Udover Live Aid-koncerterne blev der samme dag holdt støttekoncerter for Afrika i blandt andet Tokyo, Sydney og Moskva.Duncan Raban/Popperfoto
40-års jubilæum: Husker du Live Aid-koncerterne?
Interessen for at opleve de mange kunstnere var enorm. I dag har Live Aid-koncerten 40-års jubilæum, og her kan du få et tilbageblik på de populære koncerter.
To gigantiske koncerter, en på Wembley Stadium i London og en på John F. Kennedy Stadium i Philadelphia, blev afviklet i forlængelse af hinanden 13. juli 1985. Festen blev åbnet midt på dagen i England af Status Quo med ”Rockin’ All Over the World”. En passende start på en dag, hvor rockmusikken skulle forene verden.
Artiklen fortsætter under videoen:
Det var den irske sanger Bob Geldof, der fik idéen. I 1984 havde han set et nyhedsindslag på tv om hungersnøden i Etiopien. En forfærdelig krise, der var opstået på grund af borgerkrig og flere års dræbende tørke.
Billederne af sultne og døende børn chokerede Bob Geldof, som straks tog initiativ til at lave en støttesang. Han kontaktede musikeren Midge Uhre, og sammen skrev de ”Do They Know It’s Christmas”. De fik samlet en række af Englands førende rock- og popstjerner, og sangen kom i handlen 3. december 1984. Salget af singlen slog alle hidtidige rekorder.
Succesen med julepladen gav inspiration til en amerikansk støttesang, som Lionel Richie og Michael Jackson skrev. ”We Are the World” lå klar i pladebutikkerne 7. marts, og også den sang blev en dundrende succes.
Paul McCartney, Freddie Mercury, David Bowie, Adam Ant, Bob Geldof med flere takker af efter Wembley-koncerten.Foto: Langevin Jacques/Getty Images
Enorm interesse
Så tog Bob Geldof initiativ til at stable Live Aid-koncerterne på benene som et fælles projekt for britiske og amerikanske musikere. Det var et kæmpe arbejde, men det hele blev organiseret på få måneder.
Interessen for at opleve de mange kunstnere var enorm. De 72.000 billetter til koncerten på Wembley og de 90.000 til koncerten på John F. Kennedy Stadium blev revet væk.
Efter at Status Quo havde sat festen i gang i London, dukkede nogle af tidens store britiske solister og bands op på scenen som perler på en snor. Der var blandt andre David Bowie, Paul McCartney, Elton John, Bryan Ferry, Sting, The Who, U2 og Dire Straits. Queen gik på scenen i primetime og leverede en vild optræden, som for alvor fik gang i donationerne.
Artiklen fortsætter under billedet:
Phil Collins og hans daværende kone, Jill, tjekker tiden i Heathrow inden afrejsen til USA.Foto: Mirrorpix
Da alle kunstnerne i skøn forening havde afsluttet den engelske del af Live Aid med at synge ”Do They Know It’s Christmas”, tog amerikanerne over.
I Philadelphia kunne publikum opleve Joan Baez, Bryan Adams, The Beach Boys, Simple Minds, Madonna, Neil Young, Eric Clapton, Led Zeppelin, Mick Jagger, Tina Turner, Bob Dylan og mange andre superstjerner – og naturligvis gik de alle på scenen og sluttede dagen af med at synge ”We Are the World”.
I USA var der i øvrigt en genganger fra koncerten i London. Phil Collins var ved hjælp af en ventende flyvemaskine og tidsforskellen nået til Philadelphia, hvor han først sang solo og umiddelbart efter havde en tjans som trommeslager i det til lejligheden gendannede Led Zeppelin.
Artiklen fortsætter under billedet:
En af tidens nye popstjerner, Madonna, sang på John F. Kennedy Stadium.Foto: Paul Natkin/Getty Images
Men Phil Collins kunne ikke sangene, og i det hele taget blev han og Led Zeppelin voldsomt kritiseret for deres optræden.
Bob blev vred på Bob
Der var mere kritik efter koncerterne. Adam Ant var sur over, at han kun fik lov til at synge én sang, mens næsten alle andre havde tre eller flere sange. Men Bob Geldof afslørede senere, at Adam Ant udelukkende var med efter pres fra Ants manager. Ifølge Bob Geldof var Adam Ant ikke længere så populær, at han havde nogen berettigelse i showet.
Andre kritiserede Bob Geldof for at tildele sit eget band, The Boomtown Rats, tre sange, når de heller ikke var toppen af poppen mere. Hertil svarede Geldof: ”Når det er min bold, vil jeg også være med til at spille med den.”
Annonse
Bob Geldof selv blev rasende over, at koncerten i USA blev indledt af det for ham ukendte band The Hooters. ”Hvem fanden er The Hooters?” spurgte han.
Artiklen fortsætter under billedet:
Prinsesse Diana og prins Charles dukkede op til Wembley-koncerten, og Bob Geldof tog plads ved siden af dem.Foto: Popperfoto
Endnu mere gal blev han på Bob Dylan, som var den sidste kunstner på scenen i USA inden finalesangen. Under sin optræden sagde Dylan i mikrofonen, at han håbede, at man kunne tage en million eller to af de penge, der blev samlet ind til Afrika, og give dem til amerikanske farmere, som sad i stor gæld til bankerne.
Bob Geldof skrev i 1986 i biografien ”Is That It?”, at Bob Dylan ikke havde fattet en pind af det hele: ”Live Aid handlede om at redde liv!”
De to støtteplader og Live Aid-koncerterne fik indsamlet et beløb svarende til rundt regnet en milliard kroner. Desværre viste det sig siden, at mange af pengene havnede i den etiopiske diktator Mengistu Haile Mariams lommer og hjalp ham til at opruste sin hær i borgerkrigen.
Men intensionen bag Live Aid var trods alt god – og det var det meste af musikken også.
Dansk støtte
Samme dag som Live Aid-koncerterne fandt sted i England og USA, var nogle af Danmarks kendte sangere og musikere samlet i et pladestudie i Aarhus-bydelen Viby, hvor de indsang en støtteplade til Afrika. Og 21. september blev koncerten ”Rock for Afrika” afholdt i Københavns Idrætspark.