, for at købe “tørklæder, stof, vintagekjoler og dimser. Og så er jeg også begyndt at købe hawaiiskjorter. Arjmen altså!” For Bettina Bakdal er kommet på den idé, at det da også kunne være sjovt at sy kjoler op i blomstret art deco-agtigt viskosestof, som de eksotiske skjorter er gjort af. Og, nå ja, så har hun nu også gang i sin egen silketørklædeproduktion. Bettina Bakdal ruller fire tykke, knitrende stykker papir ud og viser sine skitser malet i akvarel. Også de tørklæder skal klippes op og syes sammen og blive til kjoler. Det kan ikke gå galt.

LÆS OGSÅ: Jeremy Scott: "Derfor går jeg helt til grænsen"

Silkefanatisme og bomuldsskræk

Lejligheden, som Bettina Bakdal bor i sammen med sin mand, den yngste af sønnerne og den franske bulldog Igor, ligger på Nørrebro i København, i en sidegade til Søerne. Her har de boet i 31 år, og det kan mærkes. Glem Ikea. Meget lidt nyt og en hel masse gammelt blander sig i stuerne. Det er ikke svært at forstå, at Bettina Bakdal kan have svært ved at styre sig på loppemarkeder. Her er farver, nøje udvalgte ting og sager, og så har hende og yngstesønnen malet det væg til væg-store snirklede værk direkte på væggen i gangen. Her er drønhyggeligt med en ubetinget sans for kvalitet. Ligesom med Hermès’ silke, som igen og igen får hende til at sukke.

– De er fuldstændig fantastisk trykt. Dem, der laver dem, sidder med lup og går dem alle sammen igennem, og fejl bliver ikke accepteret. Nogle af dem har op til 36 rammetryk for at skabe forskellige farver og mønstre, og det er dét håndværk, som gør det værdifuldt for mig. Udover det er deres silke totalt lækkert. Nogle af tørklæderne beholder jeg selv, og jeg tænker, at dem skiller jeg mig aldrig af med. Men hvis der så alligevel er et tørklæde, der matcher helt vildt godt med nogle af de andre, som jeg er i gang med at lave en kjole af, ofrer jeg det alligevel gerne.

Én ting er den dyrebare silke. Noget andet er bomulden. Og så er vi tilbage ved genbrugstanken – og samlergenet.

– Der går ikke ret lang tid, så har vi ikke mere bomuld. Det kan jeg ikke overskue at tænke på, så jeg er begyndt at samle på bomuld, gammelt bomuldssengetøj. Jeg ved godt, at det er langt ude, og min familie synes, jeg er vanvittig. Men tænk, hvis vi en dag ikke har mere bomuld, fordi vi har smadret jorden, og der ikke er mere natur tilbage. Jeg kunne tude over det.” Hun tager sig til hovedet.
Derfor opfordrer hun også kraftigt sine studerende på Designskolen på Holmen i København, hvor hun det seneste halvandet år har været studielektor, til at tage stilling til produktion og forbrug.
“Det, jeg elsker allermest ved at være studielektor, er de studerende. De er alle sammen enormt begejstrede, og de arbejder røven ud af bukserne. De har alle deres forskellige bud på, hvor de ser moden gå hen. Jeg lærer helt vildt meget af dem.”

Det er en vekselvirkning, for flere af dem, der har fået deres afgangsbevis og nu sidder hos Céline, Balenciaga og Maison Martin Margiela i Paris og hjemme i København, mødes stadig med deres tidligere underviser, der fungerer som mentor for dem. Bettina Bakdal har undervist siden starten af 00’erne.

– Jeg vil gerne lære mine studerende at have respekt for og elske faget. Jeg husker at sige til dem, at 80 procent af tiden er det rædselsfuldt, men at de resterende 20 procent gerne skulle opveje det, og at det bliver vidunderligt i sidste ende. Jeg vil gerne lære mine studerende, at de ikke skal være i en boks. Vi uddanner så mange rundt omkring, som skal være i bokse. Ikke mine studerende – de skal være svære at sætte i bås. Og så vil jeg gerne lære dem, at de skal have sans for god kvalitet, siger Bettina Bakdal.

LÆS OGSÅ: Margrethe Hjort Hay: "Jeg aner ikke, hvad jeg vil lave, når jeg bliver stor"

Opfør dig ordentligt

Bettina Bakdal har selv gået på Det Kongelige Danske Kunstakademi for Design og blev færdig i 1996. Ligesom nu elskede hun dengang skolen, og hun eksperimenterede stort med dekonstruktion og musik til sit afgangsshow, hvor “censoren ingenting fattede.” Kollektion hed Clothes to music, og det er netop, hvad der står skrevet på Bettina Bakdals tatovering på underarmen inde under hendes hvide blondebluse, der garanteret er fra en eller anden vintagebutik i en eller anden smal sidegade i Paris. Den klæder de posede cowboybukser, Teva-sandalerne på fødderne og de kæmpestore Céline-briller på næsen.

Hvad er god stil?

– At opføre sig ordentligt. Må jeg sige det?

I den grad.

– Derudover synes jeg, at det, der er mest fantastisk, er, at vi alle har forskellig stil, ellers ville jeg virkelig kede mig. Hvis alle kan lide mine kjoler, tænker jeg, at der er et eller andet galt. Jeg har været opmærksom på at opdrage mine unger til, at de skal gøre, som de vil, og at de ikke skal pege fingre. Det er god stil at lade andre have deres egen stil.

Bettina husker tilbage.

– Udviklingen er god. Der bliver mere og mere plads til, at vi kan se forskellige ud, i hvert fald når vi taler tøj – ikke nødvendigvis hudfarve, desværre. Jeg var barn i 70’erne og ung i 80’erne, og det var noget andet. Jeg har engang fået tæsk, fordi jeg havde rødt hår og mærkeligt tøj på.

Hjertet har ageret kompasnål for Bettina Bakdals vej gennem arbejdslivet. Da hun var ung, dengang i 80’erne, dengang hun var rødhåret, tog hun ud på Filmskolen. “Har I ikke brug for en kostumier til jeres afgangsfilm?” spurgte hun de studerende. Det havde de vel nok, så Bettina Bakdal lavede kostumer til film, indtil hun blev optaget på Designskolen.

– Jeg opfordrer altid mine studerende til at tage til udlandet. Se på Henrik Vibskov og Stine Goya, de har været ude, og det går godt for dem. Det gjorde jeg så ikke selv. Men hvis du bliver her og gerne vil være selvstændig, er det rigtig godt at gå sammen med nogle andre, så man kan hjælpe hinanden. 

Det gjorde Bettina Bakdal. Efter sin uddannelse slog hun sig sammen med en håndfuld andre nyudklækkede designere og skabte sammenslutningen Konrög. De åbnede butik i Teglgårdsstræde, som de fik studerende fra møbellinjen på Designskolen til at indrette så smukt, at folk forvekslede den med et galleri. Design-kollektivet lavede shows og tog til messer i Paris, og Konrög viste vejen for dansk design i de år. De knoklede, men selv om de gjorde sig umage, tjente de ikke synderligt mange penge.

LÆS OGSÅ: Yvonne Koné: "Hvis det meste indhold er sponsoreret eller købt, hvad er så virkeligheden?"

– Jeg fik et meltdown. Bettina Bakdal vendte om på hælen.

– Jeg tænkte, at jeg skulle være kunstner.

Hvordan og hvorledes havde Bettina Bakdal kun tre dage til at tænke over, for så ringede Inwear og spurgte, om ikke hun ville stå for deres kollektioner.

– Det syntes jeg, kunne være vildt sjovt. Der var hun i to år.

– Det var fantastisk at få lov til at prøve at være en del af den industri og med mine egne små virkemidler få mig selv ind i designet uden, at der var nogen, der opdagede det. Men der var rigtig meget udskiftning. Vi var 17, der sagde op eller blev fyret ud af 24 i den korte tid, jeg var der.

– Så var jeg bare færdig med tøj. Troede jeg ...

Bettina Bakdal gik tilbage til udgangspunktet, som kostumier på film. Hun arbejdede på filmene Broderskab og Max Pinlig og holdt af at være en del af en ‘filmfamilie’ i de heftige måneder en spillefilm bliver optaget.

– Jeg kan rigtig godt lide at lave kostumer til spillefilm, for det giver en helt anden vinkel på tøj. Du skal tænke på hvilket tøj, der passer til en særlig stemning. Hvordan bærer du en hættetrøje, hvis du er helt vildt glad eller er ked af det eller angst? Her handler tøj om psykologi og signaler. For du sender jo signaler med dit tøj. Hele tiden. Har du smøget ærmerne op eller ned, gemmer du dig i hætten?

Derfra gik turen til Designskolen i Kolding, hvor hun var i ni år, først som timelærer, siden også som fagleder. Så hørte hun kaldet, der altid vender tilbage og giver ekko.

– Jeg savnede at skabe noget. Det var et fysisk savn, som var et familiemedlem rejst om på den anden side af jorden.

Hun vendte tilbage til det værksted, hun også sad på, da hun lige var blevet færdiguddannet på Designskolen, og som hun stadig er på i dag. Hun begyndte langsomt op igen med at designe. Det blev til tre kollektioner i eget navn, den første dedikeret til uld, den næste til hør og den sidste til taft og silke. Sideløbende var hun medlem af Statens Kunstfond, “Det var en stor ære”, og var i øvrigt den første beklædningsdesigner til at sidde i udvalget.

Men kunne du leve af det?

– Det gav da en indtægt, men det er ikke dét, det handler om. Jeg har aldrig været bange for at være fattig eller for at miste et job. Jeg finder altid på noget. Hvis alt går galt, hækler jeg bare nogle huer og sælger dem. Hun trækker på skuldrene og griner.

Der er vi ikke lige nu. Det ville være fjollet at gå over til hæklenål og garn, når verden skriger på silketørklædekjoler.

Hvad er det, du har ramt med de kjoler?

– Jeg tror, det tiltaler kvinder, at de er forskellige, at de har hver deres historie. Du kan godt finde en kjole i Ganni eller, hvis du har flere penge, hos Dries Van Noten, som er fuldstændig fantastisk, men de hænger dér på række, og så mister de på en eller anden måde deres personlighed. Jeg håber, at folk kan mærke, at det er anderledes med mine kjoler. At de er sat sammen som et maleri. Hvis der er kærlighed i projektet, vil produktet forføre i sidste ende.

Med Bettina Bakdals kjoler er vi ude i en særlig slags bæredygtighed. En æstetisk én af slagsen, som ikke bare vinder på ordentlige produktionsforhold og genbrug, men også på, at de klæder kvinden på i unikke brugskunstværker.