I årevis overtrådte Mathilde sine egne grænser – men et tilfældigt møde blev vendepunktet

Hver dag i flere år havde Mathilde Vejnø en forkert fornemmelse i kroppen, når hun cyklede på arbejde. 

En knude i maven over kulturen på arbejdspladsen, hvor chefen behandlede nogle af kollegaerne på jobbet på en måde, som gik langt over grænsen for, hvad hun syntes, var i orden.

– Jeg havde så mange dialoger med mig selv om at ’i morgen siger du fra’, men i morgen kom aldrig.

Jeg kunne godt lide arbejdet fagligt, og jeg havde nemt ved det, men tonen på arbejdet var hård. Det var legalt at overfuse de yngre medarbejdede på en måde, hvor mine værdier gang på gang blev overtrådt, fortæller 45-årige Mathilde.

Samtidig følte Mathilde, at hun havde været så længe i stillingen, at frygten for, om hun overhovedet kunne finde ud af andet, lurede i baghovedet.

– Den ambivalens drænede mig helt vildt. Jeg var så træt, og samtidig gik mine frustrationer ud over de forkerte – mine børn og min heldigvis meget tålmodige mand – for når jeg kom hjem, skulle ventilen åbnes.

Følelsen af ikke at kunne sige fra har Mathilde også oplevet i andre sammenhænge. Til arrangementer i skolen eller de foreninger, hun er en del af, eller til aftaler, hvor hun har sagt ja, men egentlig ment nej.

Kigger hun indad, kan det stamme fra en folkeskoletid, hvor hun blev drillet og holdt udenfor.

– Jeg har altid strakt mig langt for at få en ydre anerkendelse af, at jeg er god nok. Jeg har haft en tendens til at sige ja, for så fik jeg ros, fortæller Mathilde.

Følte sig fri

Efter at have overvejet jobbet længe, fik Mathilde endnu en udfordring i sit liv, da hun i 2022 fik konstateret sclerose. Hun blev mere træt end sædvanligt, og overskuddet føltes endnu mindre.

– Selvom jeg var helt nede, fik jeg efterhånden så stærk en følelse af, at nu ville jeg ikke mere. Det skulle være slut. Den beslutning gjorde, at jeg begyndte at se en ny vej og andre muligheder.

I 2024 sagde hun sit job op.

– Det krævede mod, men at sige op var – næstefter mine to børn – den største sejr i mit liv. Det var så nervepirrende, men jeg har aldrig følt mig så fri, som da jeg gik ud fra kontoret den sidste dag.

Mathilde husker tydeligt, hvornår hun tog den endelige beslutning. Det var en dag, hun gik en tur i skoven og fik øje på et lille egern, der løb i træet.

– Af en eller anden grund fik det her søde egern mig til at tænke på det gamle computerspil med skærmtrolden Hugo, der altid spurgte: ”Hvor skal vi hen du?” Der kunne jeg bare mærke, at jeg skulle en anden vej.

Et ægte ja

Mathildes næste skridt blev at gå efter endnu et brændende ønske: At starte selvstændigt som coach. I dag har hun skabt Vejnøs univers, hvor hun hjælper andre med at sætte grænser og finde ro og overskud-

Hun blevet langt bedre til at mærke efter, hvad hun har lyst til at sige ja til, og hvornår det er bedst for hende at sige nej. Giver det energi, eller dræner det?

– Jeg lytter til, hvad folk gerne vil invitere til eller har brug for hjælp til, men hvis ikke det gælder liv og død, og jeg allerede har besluttet mig for at gå en tur i skoven, så siger jeg nej. Når jeg blot melder kærligt ud, respekterer folk det. Og for mig er et ja, når jeg egentlig mener nej, et uærligt ja.

For Mathilde er livet blevet mere frit og let, efter hun har lært at respektere sine grænser. Hun føler sig langt mere nærværende, og at hun har fået et stærkere bånd til sine nærmeste, fordi hun nu har et større overskud .

– Jeg har det meget sjovere, og livet må gerne være sjovt. Det betyder ikke, at jeg ikke har udfordringer, men jeg møder dem på en helt anden måde. 

Jeg føler mig ikke længere forkert eller i underskud. Og jo mere, jeg træner mit system i at mærke efter, jo bedre er jeg blevet til at stå ved mine grænser.

LÆS OGSÅ

Astrid var ude at løbe, da hun så sin mor - og afslørede hendes livslange hemmelighed

Det kom som et chok for Astrid.