Tre garvede strikkere deler, hvorfor strik og garn betyder noget helt særligt for dem

Rachel Søgaard

"Det hele havde en duft af røg, men nej, hvor var det fedt!"

Min første erindring om strik er om min dagplejemor.

Hun forsøgte at lære mig det, men jeg sad vist bare og flyttede maskerne fra den ene pind til den anden, og så strikkede hun et par pinde for mig, så jeg fik fornemmelsen af, at der skete noget. 

LÆS OGSÅ

Line bor på blot 16 kvm i Djursland: Se hendes fantastiske "minihjem"

På en idyllisk skovgrund på Djursland har Line kørt en husvogn i stilling, og i ly fra vind og vejr er det, der startede med at være en gammel bådvogn, blevet til et fantastisk minihjem med alle moderne faciliteter.

Da jeg kom i skole og skulle strikke sokker i fjerde klasse, irriterede det mig, at vi kun måtte strikke på to pinde og sy dem sammen, for da kunne jeg allerede strikke på fire.

Da jeg var teenager, gik turen tit til Toves garn­forretning i Aarhus. Her købte jeg opskriften på en cape i patentstrik. Opskrifterne var på glittet A5-papir, men der stod nu ikke ret meget, for man forventede, at folk godt kunne tage stilling til ind- og udtagninger uden grundige forklaringer.

Jeg strikkede blandt andet i garnet Angorina Lyx – der var helt sikkert ikke angora i, snarere en hel del akryl. Senere strikkede jeg norske kofter, altså, uldne cardigans i flerfarvestrik med tin-knapper på, til hele familien. Og et utal af sokker.

Sidst i 1970’erne fik jeg et job, hvor jeg strikkede udstillingsmodeller. Det var til en garnforretning på Strøget i Aarhus, og modellerne kunne ligne noget fra Lærke Baggers hånd: forskellige garnkvaliteter, store pinde og et afslappet forhold til strikkefasthed. Jeg fik 125 kroner for hver.

Jeg supplerede SU’en ved at strikke bunkevis af lækre sweaters og bluser, som jeg tog til Paris og solgte til velhavende pariserinder. Jeg læste fransk og litteraturhistorie, og det var et fint studiejob. Jeg flyttede til København, hvor jeg underviste i fransk og arbejdede i garnforretningerne Strikkeboden i København og senere Uldstedet i Lyngby.

I 1990’erne ville jeg lære at skrive strikkeopskrifter. Jeg meldte mig ind på Hellerup Håndarbejdsseminarium og købte en strikkemaskine, for jeg drømte om at strikke jacquard, flerfarvestrik uden tråde, der hænger på bagsiden. 

Vores underviser mente, det var for kompliceret, men en dag kom underviseren Jytte Slente ind i lokalet og tømte en kæmpe pose strikkeprøver i alle mulige teknikker på bordet. Hun var storryger, så det hele havde en duft af røg, men nej, hvor var det fedt! 

Så begyndte jeg at tage kurser hos hende.

I dag er jeg flere gange om ugen i strikkeforretningen Kit Couture. Her skriver og beregner jeg opskrifter og oversætter. Det er en anderledes proces, end når jeg selv designer, som jeg gjorde i mange år for garnproducenten Filcolana, for hos Kit Couture handler det i højere grad om form, farver, og hvad der rører sig i modebilledet.

LÆS OGSÅ

”Min mand ville sælge mig og børnene for at få det!!”: Stine og Frederiks vilde ’Festhus’ hitter på Facebook

Hvordan kommer en familie på at bygge et ”festhus” i deres baghave til over 350.000 kroner? Bliv klogere her.

Lige nu ser jeg to retninger inden for strik. Mange går amok i garnrester, farver, håndfarvet garn, struktur, pels, løkker, bouclégarn og frotté. Men når vores designer i Kit Couture lægger op til noget vildt og flot, hun har set, peger jeg på min strikkegruppe. 

De strikker gråt, beige og marineblåt. Og hvad tager du selv på om morgenen? Det er den fine grå glatstrikkede trøje, der er rar at have på.

Vibe Ulrik

"Der er ikke meget Lærke Bagger over mig"

I 1980’erne arbejdede min mor på en strikkevirksomhed, hvor jeg tit gik over efter skole. Der stod nogle store strikkemaskiner, som de lavede noget kulørt glatstrik på, som blev klippet ud til Micha-trøjer, som var hotte dengang. 

LÆS OGSÅ

23-årige Astrid købte et smadret kolonihavehus – så hun har råd til at rejse jorden rundt

Astrid er kun 23 år, men har allerede set en stor del af verden. Hun opfatter sig selv som en globetrotter, der ønsker at bruge vintrene til at rejse, men samtidig lægger hun liv og sjæl i sit kolonihavehus, der med sine 45 kvm rummer al det jordiske gods, hun har brug for.

Der var skulderpuder i og masser af farver. Efter gymnasiet tog jeg på fotoskole i USA og flyttede senere til England, fordi jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at lave alle mulige kreative ting og fotografere dem.

Jeg gik på Kingston Designskole i tre år. Der var et helt lokale med strikkemaskiner, som jeg blev grebet af. Jeg havde lært at håndstrikke af min mormor, da jeg var lille, men havde aldrig dyrket det. Vores store idol var designeren Dries van Noten, som vi studerende åbenbart har talt så meget om, at rektor til sidst bad os aldrig nævne hans navn igen. 

Ellers fik jeg min inspiration på skolens bibliotek, hvor jeg både havde adgang til internettet og de hundedyre catwalkmagasiner, jeg ikke selv havde råd til.

Jeg eksperimenterede meget og lærte nye strikketeknikker. Det sjoveste var en teknik, man ikke kunne finde ud af. Til min afgangsprøve strikkede jeg en lang cardigan med en helt tynd trøje under, som jeg broderede noget på – men jeg endte med at trevle den op igen, fordi jeg hellere ville bruge garnet på noget andet.

I London begyndte jeg at strikke små prøver til modeindustrien. Man strikkede forsiden af en trøje i miniformat, og hvis den blev solgt til et af de store modefirmaer på en messe, fik jeg omkring 1.800 kroner. Det tvang mig til hele tiden at tænke i nye baner. 

Ved siden af stod jeg i garnforretninger og kiggede i kataloger og drømte om at lave strikdesign for store garnvirksomheder.

En dag gik jeg bag en kvinde og hendes datter på gaden – og så spurgte jeg, om jeg måtte bruge pigen som model til mine design, hvilket blev til min første bog, Labour of love, i 2012. Det var klassiske teknikker som kabelstrik, men også overflader og teksturer, som jeg altid har været interesseret i. 

Det var ikke kompliceret strik med pufærmer, som man ser i dag, men simple faconer og silhuetter. Jeg kom hjem fra London i 2015 og begyndte at arbejde for Stof og Stil, hvor jeg ikke måtte designe i eget navn, men skulle være med til at vælge farver, garnkvalitet og opskrifter. Det var min mest kulørte periode, men det var også i de år, man så en opblomstring af de gode garnkvaliteter.

Lige nu strikker jeg en babytrøje med snoninger fra halsen i Isager uld. Der er ikke meget Lærke Bagger over mig, selv om jeg godt kan lide hendes tilgang med, at strik ikke behøver at være perfekt. Der er bare ikke så mange farver og så meget pang i mig. Jeg er til organisk strik i naturfarver og noget, man føler sig godt tilpas i. Jeg kan bedre lide at nørde teknikker end at følge med i moden.

LÆS OGSÅ

Kunne du bo som Louise og Jacob? ”Vi ved aldrig helt, hvor vores børn er, men vi er trygge”

I 2018 flyttede en familie fra Holbæk til Danmarks mest afsides ø for at udleve en pludseligt opstået drøm. De ønskede større nærhed og at gøre en god gerning. Mød Jacob og Louise, som ikke har fortrudt, at de rykkede til Frederiksø.

Nogle gange kommer jeg langt væk fra strikkeverdenen, fordi jeg arbejder i en anden branche, men jeg søgte for nylig om at få et af mine design med i det internationale strikkemagasin Laine, og de bragte en lysebrun glatstrikket trøje med kæmpe hals og raglanærmer og slids, som jeg har designet og strikket.

I dag er håndstrik så trendy, at modeverdenen er inspireret af det. Men samtidig ser man den mere afdæmpede håndstrik. Her i Skandinavien har vi vores egen enkle strik, hvor den amerikanske og engelske tradition er flere farver og tyndere garn.

Hanne Pjedsted

"Mine store trøjer fra 1980'erne kunne lige så godt være strikket i går"

Det er ikke så underligt, at jeg blev håndarbejdslærer – for min bedstemor strikkede modeller til garnfirmaer, min mor var syerske, min far var handelsrejsende i tekstil, og min bedstefar havde en strømpefabrik i en baggård.

Som otteårig strikkede jeg en kjole til min celluloiddukke. Den var med sådan nogle bobler i mønsteret, og jeg strikkede også et par små sko med snører i. Jeg strikkede min første trøje som 11-12-årig og husker også en strikket elefant til min lillesøster. 

Jeg strikkede, når jeg kom hjem fra skole, for dengang var der ikke ret meget andet at lave indendørs end bøger, tegnepapir og strik.

LÆS OGSÅ

Louise satte 20 ”snobber” til salg på Instagram – næste morgen lå der 1.900 henvendelser

Fascinationen af fine damer har fulgt Louise Møldrup, siden hun som barn besøgte Magasins parfumeafdeling. Senere mødte hun snobberne i hjemmeplejen, og nu har hun skabt et helt univers af sure, krukkede damer – ud af ler og humor.

I gymnasietiden strikkede jeg vanter for en kunsthåndværkerforretning i Vejle. Og sweaters til mine kammerater. Jeg strikkede også selv min studenterkjole i 1968. Den var i hvidt bomuldsgarn, havde firkantet halsudskæring og ærmer til albuerne, og så stoppede den naturligvis et godt stykke over knæene.

Jeg strikkede bikinier, gamacher og hotpants. Da jeg flyttede til Aarhus som ung, var jeg rødstrømpe, og dengang strikkede vi hønsestrik, for intet firma skulle diktere, hvilke mønstre, pinde og garn vi skulle bruge. 

Vi strikkede også lange nederdele og farvede selv vores garn af blandt andet bladene fra liguster, så hækkene til sidst blev meget lave. Vi prøvede også med rabarber, men det kunne man ikke bruge.

I 1980’erne strikkede vi store trøjer med flagermusærmer. Det ser man igen i dag. Jeg lavede også vamsede trøjer i børstet uld, som jeg broderede og hæklede oven på. Og islandske og færøske sweatere, som var populære, længe inden Sarah Lund (detektiv fra tv-serien Forbrydelsen, red.) gik med dem.

Jeg strikkede motiver som de fire årstider eller en vest med et strikket træ, hvor alt mellem grenene var fyldt ud med strik i en anden farve. Vi genopfinder det, vi strikkede dengang, for når jeg ser billeder af mine egne design af store trøjer fra 1980’erne, kunne de lige så godt være strikket i går, hvis man ser bort fra, at modellerne har meget makeup og pandebånd på.

I 1984 udgav jeg en bog om at strikke efter mønster på papir i stedet for opskrifter. Det var en form for oprør og en måde at gøre tingene ander­ledes på, ligesom den­gang med hønsestrik. 

I 1989 blev jeg forstander på Håndarbejdets Fremme Skole, og i den periode strikkede jeg mest til mine fem børn – den dag i dag taler min yngste datter om for eksempel den gule kjole med blomsterne på. I de år var der ikke mange, der strikkede, og der var stort set ingen opskrifter i Alt for Damerne og Femina; Hendes Verden var de eneste, der holdt fast.

Jeg blev rektor på Skals Håndarbejdsseminarium i 2000. Jeg eksperimenterede med blandt andet dobbeltstik, hvor der er motiv på begge sider, og nogle år senere fik jeg og min sekretær lyst til at strikke efter opgaver ligesom de studerende. 

En opgave kunne være: Et stykke tekstil med strik og broderi i relation til farven blå. Den måde at tænke på var så anderledes, for man skulle bruge sin fantasi. Så startede vi foreningen Seriøst strik for sjov, som også kom til at udstille på museer – og eksisterer endnu.

LÆS OGSÅ

Peter og Lise Mygind: Dette er noget af det vigtigste i et ægteskab

Man skal huske at tænke sin partner ind i de beslutninger, man træffer, mener Peter og Lise Mygind. De har været sammen siden 1991 og minder ofte hinanden om, at de er et team.

Jeg gik på efterløn, men tre uger senere startede jeg egen virksomhed. Jeg designer og strikker modeller, holder foredrag og underviser. På det tidspunkt, i 2010, var folk begyndt at strikke ud fra devisen: Hvorfor købe en trøje til 200 kroner, når du selv kan strikke én til 1.000? Der var opgang i samfundet, der kom lækkert garn til salg, og nethandlen skød op. 

I slutningen af årtiet så man endnu en opblomstring – det skyldtes nok, at folk trængte til det meditative arbejde. Man begyndte også at strikke ude, ikke bare derhjemme som vores mødre. I dag strikker man mere sammen i grupper eller på højskoler. Jeg har lige været på en højskole, hvor jeg ser de unge farve garn med avocadoskaller, som giver den smukkeste lyserøde farve. 

Det er ikke særlig bæredygtigt, men det er smukt og båret af lyst, og det minder mig lidt om 1970’erne.

Der er efterhånden så mange måder at strikke på. Alt kan googles, så alene elastisk aflukning giver ti forskellige metoder. Men det er ikke mig, når det bliver for perfekt og industrielt at se på. I den anden grøft ser man amerikanske strikkere, der binder knuder på strikketøjet og kaster sig over garnrester som en reaktion på overforbruget. 

Men det er nok mest for de unge, som ikke er så meget til bedstemors gamle strikkestil.