Ceval Omar interview Eurowoman

Foto: Hördur Ingason Norsk-somaliske Ceval Omar er model, influencer og aktivist. Hun bor alene i sin lejlighed i Oslo, men har hele verden som arbejdsplads.

"At jeg som trans og curvy somalisk kvinde overhovedet kan blive model. Det havde jeg aldrig turdet drømme om"

Norsk-somaliske Ceval Omar, 26, er ikke bare en af de mest lovende modeller lige nu. Hun går også forrest for de positive forandringer, verden af i morgen kalder på. Mød hende her.

Hvem er Ceval Omar – hvordan præsenterer du dig selv?

- Jeg er mange ting. Jeg er en transkønnet norsk-somalier, der er vokset op i Oslo med stærke bånd til mine afrikanske rødder og muslimske kultur. Men jeg er også en sort model med kurver, influencer og aktivist.

Har du altid vidst, at du var en kvinde?

- Jeg har altid vidst, hvem jeg var. Også da jeg var barn. Men jeg faldt mere og mere på plads i min identitet, da jeg var 13-14 år. Og jeg blev helt mig selv og fik min rigtige krop som kvinde og blev til Ceval, datter og søster i stedet for bror og søn, da jeg var 16 år.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det nødvendigt stadig at kæmpe for kvindekroppen?

Hvordan startede din modelkarriere?

- Jeg blev opdaget for to et halvt år siden. Jeg har en kandidat i medier og kommunikation og har egentlig altid set mig selv som en, der skulle arbejde behind the scenes med noget grafisk og kreativt. Gerne på et magasin. Men pludselig var det mig, der stod på den anden side af kameraet. Jeg arbejdede på Heartbreak Management som talentspejder, og en dag var der en casting director, som fik øje på mig og var helt vild. Han signede mig omgående, og inden for 10 timer havde jeg også et bureau i London og USA. Det gik så stærkt, at jeg næsten ikke kunne følge med, men jeg gør mig umage med at holde fast i mig selv. Jeg vil gerne gøre en forskel, og jeg vil gerne sætte et positivt aftryk på verden generelt og modebranchen specifikt, men jeg prøver ikke at lade al opmærksomheden stige mig til hovedet. Jeg forbereder mig grundigt til hvert eneste job, så jeg undgår at overtænke det, når jeg arbejder. En dag vil jeg nok gerne arbejde bag kameraet som kreativ direktør eller chefredaktør.

Ceval 3.jpg

Men er du ikke allerede en slags kreativ chef for dine sociale medier?

- Jo, helt klart, og jeg tror meget på, at vi alle er redaktører i vores eget liv. Det er den historie, vi vælger at skrive om os selv, der kan ændre verden. Når jeg bruger mine platforme til at påvirke verden, vælger jeg altid at fokusere på følelsesmæssig intelligens, omsorg og styrke i stedet for traumer og tragedie. Vi oplever alle sammen modgang, men det er et personligt valg, om du vil gøre dig til offer for omstændighederne og offer i dit liv. Hvis du påtager dig offerrollen, har du fravalgt livet.

Er det ikke svært at fokusere på følelsesmæssig intelligens i en stadig mere digitaliseret verden?

- Det betyder bare, at du er omsorgsfuld og rummelig over for dig selv og andre. Og at du holder fast i den omsorg, når du har lyst til at græde, fordi alting gør ondt. Jeg minder dagligt mig selv om, at jeg er med til at skabe den verden, jeg gerne vil leve i. Hvis jeg ønsker mig en mere positiv verden, må jeg jo selv udstråle den energi. Hvis jeg oplever uretfærdighed, kan jeg vælge at spejle den i handling, eller jeg kan stoppe negativiteten hos mig selv. Forandringerne starter i dig selv.

Det lyder meget overskudsagtigt. Hvordan er du kommet dertil?

- Jeg har altid set mig selv som en svamp, der opsuger viden og bliver aldrig færdig med at lære nyt. Og så har jeg været heldig. Jeg har været omgivet af generøse venner og en stærk familie, der har støttet mig hele vejen i min udvikling. Det har været en lang proces at komme dertil, hvor jeg er i dag. Men det en rejse, jeg er taknemmelig for.

Ceval 4.jpg

Hvem er dine rollemodeller?

- Da jeg var yngre, var det særligt Naomi Campbell og alle de andre stærke og intelligente supermodeller, der brugte deres hjerne og skønhed til at skabe en bedre tilværelse for sig selv. I dag beundrer jeg de mennesker, der dedikerer deres liv til kampen for retfærdighed og klimaet med Greta Thunberg som det mest indlysende eksempel. Men der er jo heldigvis mange som hende, som bare ikke er lige så kendte.

Hvad er den mest skelsættende forandring, du har været vidne til?

- At jeg som trans og curvy somalisk kvinde overhovedet kan blive model. Det havde jeg aldrig turdet drømme om, da jeg var yngre. Og det bliver bare vildere og vildere. Jeg har lige lavet en stor serie med britisk Vogue, og de projekter, som jeg er i gang med, er om muligt endnu større. Jeg er meget taknemmelig og ydmyg og så spændt på alt det, der venter.

Og hvad har været den største skuffelse?

- Den seneste store skuffelse er efterspillet på Black Lives Matter-bølgen sidste år. Der var det her kæmpe momentum, og vi flyttede en masse. Men der er stadig masser af arbejde, der skal gøres, og nu er det allerede, som om vi er færdige med den debat. Men man bliver da aldrig færdig med at skabe en verden, som alle har lyst til at leve i.

LÆS OGSÅ: "På en måde får jeg ros fra den pige, jeg selv var for 15 år siden"

Hvad er din største bedrift?

- At jeg har fundet lykken. I min familie og i min tilvalgte familie. Det fællesskab, jeg har fået med alle mine transsøstre i hele verden, er meget særligt, smukt og kærligt.

Hvad kæmper du stadig for?

- Lighed for alle. Det har jeg altid kæmpet for. Uanset om det er for transkønnede, sorte, kvinder eller mænd.

Hvad er du træt af?

- Jeg er så færdig med at forklare white privilege. Hvis du skal have forklaret det, er det fordi, du lever det. Det, der skete på Capitol Hill 6. januar, var en fuldgyldig demonstration af white privilege. Det var chokerende og forfærdende.

Ceval 2.jpg

Hvilke forventninger har du til 2021?

- Jeg har snarere intentioner end forventninger. Og ønsker. Ønsket om en større venlighed over for os selv og hinanden. At vi styrker fællesskabet og gør endnu mere for, at majoriteten hjælper de svageste. Et samfund, hvor det kollektive ønske er, at alle skal føle sig sikre og betydningsfulde. Og så ønsker jeg, at den globale opvarmning bliver taget langt mere seriøst.

Hvilke forandringer vil du gerne sætte i gang?

- Der er mange. Jeg er vegetar og arbejder på at blive veganer. Jeg ville ønske, at man lavede lovgivning, der tvang alle til at spise mindre kød eller spise det, de har derhjemme, så vi undgår ekstrem overproduktion. Jeg vil også fortsat sætte fokus på transseksuelles rettigheder og den manglende ligestilling. Det bekymrer mig, at det fortsat er ulovligt for homoseksuelle at blive viet i 97 lande. Og så drømmer jeg om, at følelsesmæssig intelligens bliver et fag i folkeskolen. At man underviser i copingstrategier og giver børn redskaber til at håndtere voksenlivet. Vi lærer de små at få succes som voksne på arbejdsmarkedet, men ikke hvordan de bliver gode mennesker.

Hvad inspirerer dig?

- Andre mennesker, naturen, musik, film og bøger. Selv om jeg både er på Facebook, Twitter og Snapchat er det faktisk kun Instagram, jeg bruger aktivt. Jeg poster ikke så meget, og jeg vil til hver en tid foretrække menneskelig kontakt. Men lige nu, hvor jeg bor alene, og vi har corona, er Instagram et godt vindue til verden.

LÆS OGSÅ: Girls-skaber lancerer ny tøjkollektion: Større kvindekroppe skal ikke gemmes væk

Hvilke designere finder man i dit klædeskab?

- Jean Paul Gaultier er en klar favorit, men jeg er også vild med Vivienne Westwood, Givenchy, Mugler, vintage Prada og vintage Versace. 90’ernes mode er jo den smukkeste. Jeg ville gerne have været 26 år dengang i stedet for nu. Jeg elsker at blande vintage designerting med highstreetmærker som Zara og H&M, som jeg altid køber genbrugt for at undgå overproduktion.

Hvis du kunne flytte ind i en film, hvilken ville det så være?

- Så skulle det være Oz: The Great and Powerful med Mila Kunis iført de røde plateausko fra Vivienne Westwood, som Naomi Campbell faldt i på catwalken og en smaragdgrøn kjole – også fra Westwood. Hun lavede de vildeste ting i 90’erne.

Hvad er soundtracket til din drømmedate?

- Den amerikanske singer-songwriter Sylvester. Hans sang Tell Me i remix-versionen kan alt. Den er skøn, sexet og glad, og det er jo den energi, alle ønsker sig på en date.

Ceval 1.jpg

KORT OG GODT

Hvilke film kan du se igen og igen?

- Pretty Woman, Forrest Gump og Ringenes herre-filmene.

Hvad hører du på repeat?

- Celia’s Song af Tiwa Savage, Jimmy Lee af Aretha Franklin og Somebody Loves You Baby (You Know Who It Is) af Patti LaBelle. Jeg elsker disco og følsomme, glade og rørende sange.

Hvad ligger på dit natbord lige nu?

- Bridgerton-serien.

Hvem vil du gerne byde op til dans?

- Mine bedste venner - Jacob, Sofie, Emil og Gard. Og min i drømmeverden: Naomi Campbell til et event med dj’en Honey Dijon.

Hvad er dit drømmemåltid?

- Burratasalat med en dejlig balsamico fuld af syre og trøffelolie til tomaterne, spicy tagliatelle med kongerejer, og en citrontærte med marengs eller en kirsebærcheesecake. Og så en margarita.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kroppen, Model og Interview