Ida Rud Lene Bull Christensen Lizzo Eurowoman

Foto: Getty Images Den amerikanske sanger og rapper Lizzo optræder her til Brit Awards 2020.

Ida Rud: ”Jeg gad godt, at jeg ikke blev diskrimineret for at være tyk”

I 2021 taler vi stadig om kvindekroppen og de kampe, der omgiver den. Men måske er det på tide at vurdere kvinder på andet end deres udseende og lade vores kroppe få lidt fred?

Lizzo er træt af at tale om kropspositivisme. Den amerikanske sanger, som ellers har været en af de største frontfigurer for netop den bevægelse, har fået nok, fortalte hun britisk Vogue i september.

"Jeg synes, det er for let bare at sige, at jeg er kropspositiv. Jeg vil gerne være kropsnormativ. Jeg vil gerne normalisere min krop i stedet for at sige: "Se den her seje bevægelse. At være tyk er kropspositivt." Nej, at være tyk er normalt."

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det nødvendigt stadig at kæmpe for kvindekroppen?

Lizzo mener, at kropspositivismen er blevet kommercialiseret, og at hashtagget #bodypositive i dag mest af alt henviser til hvide kvinder med en lille smule kurver.

"Det har jeg intet imod, for jeg har altid været for inklusion. Jeg er glad for, at den her samtale er blevet mainstream. Det, jeg ikke kan lide, er, at de mennesker, som bevægelsen blev skabt for, ikke får noget ud af den. Kvinder med rygdeller, med maver, der hænger, og lår uden mellemrum. Kvinder med strækmærker. Du ved, kvinder som er i 18-plus klubben (som bruger over str. 48, red.)," siger Lizzo.

Kommercialisering af en bevægelse som kropspositivisme er en klassisk mekanisme i vores kapitalistiske samfund. Det forklarer Lene Bull Christiansen, som er kønsforsker og lektor på Kultur- og Sprogmødestudier ved Roskilde Universitet og forfatter til podcasten De Fede Feminister.

"Så snart noget rører sig i undergrunden, forsøger store økonomiske interesser at lægge sig op ad det, fordi det er det nye, smarte og hippe, hvad enten det er klimakamp eller tykaktivisme. I den proces bliver det kritiske potentiale, som der oprindeligt var, udvandet. De tykke, som var begyndelsen på projektet om kropspositivismen, bliver glemt, fordi de stadig er kulturelt marginaliserede. De store firmaer har ikke interesse for dem, fordi det gør det sværere for dem at sælge en drøm," siger Lene Bull Christensen.

Kvindekroppen som kapital

Kropspositivismen trækker tråde helt tilbage til kropsaktivisterne i The Fat Acceptance Movement i 60’ernes USA. Men hvor bevægelsen historisk arbejdede for at undgå diskrimination af tykke mennesker, er den de senere år blevet kritiseret for at handle mere om at vise billeder af ret almindelige str. 40-kroppe på Instagram. Godt nok har serier som Ditte & Louise, Girls, Better Things og SKAM vist os karakterer, der i højere grad ligner ‘almindelige kvinder, what ever that is, men problemet er ifølge kritikerne, at vi stadig snakker om deres kroppe. Som den amerikanske skribent og feministiske debattør Ashley Stowers skriver på det amerikanske onlinemedie Medium.com om den kropspositive bevægelse:

"Det er noget værre lort. Det (kropspositive, red.) perspektiv bliver udlagt som et skridt fremad for kvinder, et skridt mod lighed mellem kønnene, men sandheden er, at det bare er endnu en lussing til kvinder. At finde nye måder, som reducerer kvinder til objekter, der bliver bedømt for deres skønhed, fremmer på ingen måde kvinders rettigheder," skriver hun.

Men hvorfor er kvindekroppen så interessant? Hvor ofte hører vi fx om kropspositive mænd, der omfavner deres dad bod med mandebryster, flade bagdele og skæve tissemænd?

"Kvinders identitet har historisk i langt højere grad end mænds været bundet op på deres kroppe. De er i større udstrækning blevet gjort til en vare, fordi det handlede om finde den bedste fødemaskine. Kvinders kroppe og skønhed har derfor været en form for kapital, som mænd kunne eje. Når kvinder bliver målt på deres skønhed, er det et efterslæb fra ideen om kvinder som mænds ejendom," siger Lene Bull Christiansen.

Siden grækerne har vi i den vestlige verden opdelt samfundet i det private og det offentlige. Hvor kvinden er blevet forbundet med det hjemlige, det følelsesmæssige, det kropslige og reproduktive, er mænd blevet associeret med det offentlige liv, det rationelle og alt, der har at gøre med at styre og regere verden.

"Skønhed har været sekundært hos mænd. De er ikke i lige så høj grad blevet målt på deres kroppe og endnu mindre med alderen. Der har altid været højstatus i form af penge eller position forbundet med at være en ældre mand, hvilket jo er paradoksalt, fordi kvinder bliver mere og mere marginaliserede, jo ældre, de bliver," siger Lene Bull Christiansen.

LÆS OGSÅ: Forfatter Elham Kavousi om nutidens skønhedsideal: "Skønhed skal være for alle uanset hudfarve og etnicitet"

Farvel til selvhadet

Radiovært og tidligere topmodel Alberte Clement Meldal var i foråret 2020 vært i P1-programmet Tynd og glad? Her så hun på, hvorfor vi tilsyneladende stadig jagter et meget slankt ideal, og hvorvidt vi rent faktisk bliver lykkeligere af at være tynde.

"Jeg har arbejdet i modelbranchen, hvor kropsidealer er utrolig meget i fokus, så jeg har selv inkarneret og eksponeret det meget slanke, glatte, ungdommelige ideal på et tidspunkt. Nu er jeg 44 år, jeg har fået to børn, som har forandret min krop, og et 10 centimeter langt ar på min arm efter et brud. Kroppen ændrer sig, og selvfølgelig har jeg skullet bearbejde de forandringer. Men det interessante er, at dengang jeg arbejdede som model, var jeg heller ikke glad for min krop. Jeg var ekstremt selvkritisk og havde i mange år spiseforstyrrede vaner," siger hun.

I programrækken talte Alberte Clement Meldal med bl.a. forskere, forfattere og tykaktivister, og hendes oplevelse er, at det for langt de fleste kræver et virkelig stort stykke arbejde at være tilfreds med ikke at ligne idealet. Og det er ikke kun et problem, fordi det påvirker vores selvværd. Hun ser det som en del af den strukturelle undertrykkelse af kvinder.

"Det tager jo opmærksomheden fra virkelige problemer, som man kunne bruge sin tid på. Klimakrisen, krigen i Mellemøsten eller at bruge sit arbejdsliv på noget meningsfuldt. Det fokus vi har på, hvordan vi ser ud, er et udtryk for, at kvinder stadig har mest værdi i kraft af deres ydre og ikke deres kunnen," siger hun.

38-årige Ida Rud har også oplevet den langvarige kamp for at acceptere sin krop. Hun er journalist, musiker og kropsaktivist og bl.a. kendt fra DR-programmerne Tykke Ida og Idas fede fatcamp. Vendepunktet kom for seks år siden midt i en livskrise, hvor hendes far døde, og hendes mor var tæt på at dø.

"Det gik op for mig, at jeg havde hadet mig selv hele mit liv. Pludselig havde jeg følelsen af, at jeg kunne dø i morgen, blive kørt ned, eller som min far dø relativt tidligt. Måske var halvdelen af mit liv allerede gået, og jeg havde spildt det på at hade mig selv. Jeg gad ikke længere vente på at blive tynd. Jeg begyndte at tænke, at der var størst sandsynlighed for, at det ikke sker," siger Ida Rud.

Hun har ikke længere et ønske om at blive slank og forsøger i dag i stedet at inspirere især børn og unge, så de ikke skal vokse op med det samme selvhad, som hun selv har gjort. Men hun bliver stadig ofte konfronteret med fordomme.

"Jeg gad godt, at jeg ikke blev diskrimineret for at være tyk. Fx på datingmarkedet, hvor jeg flere gange har oplevet, at det sluttede lige, når det begyndte at være seriøst, fordi den person jeg datede, ikke mente, jeg kunne vises frem for forældrene, eller at de kunne gå med mig på gaden. Men også professionelt, hvor man som tyk ofte bliver anset som mindre intelligent og kompetent," siger hun.
Ida Rud er enig med Lizzo i, at kropspositivismen er blevet kommercialiseret, men hun mener også, at den et stykke hen ad vejen har været misforstået.

LÆS OGSÅ: Sara Rostrup: Det er den største skrøne om makeupartister

"Kropspositivisme har handlet meget om, at du skal elske din krop. Det er altså lettere sagt end gjort, for så er der bare et nyt område, du kan fejle på. Du ikke behøver elske din krop, men i stedet fokusere på, hvad den rent faktisk kan og stræbe efter bare at have et neutralt forhold til den. Jeg kan ikke løbe en maraton, men det kender jeg også mange ikke-tykke, som heller ikke kan. Til gengæld er jeg superprivilegeret, fordi jeg kan danse og cykle og elske, som det jo ikke er alle forundt," siger Ida Rud.

#MeToo er kropsdebattens ekstra gear

Ifølge Alberte Clement Meldal er et af problemerne med kropspositivismen, at den er en blevet en individuel bevægelse, som handler for meget om, hvad vi selv kan gøre hos psykologen og foran i spejlet. Og at vi i sidste ende ikke flytter ret meget på den måde.

"Du kan stå nok så meget foran spejlet og øve dig i at elske dine deller, og selvfølgelig er det godt med en større repræsentation af forskellige kropstyper. Men det ændrer ikke på, at vi stadig grundlæggende vurderer kvinder på baggrund af vores udseende," siger hun.

Noget Alberte Meldal Clement til gengæld mener har haft markant betydning for kropsdebatten, er #MeToo, ikke mindst siden anden bølge ramte Danmark i 2020.

Hun kalder bevægelsen for "den største og vigtigste sociale revolution siden 1968 i vores del af verden" og mener, at Sofie Lindes budskab både var virkelig vigtigt og rigtigt timet.

"Hun sagde det, hun gjorde, på en helt bestemt scene på en helt bestemt platform i en utrolig mandet kontekst, og det var virkelig sejt og modigt gjort. Desværre er der ingen, der lytter, hvis en ukendt pædagog står frem og taler om undertrykkelse. Sådan fungerer vores verden bare. Derfor er det afgørende, at kvinder i magtfulde positioner som Sofie Linde og Helle Thorning-Schmidt træder frem og siger, at det her er vigtigt," siger Alberte Clement Meldal.

Kønsforsker Lene Bull Christiansen mener, at #MeToo har lært os, at der er en strukturel sammenhæng mellem hverdagssexisme og overgreb, men at denne struktur også findes mellem diskriminationen, som tykke mennesker oplever hos fx lægen, og den kulturelle forestilling om, at det er bedst at være tynd.

"#MeToo-debatten har skabt et endnu større fokus på integritet. At man skal have lov til at have sin krop i fred, uanset om der er tale om hverdagssexisme eller egentlige overgreb. Der var også integritet i den såkaldte sexpositive bølge (som bl.a. Girls Squad var repræsentanter for, red.), hvor det bl.a. handlede om retten til at gå klædt, som man vil, uden at det blev set som en invitation. Men med #MeToo har diskussionen fået et ekstra gear," siger hun.

Nye alliancer

Ifølge Lene Bull Christensen er der sammenfald mellem kropspositivisme, i hvert fald i sin oprindelige form, og #MeToo.

"Jeg tror, der er en stor sammenhæng, fordi de begge leder derhen, hvor vi gerne vil hen: Nemlig at åbne et rum, hvor vi kan tale om kvinders værd som noget andet end deres kroppe," siger hun.

Men hun understreger, at det er en samtale, vi først lige har begyndt, og at det ikke er nok med en samtykkelov og en offentlig debat om sexisme på arbejdspladser eller om kropsidealer. Der skal fx introduceres nye rutiner på arbejdspladsen og hos politiet.

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist og Iben Hjejle: Er det virkelig et arbejde at være influencer?

Ifølge Ida Rud har kropspositivismen, eller kropsaktivismen, som den i højere grad kaldes i dag, stadig en berettigelse. Fx fremhæver hun, at der er kommet flere og flere læger og forskere på banen, som bakker op om krops- og tykaktivisternes budskab om, at det ikke nødvendigvis er usundt at være tyk. Men hun ærgrer sig over, at debatten har en tendens til at være ensporet, og at forskellige grupperinger ikke arbejder bedre sammen.

"Jeg synes, der er en tendens til, at vi i Danmark kun kan snakke om en ting ad gangen, og så bliver alt andet overset eller ignoreret. Der var lidt fokus på Black Lives Matter, og så kom Sofie Linde og thank God for det, men så gider folk ikke tale om racisme eller kropspositivisme længere. Der opstår en underlig kamp, fordi det jo er et fælles mål, som handler om at bryde med nogle undertrykkende strukturer i samfundet," siger Ida Rud.

Lene Bull Christiansen aner dog nogle begyndende alliancer i kropsdebatten.

"Selv om nogle tykaktiviser er trætte af, at kropspositivisme er blevet udvandet, så de ikke længere føler sig inkluderet, er der samtidig en bevidsthed om, at der er brug for gensidig solidaritet. Der er mange, der ikke selv er tykke, men som hele deres liv lever i skræk for at blive det, og de er omsider begyndt at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de egentlig skal være så bange," siger Lene Bull Christiansen.

Om Ida Rud

Ida Rud er journalist, musiker og kropsaktivist og bl.a. kendt fra DR-programmerne Tykke Ida og Idas fede fatcamp.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kropspositivisme, Ligestilling og Kropsidealer