Udadtil virkede Sabines liv glamourøst – men et møde fik hende til at indse, at noget var galt

Hun boede på 150 kvadratmeter tæt ved Strøget i København og tjente 85.000 kroner om måneden. Alligevel var hun ulykkelig. 

Hver aften gik hun, ofte efter at have indtaget et par flasker vin, i seng med en følelse af, at hvis hun ikke vågnede igen … så ville det være okay.

Men en tirsdag formiddag begav den dengang 48-årige Sabine Herskind sig med usikre skridt mod et kælderlokale på Østerbro. Hun følte sig skamfuld over det, hun var på vej til: et møde hos Anonyme Alkoholikere.

For alkoholiker. Det var hun jo ikke.

– Jeg ville bare have en pause fra alkoholen og have styr på nogle ting, husker hun.

– Jeg var nervøs og troede, at deltager­ne var gamle mænd, der lugtede af tis. Dem fra bænken.

Musikere og studerende

I mødelokalet satte Sabine sig ved et bord med bøjet hoved. Men da hun lidt senere kiggede op, så hun alle mulige mennesker: musikere og skuespillere, håndværkere i kedeldragt, studerende med rygsække og ”akademikertyper”, som hun kalder det. 

Mennesker fra alle lag.

– Der sad alt andet end de mennesker, jeg havde forestillet mig. Og det, de havde, var lys i øjnene, siger Sabine.

– Det havde jeg ikke haft i 10-15 år.

Til mødet delte deltagerne deres historier om misbrug, og hvordan de havde det i dag. Og efter et par stykker mere af slagsen forstod Sabine, at alkoholisme er en sygdom, og at hun – modsat hvad hun havde overbevist sig selv om – var alkoholiker.

Siden det første møde i kælderen i april 2023 har Sabine Herskind været ædru. Hun har fået hjælp til at takle sin følelse af tomhed, og livet i hovedstaden er skiftet ud med mindre lejlighed med have i Vejle, hendes hund samt et job, hvor hun hjælper andre.

Ingen varme hænder

Sabine er den ældste af fire søskende, og allerede som barn følte hun sig anderledes og overvejede indimellem, om hun var adopteret.

– Jeg følte, jeg var landet i en underlig familie. Der var ikke noget galt med dem; jeg havde bare en indre følelse af – både i familien, i skolen og andre steder – at jeg ikke rigtig hørte til, forklarer hun.

– Jeg prøvede at flygte fra de svære følelser, for når jeg følte noget, havde slået mig eller var ked af det, sagde de voksne: ”Rejs dig op, og kom videre.” Ingen greb mig. Jeg har altid forsøgt at fikse mit indre liv med ydre ting.

Den lille Sabine flygtede ind i eventyrbøger og tegneserier. Og siden i karriere, prestige og anerkendelse.

– Jeg hængte ud med en masse karismatiske venner, gik til VIP-fester og syntes, jeg havde bomben af et liv. Men jeg havde ikke formået at etablere et indre liv, siger hun og betegner den udgave af sig selv som spirituelt vissen og med et stort hul af uro, rastløshed og modløshed indeni.

Et glas var aldrig nok

– Derfor jagtede jeg det næste, siger hun og laver anførselstegn i luften. – For eksempel et nyt job eller en ny lejlighed. Det var godt i fem minutter, så var jeg tilbage i den halvtomme, melankolske følelse.

Som ung havde Sabine dog opdaget, at alkohol kunne bedøve følelsen af at være forkert, og to glas vin med en veninde fik hende hurtigt til at sænke skuldrene. I dag kan hun sagtens se, at hun altid har haft et problematisk forhold til alkohol.

– Men fordi jeg også er stået op om morgenen og er gået i skole eller på arbejde, har jeg tidligere ikke set det som problematisk, forklarer hun.

– Som ung troede jeg nærmest, det var kutyme, at man drak for hurtigt og for meget, kastede op og/eller fik blackouts; at det var meningen, at man skulle drikke sig i hegnet.

I gymnasietiden arbejdede hun som model og var bartender, og på spillestedet Jazzhouse mødte hun faren til sin datter, da hun var 20 år.

– Min nu eksmand og jeg drak ikke i hverdagen, til gengæld kunne vi give den gas, hvis vi fik vores datter passet, fortæller Sabine, der blev ansat på bureauet Grey, siden arbejdede på større danske og internationale reklamebureauer og endte som kreativ direktør.

I samme takt fyldte alkoholen mere og mere.

– Jeg kunne godt lade være i tre uger og så give den fuld gas en fredag eller på Roskilde Festival. Problemet var, at jeg drak på min tomhed – uden stopklods. Jeg har aldrig kunnet tage et enkelt glas – og jeg havde altid en undskyldning, fordi jeg var i det kreative miljø.

Uanset hvor meget hun havde været ude at bumle natten før, sad Sabine dog på sin pind hver eneste morgen klokken ni.

Detox og vanvidsfest

Da Sabine var i 20’erne, drak hun for sjov. I 30’erne var det af vane. Men i 40’erne var alkoholen nødvendighed. Da hun fyldte 30, var hun blevet skilt og var enlig mor, og hverdagsvinen sneg sig ind.

– Når jeg havde hentet min datter, købte jeg en flaske vin. Den holdt det meste af aftenen, mens jeg smurte madpakker og arbejdede lidt. 

Jeg kørte detox og hyggede. I de andre uger festede jeg vanvittigt, fortæller Sabine.

Hun formåede at give sin datter trygge rammer; hun gik på arbejde, smurte gode madpakker og var til stede og drak ikke hver dag. Alligevel pippede en stemme inden i hende.

– Men alt så jo godt ud på overfladen; hvis jeg havde været nede og købe vin dagen før i samme butik, kunne jeg sige til ekspedienten: ”Du må gerne pakke flaskerne ind som gave. Jeg skal også bede om kvitteringen.” For så at gå hjem og flå papiret af og drikke dem selv.

Da Sabine rammer 40’erne, er tristheden markant. Begge hendes forældre dør. Hun er single, og hendes datter flytter hjemmefra. Hun føler sig ensom. Omkring 2020 bliver hun fyret, men får et nyt job som kreativ direktør.

Levede af hvidvin og proteinbar

Samtidig er Sabine instruktør på to morgenhold med pilates og styrketræning, men hun har med egne ord altid arbejdet 60-80 timer om ugen.

– Alt, hvad der kunne fjerne mig fra mig selv, greb jeg ud efter. Samtidig gav jeg nok ubevidst mig selv en livline ved at være morgeninstruktør – for når jeg havde drukket to flasker vin om aftenen, var jeg nødt til at gå i seng for at kunne være noget for andre næste dag, siger hun.

– Og når jeg passede min motion og spiste sundt, var det også okay at drikke lidt ekstra, sagde jeg til mig selv.

Sabine får det bare tiltagende dårligt. I starten af 2022 knækker hun af stress og udbrændthed, og både angst og depression følger.

Hun bliver ramt af 30 års træthed, som hun formulerer det, og i tre måneder er hun sygemeldt og går lange ture, mens mantraet kører i hendes hoved: ”Jeg skal bare tilbage!”

– For hvis jeg ikke kunne være art director, som jeg havde været siden jeg var 22, hvem eller hvad skulle jeg så være?, hvem var jeg så? I den følgende periode tabte jeg ti kilo og levede af hvidvin og proteinbarer, fortæller hun.

1.500 mavebøjninger

Sabine bliver fritstillet. Hun opsiger sin lejlighed og bor hos venner. Drikker alkohol dagligt. Efterhånden er det okay at åbne den første flaske klokken 12. Nogle dage bliver det til to-tre flasker. 

Hun lever af sit instruktørjob de følgende knap to år, og nogle dage har hun otte hold. Hun laver over 1.500 mavebøjninger hver dag.

– Til sidst fik jeg lyskebrok, fordi jeg havde slidt hul på min bughinde, siger hun.

– Jeg fik at vide, at hvis jeg lavede så meget som én mavebøjning mere, kunne jeg få tarmslyng.

Først i foråret 2023 indtræffer et afgørende vendepunkt, og det er Sabines datter, der sætter det i gang. Datteren nævner, at hun har haft udbytte af såkaldt anonyme fællesskaber i forbindelse med sin egen spiseforstyrrelse.

– Og pludselig slog det mig: Jeg skal gå i Anonyme Alkoholikere. Det var ikke min datter, der sagde det, det var mig selv, der tænkte det, husker Sabine.

– Det havde jeg aldrig overvejet, for jeg var jo ikke alkoholiker. Men jeg besluttede at give det en chance.

Nye lysende venner

I kælderen hos AA finder Sabine den ro, hun har mangler. Hun får en sponsor, en ædru mentor, der er gået vejen selv, og hun gennemgår fællesskabets 12-trins-program. Hun går til møder og opdager, at hun frem for at drikke kan gøre noget andet, når tomheden melder sig, først og fremmest opsøge fællesskabet eller ringe til sin sponsor.

– En ting er at sætte prop i flasken. Men hvis du ikke laver en adfærdsændring og kigger på følelserne bag afhængigheden, hjælper det ikke noget, påpeger Sabine.

– For mit vedkommende har jeg været bange for ikke at blive elsket, accepteret og anerkendt og har truffet mine valg baseret på det, for eksempel ved at gå efter titler og en stor lejlighed, fortsætter hun.

– I mit gamle liv kunne jeg sagtens køre facade og stå til Zulu Awards med mine kolleger og grine. Men jeg var ensom og følte ikke, jeg hørte til. Men det gjorde jeg hos en flok alkoholikere i Ryesgade. De havde et lys indeni og en ro, jeg gerne ville have.

Beder Gud om sindsro

Alt i Sabines liv er i dag anderledes, og de fleste af hendes venner bakker op om hendes U-vending; nogle få venskaber har ikke kunnet overleve manglen på vinhygge og festivaler.

– Jeg er i gang med at blive den, jeg var bestemt til at være. Før turde jeg aldrig være autentisk; det handler om en grundstemning i mig, der har været i ubalance fra starten af mit liv. Jeg kunne ikke regulere mine følelser og har altid haft den her mismodige tomhed, siger hun.

I dag ringer Sabine til sin sponsor, når livet er svært. Eller beder.

– Jeg kan ikke forklare til hvad. Jeg kalder det Gud, men det er på en måde min egen indre styrke, jeg beder til. Jeg beder om sindsro, siger hun.

– Og så lader jeg følelserne være, så de driver over. Eller sætter mig og skriver om, hvad følelsen handler om.

Siden sidste forår har Sabine arbejdet som misbrugsrådgiver på et af Tjeles behandlingscentre, hvor hun hjælper medmennesker, der har problemer med alkohol eller stoffer. Og hun er begyndt på uddannelsen som psykoterapeut.

– Uanset om man er endt på bænken eller ej, er det det samme, der foregår. Jeg kan bruge mig selv og sige: Det kan blive bedre. Jeg kan ikke love dig hvornår. Men det kan det, siger hun.

Selv savner Sabine ikke at drikke. Faktisk skænker hun ikke alkohol en tanke.

– Jeg har haft prestige, penge og sommerhus i Asserbo. Det har bare aldrig gjort mig glad, siger hun.

– Jeg har været smurt ind i de forkerte værdier hele mit liv. Det er jeg ikke længere. 

LÆS OGSÅ

Da Camilla opdagede, hvor dårligt hendes datter havde det, flyttede de med det samme

Jeg gjorde alt for at få vores sammenbragte familie til at fungere, selvom jeg godt vidste, at forholdet mellem min datter og hendes dominerende og populære stedsøster ikke var godt. Men da jeg opdagede, hvor dårligt min datter trivedes, måtte jeg træffe et svært valg. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.