Sara Fitzgerald
SPONSORERET indhold

“Jeg har ikke prøvet noget lignende”

Sarah Fitzgerald og resten af familien hænger ud på badeværelset i tide og utide, for her er lys, ro, verdens bedste stol og varme i gulvet. Hun har fået ro på sin hud med hjælp fra sin hudguru og glød i kinderne med makeupmærket, som hun aldrig nogensinde skifter ud.

Af: Marie Lodberg Foto: Tine Bek
13. maj. 2022 | Mode | Eurowoman

Hvad er det her for et badeværelse?

“Jeg bruger rigtig mange timer herude, alene og sammen med familien. Der er en virkelig god “vibe” herude, som min teenagedatter siger. De små kommer i badekar om aftenen, imens jeg laver min daglige gua sha-rutine. Bagefter lægger de sig på gulvet uden tøj, fordi der er gulvvarme, og måske kommer min store pige forbi og hænger ud. Og min mand og jeg får ofte snakket færdig herude, inden vi går i seng. Det er den nye udgave af et samtalekøkken, et samtalebadeværelse.”

Hvad gør badeværelset særligt?

“Lyset! Lyset herude er dragende, fordi solen står op og kører rundt om huset og lander i badeværelset. Når du står og bruser dig, kan du kigge ud på havet, og når kirsebærtræerne blomstrer om foråret, kan du se dem i spejlet, fordi de står i haven ude bag vinduet. Det er enormt sanseligt. Jeg har valgt at male loft og stuk i samme beige farve som væggene, så vi bliver omfavnet. Særligt om aftenen.”

LÆS OGSÅ: Uffe Buchard og Kim Grenaa: ”Hvis dit liv starter udfordrende, er der to veje, du kan gå”

Sara Fitzgerald
Handcrafted Interior har lavet de indbyggede skabe på badeværelset, lampen i soveværelset er af Serge Mouille, og sengen er Tufty Bed fra B&B Italia.
Sara Fitzgerald
Badeværelset, der indbyder til samtale, med spejle, lamper og håndvaske fra Lemérand og fliser fra File Under Pop.

Hvordan fandt du ud af, hvordan det skulle indrettes?

“Det har været en lang proces. Til at begynde med havde jeg en idé om, at det skulle ende ud i et marmorbadeværelse. Men det bad det her hus simpelthen ikke om. I stedet har jeg valgt en glaseret flise, som får lyset til at spejle sig alle vegne. Jeg er draget af den italienske og franske renæssance, og det ses i de to store håndvaske og i stukken.”

Hvad fungerer virkelig godt?

“Fra badeværelset kigger man ind i soveværelset, som har udsigt til havet. De to rum er opdelt af tre meter høje massive døre fra Musikkonservatoriet, som vi har fundet i Genbyg. De vejer 300 kilo til sammen og er blevet restaureret og passet på. Men de er næsten aldrig er lukkede, det er rummet for fedt til.”

Sara Fitzgerald
Lampen er Pipistrello købt hos Sacre Coeur, gardiner er fra Arne Aksel.
Sara Fitzgerald
Rens og solfaktor fra Is Clinical, sera fra Environ og dag- og natcreme fra Biologique Recherche.

Hvad dufter her af?

“Jeg spurgte min teenagedatter, og hun sagde: “Dig.” Hvis jeg selv skal sige det, er det en blanding af grapefrugt fra badesalten Mood Cleansing fra Odacité, som jeg bruger næsten hver dag, blandet med Mango & Black Pepper Body Lotion fra Amazing Space, som jeg har brugt i 100 år. Jeg kan nok ikke komme udenom, at her også dufter af kaffe. Jeg kan rigtig godt lide god kaffe.”

Hvad lytter du til?

“Coco O., Sade og Frank Ocean er også velkomne.”

Hvad er din daglige hudplejerutine?

“Hver morgen renser jeg mit ansigt med Lait Vip 02 fra Biologique Recherche. Så smører jeg Vita Peptide Quence Serum fra Environ på og afslutter med Creme Vip 02 fra Biologique Recherche. Uanset vejr og årstid bruger jeg SPF 50, enten fra Rudolph Care eller Is Clinical. Om aftenen dobbeltrenser jeg. Først med Cleansing Complex fra Is Clinical og så Lait Vip 02. Jeg bruger samme serum som om morgenen, og så Colostrum Gel fra Environ og til sidst Creme Vernix fra Biologique Recherche, som faktisk er en maske. Den fedter lidt, men når du vågner, er huden som en barnenumse. Skulle du have en lille linje i ansigtet, er den væk næste morgen.”

LÆS OGSÅ: Skønhedsredaktørens aprilfavoritter: ”Creme er godt”

Sara Fitzgerald
For evigt. To duftklassikere, Coco og Beige fra Chanel
Sara Fitzgerald
Badekar og armatur er fra Lemérand, marmorskamlen fra Marbera, og vasen i vinduet af Malene Knudsen.

Og hver dag bruger du en gua sha?

“Ja. Charlotte Torpegaard (som har skønhedsuniverset og web-shoppen Ilovebeauty.dk, red.) talte varmt om det. Jeg gav det 14 dage og kunne se en lillebitte forandring, så jeg fortsatte. Jeg synes, at min hud har fået færre ‘skygger’ med tiden, og at det har formet mit ansigt på en god måde. Så nu bliver jeg ved. Jeg bruger olien fra Vintner’s Daughter sammen med gua shaen. Jeg kender ikke et andet produkt, der giver så meget glow. Min behandler har dog sagt, at jeg ikke skal gå rundt med olie på huden, fordi jeg har sart og stresset hud med tendens til rosacea. Så når jeg har brugt min gua sha, vasker jeg den af igen. Det er den alt for dyr til, vil mange nok synes. Men jeg kan ikke undvære den.”

Hvad er dine ugentlige rutiner?

“Jeg har tre forskellige masker fra Bioloque Recherche, som jeg veksler mellem og bruger to-tre gange om ugen. Biomagic bruger jeg som et godt grundlag for makeup, hvis jeg skal ud. Masque Visolastine er ren fugt og virker efter én gang, og Masque Biosensible gør min hud helt rolig.”

LÆS OGSÅ: Her er Leonora Christina Skovs yndlingsparfumer: "Det må godt være lidt dirty"

Sara Fitzgerald
Kam og børste fra Mason Pearson, og gua sha’er, der bliver brugt dagligt.
Sara Fitzgerald
Sarah Fitzgerald, 38, er jordemoder og arbejder også som indretningskonsulent. I huset i Klampenborg bor hun sammen med sin mand og deres tre børn, Alberte på 15, Barbara på 3 og Carmen på 10 måneder, og hunden Buster.

Hvilken makeup bruger du?

“Jeg er ikke den store makeuptype. Men! Så fandt jeg ud af, at der var noget, der hed Westmann Atelier (makeupartisten Gucci Westmanns linje, red.). Jeg har ikke prøvet noget lignende, og jeg er altså svær at imponere. Westmanns produkter giver så meget glød og smelter ind i huden. Jeg bruger foundationsticken, blush, highlighter og læbestift.”

Hvad gør du ved håret?

“Jeg har meget hår og for at styre det, bruger jeg hårserum fra David Mallett og detangler-kam og børste fra Mason Pearson. Jeg bruger shampoo og balsam fra Rudolph Care. Dem er der ikke så meget knald i.”

Hvilken duft bruger du?

“Jeg har brugt Beige fra Chanel altid. Den er rolig og langsom.”

Hvilken type behandling går du til?

“Hver sjette uge går jeg til 120 minutters ansigtsbehandling hos Kornelia hos Dare to Care på Østerbro. Jeg har sart, lys hud med tendens til rosacea, og mine graviditeter har ikke gjort det bedre. Kornelia har haft stor indvirkning på, at min hud har det godt. Hun kogte min hudplejerutine ned til meget få produkter.”

Sara Fitzgerald
Westman Atelier er den bedste makeup, når kinderne trænger til lidt ekstra.

Anbefalet til dig