scroll-down
Her er tilbehøret, der aldrig går af mode
Den er ikke til at komme udenom, hatten, der skiller sig ud i mode- og gadebilledet – og på stranden som Jacquemus’ ikoniske stråhat fra 2018. Hatte og intellekt hører sammen, og det er cool at være klog, signalere seriøsitet og personlig stil. Og så er hatten en stilfuld måde at skærme os selv fra verden på i en tid præget af usikkerhed. Vi har undersøgt hattehovedet før og nu og finder svaret på, hvorfor designerne igen vil have os til at gå med hovedbeklædning.
Da designeren Simon Porte Jacquemus lod en gigantisk stråhat indtage hovedrollen til visningen af Jacquemus’ S/S 18-kollektion i Paris, fangede han ikke bare den ellers så blaserte front rows opmærksomhed. Han (og hatten) væltede Instagram, og det hjalp på hypen, at modellen og filmmennesket Emma Leth bar den til en gennemsigtig blondebrudekjole, da hun i juni 2018 sagde “ja” til sit nye efternavn, Rosenzweig, og sin ægtefælle, kunstneren Tal R.
Siden har hatten været i medvind. Ikke bare den demokratiske bøllehat, der var på alles hoveder i sommeren 2018, hvor en hær af de såkaldte Ganni Girls indtog de danske festivaler med leopardprintede af slagsen. Eller sidste sommer, hvor Pradas nylonversion af den uhøjtidelige sommerhat, blev millennial-generationens svar på tidlige årtiers parforholds-faux pas, nemlig de matchende træningshabitter.
Men denne sæson antager hatten en ny karakter. En ny alvor, om man vil. Den er nemlig ikke længere kun forældres forsøg på at være i øjenhøjde med deres børn, humoristisk distanceret til modeluner (truckerkasketten) eller endnu en måde at demonstrere, at solen altid skinner på de smarte (solskyggen). For selv om der var masser af eksempler på, at de forrige sæsoners hattemode også fungerer denne sæson – bøllehatten hos Prada, huen hos Gucci, turbanen hos Saint Laurent og kasketten hos Max Mara – ser vi igen den mere traditionsbundne hat hos de største modehuse.
Chanel demonstrerede med suveræn hatteføring, at det igen er en kvinde, der er designer for det franske luksushus. Virginie Viard viste i sin første post-Lagerfeld-kollektion, at Chanel-kvinden er blevet mere chic og mindre sexet; mindre overlæsset med campet bijouteri og mere markant i sine kulturelle referencer til bl.a. den franske filmbølge la nouvelle vague i 50’erne og 60’erne.
Hatten på den kloge Chanel-kvindes hoved skyggede let for solen uden at blokere for den sydfranske solbrændthed, Coco selv gjorde moderne, og den var udsmykket med signaturblomsten kamelia, der fint lagde afstand til Louis Vuittons fusion af tropehjelmen og bowlerhatten, Nina Riccis meget bogstavelige bucket hat (nej, det er ikke en plastikspand, hun har på hovedet), og Diors eksklusive take på fugleskræmslets stråhat.
Den får vi nemlig igen brug for, når vi skal tilbage i haven og plante de træer, vores fremtidige arvtagere fortjener. Diors chefdesigner, Maria Grazia Chiuri, der er ansvarlig for, at den feministiske beret fik en renæssance i 2018, havde i øvrigt lavet en symbolpolitisk helgardering.
For det var ikke kun havehatten, hun havde hentet frem fra gemmerne, men også den gamle togførerkasket, der blev vist. Måske som et kærligt skub til sine velbeslåede kernekunder om at tænke i nye transportformer, når fremtidens ferieplaner skal lægges.
Hovedtræk om hatten
Mennesker har altid dækket deres hoveder. Fra nomadens hovedbeklædning, der skulle skærme mod solen, til Poul Nyrup Rasmussens cykelhjelm, der måske kunne skærme ham imod trafikuheld, men ikke imod stilpolitiet og karikaturtegnerne.
I starten af 1900-tallet var hatten – og ledsagende handsker, hvis man var kvinde – en del af hverdagsuniformen, og det var kun tiggeren, der gik barhovedet. I 20’erne og 30’erne viste hatten, hvordan samfundet var lagdelt. Overklassen gik med fedora, bowler- eller høj hat afhængigt af lejligheden, mens arbejderen gik med sixpence. Kvindens klokkehat og turban, der var et sammensyet tørklæde, blev populære samtidig med, at de motoriserede køretøjer vandt frem, så frisuren forblev intakt og hovedbeklædningen ikke fløj væk i farten.
Da den amerikanske præsident John F. Kennedy viste sit hatteløse hoved, mistede hatten sin naturlige sociologiske funktion.
“Skiftet i hattens rolle som kommunikationsværktøj, især til herrer, ophørte med at være en normativ indikation på social status, da JFK lagde fedoraen på hattehylden,” siger Maria Mackinney-Valentin, der er lektor på Kunstakademiets Designskole.
“På den måde åbnede han døren for en ny ungdomskultur, hvor hovedbeklædning er blevet et nemt og synligt sted at signalere sit stil-stammefællesskab – i dag især med kasketter og beanies.”
Den alvorsfulde hat
Men hvorfor er hatten tilbage netop nu? Det er der flere grunde til. Den ene er den enkle, at når tidsånden foreskriver, at vi investerer i klassiske snit, tidløst design og bruger det, vi allerede har hængende i klædeskabet, fordi det er håbløst umoderne at købe sæsonvarer og hurtige trends, skal den bevidste og sparsommelige forbruger finde nye måder at udsende signaler, fx med en fiffig klokkehat eller feministisk beret. Vi skal ikke bare vise, at vi følger med, men også hvilken gruppe, vi tilhører. Og fordi mennesket af i morgen skal navigere i en voldsomt globaliseret verden og en hyperdigitaliseret virkelighed, er hatten gået fra at være et upstairs-downstairs-symbol til at være en markør for, hvilket stammefællesskab, vi tilhører, og hvilke popkulturelle fænomener, vi dyrker – fra Peaky Blinders til The Handmaid’s Tale.
Der er dog mere på spil. Spørger vi etnolog, trendekspert og hattebærer, Julia Lahme, er der flere bevægelser, som rører på sig, når vi nu igen ser hatten i mode- og gadebilledet.
“Den tyske filosof Georg Simmel beskæftigede sig med kulturen bredt og moden specifikt, og i hans essay om mode fra 1904, beskriver han, hvordan folk, der bor i en storby altid vil søge at skille sig mere ud, end dem, der bor i en landsby,” siger Julia Lahme.
“I dag bor vi jo næsten alle i storbyer, eller i hvert fald meget tæt på andre mennesker, og derfor vokser behovet for at skille os ud, og vise vores personlige stil.”
Men det er ikke kun individet, der igen vil se anderledes ud, end mainstream-moden dikterer. Hatten er også den bekymrede tænkers accessory.
“Vi lever i en tid præget af store udfordringer. Politisk radikalisering og en international højredrejning, en barskere tone i medierne og en stor uvished om USAs relation til Europa. Det var præcis de samme problematikker, der prægede 20’erne og 30’erne, og derfor lader vi os stilmæssigt inspirere af den tid,” forklarer Julia Lahme.
“Vi klæder os mere styret og kontrolleret. Vi er i forsvarsposition, og vi vil skærme os selv, og her passer hatten godt ind. Samtidig bevæger du dig mere rankt og sikkert med en hat, du er mindre blottet, og du udstråler overskud og egenomsorg.” Og den omsorg har vi brug for, mener eksperten. For selv om vi gerne vil se verden i øjnene og engagere os moralsk og politisk, sørger vi stadig for at trække tæppet tættere omkring os.
“Begrebet soothing, der er en blanding mellem lindring og omsorg, kommer til at fylde i det nye årti. Vi er alle en smule nervøse over den omsiggribende Corona-virus, skovbrande i Australien og Brasilien, Brexit og Mexit. Så vi passer på os selv. Hatten skærmer os mod verden på en stilfuld måde.”
Julia Lahme bekræfter, at hatten er elitær. Og den skilter med det.
“Det er blevet en valuta at være intellektuel. Vi har forstået folkelighed, og vi har fået nok af ironi. Nu vil vi have kloge mennesker. Og de sætter hatten, som de vil,” siger eksperten, og afslutter:
“Forfatter og feminist Caitlin Moran skrev for nylig, at 20’erne ikke er de høje kindbens tid. Det er årtiet for de runde ansigter og de sorte rande under øjnene. Ansigtet skal afsløre, at du kan læse længe og fordybe dig. På samme måde passer hatten ikke til hurtige armbevægelser og skødeløse beslutninger. Hatten er er ikke frivol, den er seriøs.”