Foto af Helle Damgaard.

Helle tog hammeren i hånden og byggede et drivhus – og du kan gøre det samme

Står et drivhus højt på din ønskeseddel? Så lad dig inspirere af Helle Damgaard, som tog hammeren i egen hånd og byggede sig et charmerende glashus af genbrugsmaterialer. Herinde både trives planterne, og der er plads til, at Helle selv kan snuppe en hyggestund, når vejret ikke arter sig.

Hendes verden logo farv

Helle Damgaard og hendes kæreste, Jan, havde længe puslet med tanken om at bygge et drivhus på Helles store sommerhusgrund, og hun havde samlet masser af ideer – og havde store drømme.

"Jeg havde forestillet mig, at det skulle være 30 kvadratmeter, for et drivhus kan jo ikke blive for stort," siger Helle med et smil.

Sådan kom det dog ikke helt til at gå.

Ville undgå gardiner

Helle forspirer både frøplanter og dahlia­knolde i sin lejlighed, og hun ønskede sig et sted at flytte væksterne hen, når de var kommet fra start, så de kunne blive robuste og ikke ranglede og sarte, som hvis hele forspiringen foregår i stuen.

Billede af drivhuset undervejs i byggeprocessen.
Drivhuset undervejs i byggeprocessen. Helle valgte en bagbeklædning af færdige profilbrædder – samme type som på soklen. Bagbeklædningen gør huset mere stabilt og forhindrer, at der bliver for solrigt og varmt i det.

Samspillet mellem lys og temperatur er nemlig afgørende for at få perfekte småplanter.

"Jeg var tæt på forspiringssæsonen, så jeg var tidspresset, og derfor måtte min kæreste og jeg bygge efter, hvad vi kunne få fat i," fortæller Helle, som havde udset sig den ideelle placering til drivhuset: Et sted med en passende mængde sol og en smule skygge ind­imellem, så hun kunne undgå gardiner.

Lidt mindre end drømmen

Heldet tilsmilede Helle og Jan, for på deres vej skulle nogen skifte vinduer, og de gamle var til salg og havde tilmed samme højde, så de var lette at arbejde med.

Drivhuset fungerer som et ekstra lille hus på grunden, som både bruges til planter og hygge. Planteglæden fortsætter ud i haven i det fineste flor, blandt andet denne stolt knejsende solhat. Hegnet holder rådyr på afstand.
Drivhuset fungerer som et ekstra lille hus på grunden, som både bruges til planter og hygge. Planteglæden fortsætter ud i haven i det fineste flor, blandt andet denne stolt knejsende solhat. Hegnet holder rådyr på afstand.

Kender du reglerne for drivhusbyggeri?

Inden du går i gang med at opføre et drivhus, bør du sikre dig, at du har lov­givningen på din side.

  • Lokalplan: Vær opmærksom på, at der kan være en lokalplan i dit område, som betyder særlige regler. Tag eventuelt kontakt til teknisk forvaltning i din kommune.
  • Byggetilladelse: Generelle regler finder du på bygningsreglementet.dk. Som udgangspunkt skal du ikke søge byggetilladelse til mindre drivhuse, men vær obs på, om der er andre småhuse på grunden, og at du har mindre plads at udfolde dig på i et rækkehus end et fritliggende hus.
  • Registrering: Når du har bygget dit drivhus, skal du huske at registrere det i Bygnings- og Bolig­registreret (BBR).

Helle vidste ikke, nøjagtigt hvordan drivhuset skulle se ud, så hun tog udgangspunktet i vinduerne, som blev lagt op på terrassen. På den måde kunne hun og Jan få en fornemmelse af det færdige resultat. De manglede et par vinduer til den ene gavl, men fandt dem på Christianshavn og besluttede at lade bagvæggen være vinduesløs.

Nu var de klar til at kaste sig ud i byggeriet – som dog ikke endte i et drivhus på 30 kvadratmeter, men et lille ét på syv.

Det afgjorde materialerne.

Et billede af basilikum, som står inde i drivhuset.
Basilikum er lidt af en frossenpind, så den nyder godt af en vokseplads bag glas. Her får den selskab af den mere robuste timian. Begge krydderurter fylder rummet med aroma ved den mindste berøring.

"Det er en fordel, at de materialer, du finder, spiller sammen, altså, har samme stil – så bliver resultatet harmonisk. Derudover er det nemmest at arbejde med vinduer i rammer," råder Helle, som også har genanvendt både grus og mursten.

Det uundværlige grej

Hjørnebjælkerne blev banket i, og Helle og Jan lavede et skelet af dør, karme og vinduer. Til taget lykkedes det dem at finde noget hærdet glas, og spærene placerede de ud fra glassenes størrelse.

Drivhusbyggeriet lod sig gøre med forholdsvis lidt værktøj, men et par ting er guld værd, påpeger Helle. For eksempel en såkaldt kap-geringssav, en elektrisk sav, der saver helt lige, hvilket betyder alverden, når træ-enderne skal mødes. Derudover er en skruemaskine uundværlig.

"Det er en fordel, at du har prøvet at bygge noget eller har en kæreste, der har," påpeger Helle desuden.

Billede indefra drivhuset.
På regnvåde dage rykker Helle ind i drivhuset med den livlige vin, planter med peberfrugter og fine potteplanter og nyder en god kop kaffe. Hun har ladet vindues­rammerne stå i deres originale farve indvendigt i stedet for at male dem hvide som resten af drivhuset, som en flot kontrast.

Hendes egen partner er håndværker, men har du ikke en sådan, er der hjælp at hente i adskillige videoer på You Tube.

Nu med brændeovn

Der er både fordele og ulemper ved at bygge i genbrugsmaterialer, indrømmer Helle. Ulemperne er, at det tager tid at finde materialer i ønsket stil, stand og størrelse. Desuden kræver gamle vinduer en del vedligeholdelse. Ulemperne bliver dog vejet op, mener hun, for du får vejens flotteste drivhus fyldt med charme og æstetik. Og en god klimasamvittighed.

"Og så giver det bare en dejlig stolthedsfølelse, at du selv har bygget dit drivhus," som Helle siger.

Skulle hun i gang med drivhusbyggeriet i dag, ville hun gå efter at sin drøm på 30 kvadratmeter og få endnu mere plads til forspiring og tomater, agurker og chilier. Men der skulle også installeres en brændeovn, så huset kunne bruges længere hen på sæsonen.

Det færdige resultat.
Det var en større opgave at få vindues­­kabalen til at gå op. De skrå vinkler på siden af drivhuset, som kommer af tagets hældning, var en udfordring – indtil parret fandt ud af at skære vinduet til i plexiglas.

"Og så ville det være et skønt sted at holde middagsselskab," slutter Helle.

Se mere til Helle på @helles_hoest – og på @helle_damgaard, hvor du kan følge hendes arbejde som scenograf.

Sådan gjorde Helle og Jan

Så snart materialerne var i hus, lagde Helle dem op på jorden, så hun fik indtryk af, hvordan det færdige resultat ville blive. Prøv gerne forskellige løsninger.

Helle og Jan gjorde plads til sokkelplader nederst på drivhuset – de er robuste og tåler fugt.

Tagets hældning er lavet i et mål, der giver drivhuset et harmonisk udseende, men dimensionerne af spærene er bestemt ud fra størrelsen på det gen­anvendte glas, der udgør taget.

Så snart drivhuset var etableret, blev der sat kastanjehegn rundt om, så der blev dannet en lille have. Helle anlagde straks bede, hvor sæsonen nu indledes med tulipaner, inden dahliaer og sommervækster overtager.

I starten var der grus på gulvet, men senere fandt Helle nogle gule mursten, som hun har forvandlet til et smukt gulv.

Taget er af genanvendt hærdet glas, som giver godt med lys indenfor og et skønt kig op på himlen og de høje træer.