Helle Rømeling fik et godt tip fra sin veninde: ”Det har virkelig ændret mit liv”

Helle Rømeling fik et godt tip fra sin veninde: ”Det har virkelig ændret mit liv”

For taleskriver Helle Bønløkke Rømeling er det helt afgørende, at vi kvinder ranker ryggen, tager os tid til træning såvel som at dyrke vores fællesskaber, at give plads til et politisk ukorrekt grin og at nyde den ro, der følger med at være tættere på de 50 end på de 20 år.

ALT for damerne logo

Min morgenrutine består af … 

At drikke to kopper kaffe, tage et hurtigt bad, smøre madpakker og få alle sendt ud af døren uden for meget kaos og drama. Jeg lytter næsten altid til dagens afsnit af podcasten ”Genstart”, og om torsdagen har jeg tidlig morgentræning på Christiansborg, så der er jeg ude af døren, før resten af familien er stået op. 

At pleje min hud betyder for mig … 

Dårlig samvittighed. Jeg har alle mulige produkter liggende, men jeg er så dårlig til at få dem brugt. Så jeg fjerner bare mascara, vasker ansigtet i vand og smører en god creme på. I øjeblikket er det én fra Decléor. 

Jeg lægger makeup, når … 

Jeg skal på arbejde eller til fest. Når jeg er i sommerhus, har jeg aldrig makeup på. 

Min makeuprutine er … 

På travle dage bare mascara og så lidt pudder på næsen. Men når jeg skal gøre lidt ekstra ud af det, bruger jeg også concealer til de mørke rander, eyeliner og mørk øjenskygge. Jeg er ret vild med to produkter fra Urban Decay. Det ene er en øjenskygge med  glimmer, som bare lige kan smøres ud over øjenlåget, det andet er en glitter-eyeliner. Det giver et lidt sofistikeret look. Jeg drømmer om at blive god til at lave smokey eyes, men det lykkes aldrig at få det til at ligne dem fra de mange youtube-tutorials, som jeg har kæmpet mig igennem.

Jeg plejer mit hår med … 

Alt for hyppig hårvask, I know. Men jeg hader bare at have fedtet hår, der ikke dufter rent. Jeg begyndte med at få lavet lyse striber i mit hår for en del år siden, for jeg er ikke parat til de grå hår endnu, og mine hyppige frisørbesøg er alle pengene værd. 

Hvis jeg kunne sige en ting til mine medsøstre, ville det være … 

Ret ryggen. Både reelt og i overført betydning. Vi er alt for hårde ved os selv, og vi skal stoppe med at undskylde hele tiden. Vi har lov til at være her. Men også sådan rent kropsligt: Skuldrene tilbage og brysterne frem. Det ser ikke godt ud med sådan en ludende holdning. Og her er mit allerbedste tip: Styrketræning med fokus på din core. 

Helle Rømeling fik et godt tip fra sin veninde: ”Det har virkelig ændret mit liv”

Den bedste duft for mig er … 

En nyfødt babys hovedbund, den allerførste forårsdag og så min yndlingsparfume Ambre Cashmere Intense fra et parfumeri i Paris, der hedder Nicolaï. Den dufter så ubeskriveligt dejligt, og der er altid nogen, der vil vide, hvor den er fra, når jeg har den på. 

Når jeg skal have smilet frem, lytter jeg til … 

Lex & Klattens album fra 1997. Det kan godt være, det er blevet politisk ukorrekt med tiden, men jeg elsker altså stadig den platte humor, og så synes jeg, at Hella Joof er vidunderlig. Og ellers lytter jeg dagligt til Billie Eilish, som jeg var til koncert med i foråret sammen med min yngste datter. 

Hvis min hud slår ud, er mit trick … 

At bruge en mild cortisoncreme. Det er ikke så farligt, som man tror, bare man ikke bruger det for tit. Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået … fik jeg af min veninde Frederikke Lett, og det var at komme med på hendes udendørs træningshold, hvor vi træner i al slags vejr tre gange om ugen. Vi har det så sjovt i det fællesskab, og takket være vores fantastiske og tålmodige træner Kim Buck har jeg fået en helt ny, stærk og sund krop, selv efter fire graviditeter. Det har virkelig ændret mit liv.

Det mærkeligste produkt, jeg har på mig alle vegne … 

Er en pincet. Jeg har en pincet i min skuffe på arbejdet, i min taske, i sommerhuset og på badeværelset derhjemme. For jeg kan slet ikke holde ud, hvis jeg opdager et sort hår på hagen, som jeg ikke straks kan plukke ud. 

Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd ville det være … 

Brug solcreme med høj faktor! Og udnyt, at du har lange, slanke ben og tynde ankler og gå mere i korte kjoler. 

Luksus for mig er … 

Vinterlørdage i mit sommerhus. Så løber jeg en tur i skoven, hugger brænde med min nye økse, tænder op i brændeovnen og lægger mig under et uldtæppe og læser i en god roman, mens min mand laver en dejlig gryderet. Og måske får vi også et godt glas Bourgogne. Hvis jeg kunne ændre en ting i 2025, ville det være … at unge mennesker begyndte at fokusere mere på spændende hjerner end perfekte kroppe, når de dater. 

For det er nemlig meget mere sexet. Det sted, jeg er i livet netop nu, er … 

At jeg er hastigt på vej til at fylde 50 år, og det prøver jeg at vænne mig til. Det kommer i små ryk. F.eks. når jeg tager mig selv i at føle mig jævnaldrende med mine unge kolleger i midttyverne – lige indtil jeg spørger, om de kan huske Jens Okking eller George Michael, og de ligner ét stort spørgsmålstegn. Men hvis jeg skulle vælge mellem at være 20 eller 50, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg helst vil være 50. Jeg er ikke så usikker på mig selv, og jeg har stadig slanke ben. 

Nutidens skønhedsideal er … 

Heldigvis blevet mere rummeligt, end da jeg var ung. Dengang blev man per automatik mobbet i skolen, hvis man var tyk, rødhåret eller havde briller. Jeg er ret vild med, at kropsidealet er blevet mere mangfoldigt. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om alle de der kunstige strutlæber, selv helt unge og i forvejen smukke kvinder får lavet. Jeg er personligt mere til det naturlige, organiske look, hvor vi ikke alle ligner hinanden. 

Jeg føler mig smukkest, når … 

Jeg træner min krop, så den er stærk. Og når jeg lige bruger lidt ekstra tid på at lægge makeup og finde noget flot tøj, der matcher mine nye cowboystøvler fra Maje, som jeg tror, jeg vil gå i resten af mit liv.

Helle Bønløkke Rømeling

  • Har arbejdet som taleskriver i mange år for forskellige politikere, ministre og topchefer. 
  • I dag arbejder hun på Christiansborg som rådgiver og taleskriver for Mona Juul, som er formand for Det Konservative Folkeparti. 
  • Helle er uddannet cand.mag. i Dansk og Kulturjournalistik.
  • 49 år, gift, og mor til Sarah, 22, Herman, 15, Vilhelm, 13 og Ingrid Marie, 11.