Læs hvordan Julie Berthelsen får balance i sit liv.
SPONSORERET indhold

Julie Berthelsen: Sådan får jeg balance i mit liv

”Normalvægt” for Julie er 72-73 kg, men efter sin graviditet har det krævet hårdt arbejde for hende at komme tilbage dertil.

Af:: Majbritt Lacuhr Foto: Jacqueline Fluri
27. jan. 2014 | Sundhed | ALT for damerne

Hvordan har du det med din krop lige nu?
– Jeg har det helt ok. Der er et par kilo ”for meget”, men jeg er normal efter en lang kamp med eftergraviditetskilo. Nu savner jeg mest balance mellem ”for lidt” og ”for meget”, og det gælder både mad og træning.

Er du vokset op med et ”sundt udgangspunkt”?
– Ja! Min mor har altid dyrket sport og levet sundt. Det har barndom og ungdom båret meget præg af, og jeg tog det til mig. Har selv altid været en sportsglad type.

Hvor længe har du gået op i at leve sundt?
– Jamen, egentlig altid. Det har bare været sådan, at det ikke var generel ”almindelig” form. Det var på eliteplan – og bagefter ingenting. Altså alt eller intet. Sådan er jeg stadig. Store mål og satsninger frem for almindelig balance i hverdagen. Jeg prøver at ændre mig. Ved ikke, om det nogensinde lykkes eller skal lykkes.

LÆS OGSÅ: Chris MacDonald: Sådan får du en sund hverdag

Hvordan kom du i gang?
– Jeg startede tidligt med at stå på langrendski med min mor. Som 5-årig begyndte jeg at konkurrere. Som 14-årig kom jeg på junior landsholdet og var der, frem til jeg var 20.

Hvad gør du i forhold til din mentale sundhed?
– Jeg husker så vidt muligt at få ”mig-tid”, enten med massage, alene hjemme-tid, eller ved at læse bøger og blade. Der skal også være plads til tosomhed med kæresten og snak med veninder. Jeg har en veninde, som er intuitiv mentor – hende sparrer jeg en del med. Jeg elsker også at lave mad og bage – hygge med noget nyt. Og så gør ikke mindst træning og det at passe på min krop noget godt for min psyke. Det er mest her, filmen knækker.

Hvordan sørger du for at få balance i dit liv / ikke stresse?
– Jeg prøver at sortere så fair som muligt (i min optik) i forespørgsler og arbejde. Jeg lærer at sige nej. Hjemmetid med min familie prioriterer jeg højt.

Hvordan finder du tiden – til at efterleve en sund livsstil?
– Det gør jeg bestemt ikke altid. Jeg prøver! Det er bare op på hesten igen efter ”dårlige perioder” og i gang igen. Også selvom det er forfra og fra bunden. Der er ingen anden vej alligevel.

Hvad er dit bedste sundhedstip?
– Sæt kortsigtede mål og nå dem et efter et. Det kan tage tid, og indimellem er det en god ting. Hav tålmodighed!

LÆS OGSÅ: Sådan tabte Lone Wiggers 28 kilo på 5 måneder