Bikram yoga
SPONSORERET indhold

Så meget taber man sig af daglig yoga i en måned

45 timers yoga på 30 dage lyder som lidt af en udfordring i sig selv. Men hvad sker der med kroppen, hvis det tilmed foregår i et 42 grader varmt rum? ALT for damernes sundhedsredaktør tog imod udfordringen og kastede sig over den berømte Bikram Challenge.

Af:: Marie Kaufholz Foto: Flemming Gernyx
28. jan. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

Min krop hader mig. Den er tung, træt og øm og de sidste 5 uger, har den valgt at tage fire kilo på, uden at jeg har gjort noget som helst anderledes end, jeg plejer. Min bukser strammer, der ryger en uklædelig muffintop ud over buksekanten. og jeg føler mig dårligt tilpas hele tiden. Og lige meget hvor mange stykker kager, jeg siger nej tak til, går min vægt stødt op uge for uge.

Så noget må der ske.

Min første tanke er at gå på en eller anden tosset kur. Veje maden, kun spise protein eller noget andet radikalt. Men er det ikke også bare at ignorere sin krop? Jeg taler med min yndlings træner, Anne Bech, der mener, at min krop er stresset af for uregelmæssige måltider og af ikke at få rørt sig nok. En stresset krop holder på fedtet og føles træt, selv om man slet ikke har lavet noget. Ligesom min.

Og så får jeg en-langt-ude-idé. Jeg skal prøve The Bikram Challenge – 30 gange yoga på 30 dage. I et rum, der er 42 grader varmt. Yoga træner kroppen, men uden at stresse den. Det er daglig træning, så min krop kan blive stærkere, og især bikram-yoga skulle have ligeså store psykiske effekter som fysiske. Sagt på en anden måde: Jeg vil prøve at svede alle dårligdommene ud.

Hvad jeg præcis kan forvente af resultater, spørger jeg Trine Søndergaard om, hun ejer Bikram Cph, hvor jeg har planer om at tilbringe 45 timer den næste måned.

– Du vil blive meget mere smidig og meget stærkere. Men du vil også kunne mærke det psykisk. Man finder mere ro og bliver bedre til at være i nuet, når man dyrker meget yoga. Og så bliver det selvfølgelig hårdt.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du kaloriefælderne

UGE 1
Hvad er det dog, jeg har rodet mig ud i?
Aftenen inden min første yoga-session får jeg virkelig kolde fødder. Hvad hvis jeg ikke kan lide det? Hvad hvis jeg får kvalme af varmen? Er jeg overhovedet i god nok form til at kunne klare det? Og da jeg ankommer næste morgen gør Trines velkomsttale det ikke meget bedre.

– Den første uge vil du være virkelig træt, have hovedpine og ondt alle steder, og du skal bruge meget energi på at lære rutinerne. Uge to er det logistisk hårdt at få det hele til at hænge sammen i hverdagen og finde tid til træningen. Uge tre er især psykisk hård, for her har mange svært ved at holde motivationen oppe og er virkelig ugidelige. Den sidste uge er til gengæld nemmere, der vil du kunne begynde at mærke, at du kan mere, og at din krop kan klare nogle stillinger, som den ikke har kunnet før. Det kan man blive helt høj af.Hvad er det dog, jeg har rodet mig ud i?

På hjemmesiden står der, at man skal have let og tætsiddende tøj på, så jeg har et par yogabukser på og en lille, tynd tanktop. Og jeg er i bogstaveligste forstand overdressed. De andre har noget på, der mest af alt ligner badetøj: mikroshorts og en sportsbh er favoritten. Også selv om de ikke alle har flade maver og slanke overarme. Det er egentlig meget befriende, men også angstprovokerende for sådan én som mig. Jeg føler mig nøgen, bare jeg har stramtsiddende tøj på.

Men min første time er en succes. Jeg har ganske vist aldrig svedt så meget før. Sveden løber ned i øjnene på mig, og jeg kan næsten ikke holde min egen fod oppe, fordi alting er så vådt, men jeg nyder det. Også tanken om, at jeg skal tilbage dagen efter. Næste dag går også virkelig godt. Det er svært, men sjovt, og jeg er i bedre humør bagefter, end jeg har været i lang tid. Meeen så kommer dag tre. Da jeg vågner om morgenen, er jeg helt hævet i hovedet, og hele min krop er så øm, at jeg næsten ikke kan komme ud af sengen. Mine ben, mine baller, min arme, min mave – alt gør ondt. Og min træning bliver derefter. Jeg kan ikke komme ned til mine fødder overhovedet, fordi mine ben gør så ondt i hvert eneste stræk. Men jeg kommer igennem uden ekstra pauser, hvilket jeg er meget stolt over. Men det ser ikke kønt ud. 

Resten af ugen har jeg konstant vokseværk i hele kroppen. Det er helt normalt, beroliger Trine mig, det er bare fordi, jeg arbejder med nogle små muskler. Og jeg kan godt leve med ømheden, det der er værre er trætheden, jeg går i seng kl. ni hver aften, og skal have chokolade og kaffe hver dag for at komme gennem arbejdsdagen. Jeg håber sådan, at det snart bliver bedre, for ellers bliver det meget lange tre uger.

LÆS OGSÅ: Slank dig efter din alder

UGE 2
Det går fremad med babyskridt
Alle bikram-hold er ens. Der bliver lavet de samme øvelser, og alle instruktørerne siger næsten ordret de samme ting, når de underviser. Men selvom de siger det samme, er de ikke ens, nogle er skrappe og holder øje hele tiden, andre er opmuntrende og hjælper med gode råd. Jeg fungerer klart bedre med ros end med pisk, for der er enkelte hold, jeg prøver at undgå. Generelt prøver jeg at nå at få trænet så tidligt på dagen som muligt, for der er min energi højest og… så er det overstået. At skulle bruge 1,5 time på yoga hver dag er et logistisk mareridt. For når man også skal derhen og i bad tager det nærmere 2,5 time, og så skal jeg hele dagen slæbe rundt på gennemblødt yogatøj, måtte og badesager. Det bliver hurtigt meget trættende.

Jeg kører et system med to yogamåtter, så den ene kan nå at blive vasket og tørret, mens jeg bruger den anden. Men jeg synes alligevel, at jeg kan lugte træningslokalet i hele lejligheden. Selv om jeg vasker tøj hele tiden.

Træningen går til gengæld godt denne uge. Fordelen ved at lave de samme øvelser igen og igen er, at man kan nemt kan se, hvad man bliver bedre til. Det er babyskridt, men da jeg i slutningen af uge to kan nå mine fødder, er jeg slemt selvtilfreds. På en træt måde, bevares.

UGE 3
Frisk og fuld af energi – på en irriterende måde
I modsætning til de andre uger, hvor jeg var træt, oppustet og havde ondt i hele kroppen, føler jeg mig denne uge frisk og fuld af energi. På en irriterende måde, hvor jeg holder foredrag for alle, der er i nærheden om, hvor fedt det er – mit yogaprojekt. Jeg har fri fra arbejde, så jeg bruger tid på at finde lækkert, småt yogatøj, og forelsker mig i et par sorte Adidas by Stella McCartney-short og pæne sportsbh’er fra H&M. Jeg tager det på uden andet tøj og føler mig meget modig og rimelig nøgen, men der er ikke én eneste, som hæver et øjenbryn, da jeg går ind i salen.

I løbet af ugen har jeg mange små succesoplevelser. Jeg kommer dybere i strækkene,
mine ben ser mere muskuløse ud, og jeg har tabt et kilo!

Måske er det varmen, men nogle af de ting, instruktørerne siger, mens de underviser, giver utrolig meget mening for mig. Som: ”New day, new body.” Man skal lytte til sin krop, for den kan ikke nødvendigvis det samme i dag, som den kunne i går. Sådan er min oplevelse af bikram-yogaen også. Det går op og ned, men i denne uge er det virkelig gået fremad. Jeg har endda fået den plan, at jeg skal kunne gennemføre Standing head to knee-stillingen inden de fire uger er slut – hvilket vil sige at balancere på et ben, mens man strækker det andet ben frem for sig vandret og holder fast om foden med begge hænder. Virkelig svært, hvis man, som jeg, hverken har særlig god balance eller smidighed.

LÆS OGSÅ: Bliv løber i 2013: Sådan starter du

UGE 4
Sved, sved og lidt mere sved
Min optur fra uge tre bliver brat afløst af min menstruation. Dagens søde instruktør mener, at yogaen virkelig hjælper på mine lændesmerter, og det gør den muligvis også, det er bare så svært at mærke med det tykke lag selvmedlidenhed, jeg har smurt mig selv ind i. Og min mave er så oppustet, at jeg ikke kan holde ud at se på den, så jeg trækker i tanktoppen igen. Havde glemt HVOR varmt, jeg fik det i sådan én. Undskyld til dem, jeg har sprøjtet sved på de dage. Sådan kan man rigtig komme hinanden ved. Jeg er også blevet svedt på adskillige gange i løbet af de tre uger, instruktørerne anbefaler nemlig, at man ikke konstant tørrer sig med et håndklæde, men lader sveden løbe, fordi det er med til at køle kroppen ned. Så i et rum fuldt af svedende folk er der en overhængende fare for at blive ramt. Men man vender sig aldrig helt til det.

Jeg holder min første yogafrie dag i denne uge, fordi jeg skal til Jylland med arbejdet, og det betyder – oh skræk, oh ve – at jeg skal tage to hold på én dag. Man kan tage to hold i træk, men det har jeg ikke kræfter til, tror jeg, så jeg tager det tidlige morgenhold og et hold mere sidst på eftermiddagen. Det er helt fint, faktisk synes jeg, jeg er langt mere smidig anden gang og jeg kommer igennem de 26 øvelser uden pauser, og for første gang lykkes det mig at lave standing head to knee. Men næste dag, gider jeg ikke mere. Overhovedet. De sidste to gange yoga slæber jeg mig igennem, og de er underligt nok meget hårdere at komme af sted til end alle de andre tilsammen.

Den sidste dag er jeg lykkelig over, at det er overstået. Det er jeg også dagen efter, men så savner jeg det faktisk. Lidt.

Resultat
Mit mål med de 30 dages yoga var at blive gode venner med min krop igen – og det lykkedes. Min krop føles stærkere, er mindre urolig, og jeg er ikke bare holdt op med at tage på, jeg har tabt to kilo, selv om jeg de første par uger spiste chokolade efter hver time. Andre kan nok ikke se det, men min krop er blevet pænere formet, og jeg har fået det bedre med den efter at have stået hver dag og kigget på ikke bare min egen, men også andres kroppe i meget lidt tøj.