Slankekur & vægttab
SPONSORERET indhold

En kur, der dur?: Atkins kuren

Hej æg, bacon og store bøffer – og farvel kulhydrater. Atkins er en populær kur, men virker den? Og hvad betyder den for din sundhed?

Af:: Maria Præst Foto: Getty
10. okt. 2017 | Sundhed | Fit living

DET LOVER KUREN

ROBERT ATKINS, LÆGE OG FORFATTER

Få kroppen til at bruge fedt som brændstof Spis masser af protein og fedt, og skær ned for kulhydraterne. Sådan lyder principperne bag Atkinskuren, der er udviklet af dr. Robert Atkins og lover varigt vægttab. Grundteorien i Atkinskuren er, at overvægt skyldes, at du spiser for mange kulhydrater. Derfor er kulhydrater i form brød, ris, pasta, is og slik fuldstændig bandlyst, og du må ikke spise mere end højst 40 gram kulhydrater om dagen. Ved at skære så voldsomt ned på kulhydraterne kommer kroppen i en tilstand kaldet ketose, hvor den i højere grad bruger fedt som brændstof. Ketose har også en effekt på insulinproduktionen, så kroppen ikke vil lagre så meget fedt. Derudover vil mange opleve, at trangen til søde sager forsvinder, så det bliver nemmere at holde kuren uden afsavn.

Og du skal ikke være bange for at blive sulten. Du må spise lige så meget, du vil, så længe du holder dig fra de forbudte fødevarer. Ifølge Atkins kan du altså mæske dig i æg, bacon og store bøffer – og stadig tabe dig.

Atkins består af fire forskellige faser, og overholder du dem, er planen, at kuren ender ud i en kostomlægning for livet.

Læs også: Stina testede Atkins: “Jeg har hele tiden en god fornemmelse i kroppen”

1. Introduktionsfasen

Denne fase handler om at forvandle din krop til en fedtforbrændende maskine og kickstarte dit vægttab. Fasen varer 14 dage, og det er her, du kan forvente at tabe dig mest, da du kun må spise 20 gram kulhydrater om dagen. I denne fase må kulhydraterne alene komme fra salat, tomat, broccoli og kål. Ønsker du at tabe dig mindre end ni kilo, kan du springe direkte til fase 2.

2. Vægttabsfasen

Denne fase varer, indtil du mangler at tabe 3-5 kilo. Her må du øge indtaget af kulhydrater til 40 gram om dagen og også spise lidt frugt, kartofler og flere forskellige slags grøntsager – så længe dit vægttab ikke går i stå. I så fald må du skære lidt ned på kulhydraterne igen.

3. Præ-vedligeholdelsesfasen

Her gælder det om at forberede din krop på din nye livsstil. Du skal altså ikke tabe dig lige så hurtigt, men finde ud af, hvor mange kulhydrater din krop kan tolerere uden at tage på. Du må tilføje 10 gram ekstra kulhydrat om dagen, men maksimalt op til 100 gram, og spise flere bælgfrugter, stivelsesholdige grøntsager og frugt.

4. Vedligeholdelse

Når du har nået målet for dit vægttab, overgår du til sidste fase, hvor det gælder om at holde din nye vægt. Du har nu, ifølge Atkins-tanken en fornemmelse af, hvor mange gram kulhydrat, du skal have for at holde din vægt stabil.

Læs også: Det mener eksperterne om Atkins kuren