Jeanette Ottesen
SPONSORERET indhold

Jeanette Ottesen: Sådan dæmper jeg trangen til søde sager

Svømmer Jeanette Ottesen spiser masser af sund mad. Og hun har oplevet, at når kroppen, får nok af det den har brug for, har den faktisk ikke lyst til så meget af det usunde.

Af: Jo Brand Foto: Franne Voigt
02. feb. 2015 | Sundhed | ALT for damerne

Hvad er sundhed for dig?
– Sundhed er, når jeg følger mig ren indeni. Det vil sige, når jeg har spist sundt og får passet min træning. Derudover handler sundhed for mig også om at være glad, god mod andre og om ikke at have for mange ting, der går mig på.

Hvad er en sund kost for dig?
– For halvandet år siden fik jeg lavet en kostplan af nogle diætister fra Team Danmark, og den følger jeg. Det er en normal kost med kød, grøntsager, rugbrød, pasta og så videre. Jeg spiser meget, fordi jeg træner så meget. Alt i alt fire måltider om dagen: Morgenmad før og efter træning, frokost og aftensmad og derudover en snack inden eftermiddagstræningen.

Er der noget, du ikke spiser?
– Jeg holder mig for det meste fra junk, sodavand og juice og spiser kun mørkt brød. Jeg kan godt spise et stykke chokolade eller drikke et glas vin en dag om ugen, men ikke mere end det. Kosten betyder meget i forhold til at undgå skader, når man er elitesvømmer. Det siger jo sig selv, at hvis du lever af cola, har dine lemmer det ikke godt. Så når jeg træner 30 timer om ugen, er jeg nødt til at være meget opmærksom. Hvis jeg ikke spiser sundt, kan jeg ikke opnå de sportsresultater, jeg har sat mig for.

Hvordan holder du motivationen?
– I starten var det svært, at jeg ikke bare kunne spise, hvad jeg havde lyst til, men efter at have fulgt den her kostplan i halvandet år, har jeg faktisk ikke lyst til at spise anderledes. Når folk spiser forkert, tror jeg, tit det handler om, at de i virkeligheden ikke får nok mad eller måske dropper rugbrødet, så de ikke bliver ordentligt mætte.

Et godt råd til dem, der gerne vil spise sundere i 2015?
– Ud over at spise dig mæt i sunde ting, vil jeg sige: Drik vand. Du får det bedre både indvendigt og udvendigt.

Hvad træner du?
– Ud over at svømme og træne i vand, styrketræner jeg i fitnesscenter. Alt i alt træner jeg omkring 30 timer om ugen.

Hvad er dit mål med din træning i 2015?
– Lige nu vil jeg gøre det så godt som muligt til VM til sommer, og det kræver, at jeg er i mit livs form og følger mit træningsprogram. Men derudover er min træning mit arbejde, og jeg elsker det. Ellers ville jeg ikke gøre det.

Mangler motivationen nogensinde?
– Ja, en gang imellem, for det er hårdt at have sådan en stram hverdag, hvor der ikke er plads til udskejelser. Og om morgenen er der da også en lille stemme inde i hovedet, der siger, at det kunne være dejligt at blive liggende i sengen i stedet for at stå op og skulle ned i
noget koldt vand – især når man i forvejen har trænet meget og har ondt i hele kroppen.

Hvad gør du, når motivationen mangler?
– Så fokuserer jeg på mit mål, og det når jeg ikke, hvis jeg ikke får trænet. Derudover kigger jeg på mine medaljer – hvis jeg skal have flere af dem, ved jeg, at jeg må i gang med træningen.

Hvordan tackler du stress?
– Det vigtigste for mig er at passe min træning. Det betyder, at jeg slukker min telefon og lader være med at tjekke mails, når jeg ikke har tid til det. Det bliver jeg nødt til. Det betyder, at der nogle gange er noget, der går i kage eller noget, der ikke bliver til noget. Men sådan er det. Jeg er nødt til at være egoistisk og fokuseret, hvis jeg skal præstere.

Hvordan ville du træne, hvis det ikke var dit arbejde?
– Når jeg en dag er færdig med at svømme, holder jeg ikke op med at dyrke sport. Jeg er sådan en, der skal passe på, hvis jeg skal holde mig i god form, så jeg vil blive ved med at dyrke sport, blandt andet vil jeg gerne begynde at gå til bikram yoga.

Et godt råd til dem der gerne vil dyrke mere motion i 2015?
– Sæt dig et mål, og gå efter det. Lad være med bare at snakke om det...

LÆS OGSÅ: 10 gode grunde til at styrketræne

LÆS OGSÅ: Chris MacDonalds 3 gode råd, når du bliver sulten

LÆS OGSÅ: "Det er tabu at træffe usunde valg"