Ketty Gunne Sejbjerg
SPONSORERET indhold

Cykling forvandlede Ketty: "Jeg ville gerne tabe mig, men der skulle være plads til at hygge"

Da 55-årige Ketty Gunne Sejbjerg begyndte at cykle, tabte hun sig hurtigt otte kilo. Nu cykler hun mindst 100 kilometer om ugen og kan mærke på sin energi og overskud, hvis hun ikke kommer afsted.

Af:: Maria Præst Foto: Sara Skytte
27. apr. 2022 | Sundhed | Hendes Verden

Da Ketty Sejbjerg Gunnersen kort før sin 50-års fødselsdag kiggede sig i spejlet, så hun en trist, grå dame. Der var røget en del kilo på sidebenene, og nu skulle der altså ske noget. Hun ønskede at tabe sig, men det skulle være på en måde, hvor hun samtidig havde det godt i sin krop. Så hun begyndte at cykle.

"Jeg tog min almindelige 3-gearscitybike med ud i området ved Farum og cyklede nogle små ture. Jeg blev bidt af det med det samme", forklarer Ketty.

Til dagligt bor hun i en lille by uden for Frederikssund sammen med sin mand. Hun er 55 år og arbejder som leder i den almene boligsektor. Hun har tidligere løbet en del, men cyklingen vandt hurtigt hendes hjerte.

LÆS OGSÅ: Jette har sklerose: Cykling er min bedste medicin

"I min alder er cykling en supergod måde at få motion på uden at ødelægge leddene. Du får ikke de der stød op i ryggen på samme måde, som når du løber."

I starten cyklede hun alene cirka tre gange om ugen, men ved et tilfælde mødte hun Rikke Laursen, der har et særligt cykelhold kun for kvinder. Ketty sagde ja tak til at prøve at cykle med de andre og blev hurtigt en fast deltager hver onsdag aften – og nogle gange også om lørdagen.

"Det motiverer mig at have nogen at cykle med. Det er bare lettere at komme afsted. For mig handler det om fællesskabet og at komme ud og give den gas. Det skal være hårdt, så du kan mærke smerten", siger Ketty.

Hun cykler selv ved siden af de fælles cykelture, så hun kommer afsted tre gange om ugen og cykler mindst 100 km hver uge.

Meget mere overskud

Da Ketty begyndte at trampe i pedalerne, gik der ikke længe, før kiloene lige så stille raslede af. Hun tabte otte kilo i løbet af tre-fire måneder. 

"Jeg valgte at gøre det på en måde, hvor jeg ikke skulle give afkald på alt. Jeg ville gerne tabe mig, samtidig med at der skulle være plads til at hygge med et glas rødvin fredag aften – og der var cyklingen virkelig effektiv", fortæller hun.

Men vægttabet er bestemt ikke det eneste, cyklingen har ført med sig.

LÆS OGSÅ: Tine gik sig 15 kilo lettere: "Jeg har aldrig fortrudt en gåtur"

"Cykling giver så meget. Jeg får masser af overskud, frisk luft og får presset mig selv til det yderste. Når du har været ude at give den fuld gas, har du sådan en god følelse bagefter", fortæller hun.

Ketty har også kunnet mærke, at hun er blevet en bedre leder på sit arbejde, hvor hun er i front for 11 mænd, der tænker lidt anderledes end hende.

"Når jeg er presset eller har travlt på arbejde og ikke kommer ud at cykle, kan jeg mærke, at jeg mangler overskud og energi."

Derfor er det vigtigt for hende at komme ud på cyklen. Også selvom det nogen dage kræver lidt mere overvindelse end andre. Og hun har lyst til at vende bilen og køre tilbage, når hun er på vej til fællestræning.

"Jeg vil jo gerne, for jeg ved bare, at når jeg først er afsted, så er det så fedt. Derfor er det heller ikke så svært at finde tiden til det. Jeg cykler en-to gange om ugen med de andre på holdet, og så cykler jeg selv ved siden af – enten inden aftensmad i hverdagene eller i weekenden."

Kliksko og blå mærker

De første måneder fortsatte Ketty på sin citybike, men da hun fyldte 50 år, besluttede hun at forære sig selv en racercykel. Og det har hun ikke fortrudt ét sekund.

"Det er noget helt andet at få en racercykel og kliksko på. Når du først kommer op at sidde på sådan en cykel, så bliver du bare bidt af det. Klikskoene giver lige 15 procent mere fart og en anden fornemmelse", forklarer Ketty.

LÆS OGSÅ: Ditte har tabt sig 43 kilo: "Det bedste er, at jeg for første gang ved, at det her holder"

Det krævede dog en lille kamp at få racercyklen under kontrol.

"Da jeg fik racercyklen, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde nogen balance. Da jeg kom hjem fra den første cykeltur, var jeg væltet tre gange og var fuldstændig gul og blå over det hele", fortæller hun og griner ved tanken.

Efter lidt ekstra balancetræning i fitnesscentret fik hun styr på balancen og er stort set ikke væltet siden. Og når Ketty kigger sig i spejlet i dag, er det ikke længere den triste, grå dame hun ser, men en frisk kvinde med liv i øjnene og masser af power.

Anbefalet til dig