14 dage efter sin mands begravelse tog Birgit en afgørende beslutning

Birgit kan ikke pege på et særligt tidspunkt, hvor hun følte, at nu var den nemmere at være i.

Den gennemgribende sorg, der ramte, da hun for fire år siden pludseligt mistede sin mand til kræft i bugspytkirtlen. Blot fem uger efter, at sygdommen blev konstateret, døde Allan.

– Jeg røg ned i et hul lige bagefter. I starten havde jeg mange tanker om, at hvis bare kræften var blevet opdaget tidligere, så kunne vi måske havde gjort noget. Det fyldte meget hos mig, fortæller 67-årige Birgit Melander Andersen.

Birgit mødte Allan for snart 38 år siden. De har to børn og snart fire børnebørn sammen, og de har altid lavet næsten alting sammen.

Allan havde type 2-diabetes, men levede godt med det, men af to omgange fik han fjernet en tå. Over årene blev Allan mere og mere træt, men dengang gav det mening, at det skyldtes de mange komplikationer.

– Set i bakspejlet kan jeg godt se, at han var mere syg, end vi troede. Jeg tænkte nogle gange: ”Kom nu, tag dig lidt sammen.” Det har jeg haft det dårligt med bagefter, siger Birgit.

På trods af chokket over, at Allan døde så kort tid efter, han fik konstateret kræft, fandt Birgit bagefter en trøst i det korte sygdomsforløb.

– Han slap gudskelov for at have for mange smerter og bare og ligge i lang tid og vente på at dø, og dermed er jeg også blevet forskånet for meget.

Ja til det sociale

14 dage efter bisættelsen af Allan tog Birgit en aktiv beslutning. Hun havde brug for et velkendt holdepunkt i den hvirvelvind af følelser og tanker, hun var i, så hun vendte tilbage til sit arbejde.

– Jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at komme tilbage til mit normale liv, ellers ville jeg falde helt hen og visne fuldstændigt, siger 66-årige Birgit.

Gennem opgaverne på arbejdet og snakke med kollegaerne fik Birgit nogle pauser fra sorgen og de mange tanker omkring alt det, der var sket. Samtidig tilbragte Birgit meget tid med sine to børn og nære venner. Samværet og samtalerne med dem var med til, at hun kunne være i sorgen.

– Jeg har valgt at være åben omkring mine følelser, fordi jeg ved, at det gør en forskel. Det værste man kan gøre er at gå og putte med sin sorg. Jo flere gange, jeg får fortalt min historie, jo mere kommer den ud af systemet.

Udover at vende hurtigt tilbage til arbejdet blev det vigtigt for Birgit at sige ja tak til sociale aktiviteter.

Også på de dage, hvor hun egentlig havde lyst til at gemme sig under dynen.

– Der sker jo det, at når man så kommer afsted, så ender det næsten altid med at blive hyggeligt, og jo flere gange, du oplever det, jo mere får du mod på at gå med næste gang, siger hun.

Savner HAM

I dag er Birgits kalender ofte fyldt. Hun vil bruge livet på at få nogle gode oplevelser, også selvom det ind i mellem kan være svært ikke at have nogen at dele dem med.

Hver onsdag henter hun sine børnebørn og laver mad med dem. Hun er aktiv i personaleforeningen, rejser med veninder og går gerne i teatret og biografen.

– Livet skal gå videre. Jeg har jo ikke andet valg. Han kommer ikke tilbage af, at jeg sidder og græder, så jeg er blevet nødt til at lære at leve med, at han ikke er her mere. Jeg tænker stadig på ham hver dag, men det er ikke med den store sorg, som det var i starten.

På samme måde kan Birgit også godt tænke på alt det, de har haft sammen, uden at det tynger hende.

– Tosomheden, hvor man drikker en kop kaffe sammen og vender dagen, den vil jeg nok altid savne.

Selvom jeg savner den hverdag, vi havde sammen i næsten 38 år, så har tiden hjulpet mig til at finde en accept af, at mit liv nu er sådan her. Det er alle de små skridt lagt sammen, der gør, at jeg er kommet videre. Sorgen forsvinder ikke, men den fået en plads, hvor den ikke styrer det hele.

LÆS OGSÅ

Min veninde udnytter sin diagnose

En læser har en veninde, som bruger sine diagnoser som undskyldning. Det er læseren meget utilfreds med. Hvad skal hun gøre? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.