De nye designere leger med kønnene og dermed med konventionerne
Det nye kuld af danske designere giver den én på kreationerne med eksklusive materialer og eminent håndværk. Og tak for det, for det har været tiltrængt på den danske designscene, der ellers er præget af basistøj, triste lukninger af etablerede modehuse og færre storslåede modeshows. For at fastholde den internationale opmærksomhed må dansk mode tilbage til at gøre en dyd ud af at dyrke kreativiteten og vores storslåede designarv.
Bam-da-da-da-da-daaam! Velkommen til dansk modes nye generation. Tag rigtig godt imod ... Freya Dalsjø! ... Anne Sofie Madsen! ... Saks Potts! ... Mark Tan! ... Astrid Andersen! ... Nicholas Nybro!
Slap lige lidt af, tænker du nok. For ja, det er da noget af en overstadig intro til nærværende artikel. Men den er helt på sin plads. Det nye kuld af danske designere har fortjent fuld opmærksomhed (og ja, der er flere dygtige designere derude, men begrænsningens kunst er som bekendt dødsvær at mestre). Endelig et hold af lokale modeskabere, der giver den fuld skrue med farver, materialer og silhuetter og har lagt den ellers så velkendte skandinaviske minimalisme bag sig. Ambitiøst og på tide. For nok er dansk design kendt for rene linjer, men også for sin innovative og grænsebrydende tilgang til design, og det bekræfter det nye kuld, at vi stadig i stor stil er i stand til.
"De mange dygtige designere, der er dukket op gennem de seneste par år, er vildere og dygtige til at dyrke det ekstreme og avantgardistiske. Det er så fedt, at der er plads til typer som Anne Sofie Madsen, Freya Dalsjø, Mark Tan og Asger Juel, som gør brug af store armbevægelser," siger Anne Christine Persson, der er udviklingsdirektør i Danish Fashion Institute.
Netop fordi designerne benytter sig af luksuriøse materialer som fed silke, minkpels og handskeblødt læder, håndsyede skrædderteknikker og en detaljerigdom, du skal bruge lup for at opsnappe finesserne af, tiltrækker de ikke blot opmærksomhed, men kan også sprænge forbrugerens budget. Så selv om designerne hører hjemme i Danmark, er det måske kun en sparsom lokal køberskare, der kan få fingre i deres kreationer. Alternativt en kunde, som har lagt penge til side for at få råd. Herligt, endelig! For det gennemarbejdede design lægger op til alt andet end (for)brug og smid væk-kultur.
"De tegner en ny generation, der har noget andet og nyt på hjerte. Det er interessant, at den danske forbruger rent faktisk skal spare sammen til de små brands. Men også at de har en kundegruppe langt væk fra Danmark, i Los Angeles og Seoul. De nye designeres udgangspunkt er dansk, men de har potentiale til at få det til at fungere internationalt," siger Marie Riegels Melchior, som er ph.d. i mode og designhistorie og adjunkt i etnologi på Københavns Universitet.
På det danske modemarked har designere som Ganni og Mads Nørgaard taget højde for, at det ikke er os alle, der har penge til at investere i en Freya Dalsjø-pels hver måned, vel vidende at den dygtige designer også har mere prisvenlige og akkurat lige så smukke toppe. Hos Mads Nørgaard kan du få en stribet T-shirt for et par hundrede og hos Samsøe & Samsøe en silkeskjorte for en tusse. De to mærker ved også, at det kan kaste lidt stjernestøv over dem, når de slår kludene sammen med højtprofilerede danske designere. Mads Nørgaard har denne sommer skabt en badetøjskollektion med Freya Dalsjø, og Ganni har tidligere fået Sophie Bille Brahe til at designe en smykkekollektion for det populære storblomstrede og guldelskende brand.
Nicholas Nybro tænker more is more. Det giver mening
Nicholas Nybro tænker more is more. Det giver mening
Bruuns Bazaar gik desværre konkurs i 2016. Look fra 2006
Dansk modes internationale storhedstid startede i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne med en ny skare af grænsesøgende designere, der mente, at dansk mode skulle være andet og mere end et par gabardinebukser fra Brandtex. Bruuns Bazaar stod for det velsiddende suit til kvinder, de bløde bukser og den sexede skødesløse kjole, og Munthe plus Simonsen trak al minimalisme ud af tøjet og gjorde de danske kvinder besatte af at klæde sig som indiansk-marokkansk-sydamerikanske prærieprinsesser med frynser, fjer, bånd og guld på flagrende nederdele og løse toppe. Da Munthe plus Simonsens kollektioner ramte min hjemby Esbjergs hotteste tøjbutik Jill & Joy i slutningen af 90'erne, følte man sig heldig, hvis man nåede at få fat i en af de kortærmede toppe med indiansk stammemønster og bindebånd på brystet, inden de blev udsolgt. Det var tider.
Annonse
Helena Christensen i Munthe plus Simonsens heydays i 2000
Bruuns Bazaar gik desværre konkurs i 2016. Look fra 2006
Rützou, det var tider. Her i 2011. Susanne Rützou måtte lukke sit firma i 2013
I bogen Dansk på mode, skrevet af modeforsker Marie Riegels Melchior, definerer hun de danske designere ud fra to generationer, når det gælder den globaliserede danske modeindustri efter start-90'erne. Første generation omfatter netop strømlinede Bruuns Bazaar, der som et af de første danske mærker holdt show i Paris, og Munthe plus Simonsen, der gjorde boheme til en helt ny eftertragtet stil. Og der var silkebetagede Rützou, back to basics Samsøe & Samsøe, punkrock-stribede Mads Nørgaard, stilfulde Sand, romantiske Noa Noa, skulpturelle Ivan Grundahl, tidløse Elise Gug, grafiske Bitte Kai Rand, elegante Heartmade, etniske Day Birger et Mikkelsen, origami-inspirerede Designers Remix Collection og raffinerede By Malene Birger.
Helena Christensen i Munthe plus Simonsens heydays i 2000
En klassiker fra Stine Goyas arkiver – print og pasteller. Her fra 2010
Men succesen var desværre på lånt tid for nogle af de banebrydende danske designere. Bruuns Bazaar måtte tidligere i år indgive konkursbegæring, ligesom to andre veletablerede brands, Wackerhaus og Whiite, måtte bukke under for det økonomiske pres og omfanget af arbejde for at få det til at løbe rundt. De to designere i Munthe plus Simonsen gik fra hinanden i 2009, og i 2014 skiftede mærket navn til blot Munthe under kreativ direktør Naja Munthe. Den anden partner, Karen Simonsen, stiftede samtidig Karen by Simonsen. Peter Ingwersen grundlagde det dystre og storslåede designunivers Noir i 2005 med fokus på bæredygtighed. Desværre måtte han opgive sit ambitiøse projekt i 2010. Og Rützou med Suzanne Rützou i front gik konkurs og lukkede i 2013. Av for en finanskrise. Og av for store krav til designerne om at levere flere og flere styles og kollektioner årligt til en kræsen forbrugerskare, der har mulighed for at købe hele verdens modesortiment online.
Rützou, det var tider. Her i 2011. Susanne Rützou måtte lukke sit firma i 2013
Så er der anden generation af dansk mode. Generationen, som ikke er bange for at eksperimentere og gøgle igennem. Den generation inkluderer bl.a. Baum und Pferdgarten, Wood Wood, Stine Goya, Henrik Vibskov, Camilla Stærk, Peter Jensen, Anna Gulmann og Jens Laugesen, hvoraf de sidste to ikke længere eksisterer.
Og i dag er vi så fremme ved tredje generation.
En klassiker fra Stine Goyas arkiver – print og pasteller. Her fra 2010
"Den nye generation har det samme i sig, som Henrik Vibskov har slået så sikkert fast, nemlig det avantgardistiske, som nu er i fuldt flor. De nye designere leger med kønnene og dermed med konventionerne. Både mænd og kvinder kan have deres tøj på, de bruger vilde materialer, volumener og farveskalaer, og vi bevæger os op i et højere kunstnerisk luftlag. De udfordrer den, der skal bære tøjet: "Hvad vil det sige at være menneske? Hvad vil det sige at være påklædt? Hvilket potentiale er der i at klæde sig på?"" siger Marie Riegels Melchior, der netop er i gang med at skrive om den nye generation af designere til en bog, som knytter sig til den nye permanente udstilling på Designmuseum Danmark, Dansk design nu, der bl.a. viser et udsnit af dansk mode fra 2000 til 2015.
Som en moderne kriger klæder Anne Sofie Madsen kvinden på.
Blot fordi der er kommet en ny generation til den danske modescene, er det langtfra ensbetydende med, at de tidligere generationer er færdige. Heldigvis. For mange har stadig et stort potentiale at forløse.
Annonse
"De mega kreative designere som Vibskov, der startede for 15 år siden, og Wood Wood og Goya for 12 og 10 år siden, var dengang de unge, men er stadig ikke kommet helt op i den kommercielle kategori. Det kører for dem, og det kører godt både på design- og business-delen, men der er stadig et stort marked, som de har god mulighed for at få fingre i. De har ikke toppet helt endnu," siger Anne Christine Persson.
"Vi taler om demokratisk mode herhjemme, og det er der en grund til. De fleste kan være med, også når vi taler Anne Sofie Madsen og Freya Dalsjø, der nok er i et højere prissegment end de fleste danske designere. Men jeg vil stadig kalde dem tilgængelige, for folk får hurtigt en forståelse for deres brands, og alle kan identificere sig med noget i kollektionerne. I Danmark er vi gode til at lave tøj, der inkluderer folk. Her er plads til alle," siger Anne Christine Persson.
Som en moderne kriger klæder Anne Sofie Madsen kvinden på.
De danske designere har samtidig tænkt hverdagens funktionalitet ind, så tøjet både er stilfuldt, men også afslappet. Det ved Margrethe Dal Lehrmann, der er indkøbsdirektør i Magasin, som sælger tøj for over en milliard årligt.
"Det er tydeligt, at forbrugeren vil have tøj, der er behageligt at have på. Du skal først og fremmest kunne cykle i det. Kunden skal have følelsen af at kunne have det på hele dagen, og derfor er bløde materialer og enkelt design efterspurgt," siger hun.
Freya Dalsjøs futuristiske SS 17 show under Copenhagen Fashion Week.
Leandra Medine, der står bag Manrepeller.com, i frakke fra danske Saks Potts.
Danskerne vil stadig have dansk design på kroppen. De vil faktisk have mere og mere.
"Der bliver ubetinget solgt mere dansk mode end for fem år siden i Magasin, hvor alle vores forretninger har vækstet på både de danske og internationale mærker. Bare på womenswear er vi vækstet mere end 30 % inden for de seneste fire år," siger Margrethe Dal Lehrmann.
Når vi taler dansk mode, er der to slags brands, som klarer sig særlig godt hos Danmarks største stormagasinkæde Magasin, der har seks stormagasiner i Danmark.
"Den ene slags er i kategorien stærke brands af god kvalitet og et klart dna, og hvor kunderne er klar til at betale lidt ekstra. Det er bl.a. By Malene Birger, Day Birger et Mikkelsen, Designers Remix, Mads Nørgaard og Baum und Pferdgarten. Brands, der har været der forever. Men også mærker som Ganni og Storm & Marie er super stærke. De er alle ret kommercielle og har nogle stærke folk bag sig," siger Margrethe Dal Lehrmann.
Leandra Medine, der står bag Manrepeller.com, i frakke fra danske Saks Potts.
Astrid Andersen leger med kønnene. Her til sit S/S 17-show i London.
Den anden gruppe af danske brands, der er efterspørgsel efter, er dem, som ved, at forbrugeren kræver mere i hurtigere tempo. Kunderne vil ikke længere lade sig nøje med to årlige kollektioner. Hver gang de går ind i en butik eller scroller deres Instagram-profil igennem, vil de se nyt, nyt, nyt – og de vil have det nu, nu, nu. Det sørger mærker som Selected Femme, Moves, Gestuz og Vila for.
"21 % af vores kunder besøger Magasin hver uge og vil gerne se noget nyt. Det er ekstremt vigtigt at kunne give dem det, hvis man vil have, at de kommer igen. For 10 år siden var der ingen, der krævede, at en designer leverede kollektioner mere end to gange om året. Nu er der et helt andet tempo på. Flere brands leverer nye styles ind hver måned, og highstreetkæden Zara sætter en helt anden agenda inden for fast fashion med nye leveringer hver uge," siger Margrethe Dal Lehrmann.
Ikke alene besøger vi butikkerne og onlinebutikkerne oftere end tidligere. Vi fylder også klædeskabet med flere stykker tøj.
"Jeg har lige set en række analyser fra foregangslandene Amerika og England, hvor forbrugerne køber meget mere tøj end for 10 år siden. Jeg er sikker på, det samme gør sig gældende herhjemme. Det er ikke, fordi folk nødvendigvis har fået flere penge mellem hænderne, men fordi de køber billigere. Men samtidig prioriterer de også at bruge flere penge på et must-have-item, som både kvalitets- og prismæssigt er i den dyre ende. Vi køber derfor både billigere og dyrere, mens mellemprisvarerne er under pres," siger Margrethe Dal Lehrmann.
Freya Dalsjø giver lyst til at skeje lidt mere ud – også i hverdagen.
Vi skal passe på, at vi ikke ender som en designnation, der blot producerer gode basisvarer eller tøj, der imiterer catwalkens iøjnefaldende tendenser. Vi kan selv. Vi har en værdifuld designarv og et land fuldt af kreative hoveder, der kan omsætte den. Det vidner tredje generation af danske designere om, og det må vi ikke give slip på.
"Vi skal fortsat satse på det gode og innovative design. Og ja, der er stor risiko for, at det ikke slår an. Men vi bliver nødt til at satse på vores designgreb og vores fortælling. At tøjet skal kunne bruges i hverdagen, at det er æstetisk, at det har noget på hjerte, et budskab. Dansk mode er ikke ligegyldig pynt. Den designmyte skal vi dyrke og udnytte," siger Marie Riegels Melchior.
Astrid Andersen leger med kønnene. Her til sit S/S 17-show i London.
Med det mindset for designet har vi mulighed for at indtage udlandet i endnu højere grad, end vi gør i dag. Men det er ikke helt så nemt som at knipse med fingrene.
Hurra for dansk modes tredje generation
De er dygtige, de nye unge danske designere. Men hvad er det, de kan?
Freya Dalsjø bruger farverig pels på nye eksperimenterende måder. Lyseblå og bordeaux syet sammen i firkantede felter. Det er frækt. Sådan vil hun også gerne have, kvinder i højere grad klæder sig. Derfor designer hun gennemsigtige kjoler. Vi er stadig ved at overtale os selv til at tage en på.
Anne Sofie Madsen tror på seje, kampklare kvinder. Som til en moderne Jeanne d'Arc designer hun rustninger og overdimensionerede frakker, der indrammer kvinden og beskytter. I øvrigt er hun en eminent kunstner, der tryller stålsatte kvinder frem på papiret.
Saks Potts består af duoen Cathrine Saks og Barbara Potts, der bl.a. har klædt Rihanna og det modige stilikon Leandra Medine fra bloggen Manrepeller.com på. De vilde farverige pelse og multifarvede kimonoer skriger på velfortjent opmærksomhed.
Mark Tan er ikke den stramme basisgarderobe-type. Slet ikke. Han lader sine Askepot-værdige kjoler gå ud i et stort A og sine jakkesæt være storblomstrede og tomatrøde. Mark Tan har både samarbejdet med eksklusive Kopenhagen Fur om en pelskollektion og nede på jorden-H2O om en strømpekollektion til fordel for Røde Kors.
Astrid Andersen designer herretøj, men hitter ikke desto mindre stort hos kvinder, der ønsker at fremelske deres hiphop- og basketballspillende jeg. Det er netop en af pointerne med tredje generation af dansk mode: at det ikke er kønnet, der skal understreges med tøjet. Det er personligheden.
Nicholas Nybro klædte Ghita Nørby på i et rødt skrud – og hurra for det! Designeren gør gerne brug af farver og flæser og klæder kvinder på i overdimensionerede kreationer. Med et legat fra Statens Kunstfond har han netop brugt tre måneder i Los Angeles på at få inspiration og mulige samarbejdspartnere.
"Selv om vi gør det godt, er der kæmpe konkurrence, når vi taler udlandet. Her er det gigantiske luksusmærker og highstreetkæder, vi er oppe imod, og det er svært for et lille dansk firma at følge med highstreetkædernes fast fashion," siger Anne Christine Persson.
På hjemmebane er der også nogle udfordringer, fordi der stadig er efterdønninger fra finanskrisen, som buldrede derudad i 2008.
"For nogle danske virksomheder har det været svært at vækste. Der har ikke været kapital nok til at gå fra fx fem til 10 medarbejdere. Eller fra 10 til 20. Det betyder, at de små designvirksomheder er blevet i den kategori, de hele tiden har været i, fordi folk har gået med livrem og seler, og der er ikke nok fut i branchen. Når det er sagt, ved jeg godt, at det er svært. Jeg misunder ikke folk, der starter deres egen modevirksomhed op. Det er hårdt arbejde," siger Anne Christine Persson, der også peger på et andet punkt, hvor dansk mode kan optimeres.
"Vi skal blive bedre til at lave bæredygtig mode. Starte i det små, se på materialerne og produktionen – hvad kan gøres mere bæredygtigt? Det kræver ikke nødvendigvis store greb. Og så skal der større armbevægelser på showfronten under modeugen. Jeg savner nogle vildere shows," siger Anne Christine Persson.
Men intet i verden er gratis, og slet ikke i modeverdenen.
"Vi har en kæmpe talentmasse i Danmark, men de er designere og ikke forretningsfolk. Det skal de blive ved med at være, men de mangler et maskineri bag sig, hvis de skal klare sig. Nogle, der hjælper med regnskaber og salgsordrer. En designer bør fokusere på det kreative og skabe nyt. Ikke på at pakke kasser og ringe til dem, der ikke har betalt deres regninger. Men det kræver, at der er virksomheder i det danske erhvervsliv, som bakker op om vores nye talenter, så de kan komme op og ud at flyve" siger Margrethe Dal Lehrmann.
