Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Kapitel 2: Anoreksi og bulimi
Foto: Privat Karina Hermansen har haft anoreksi og bulimi - uden at vide det.

Kapitel 2: Anoreksi og bulimi

”Når min indre verden var ét stort kaos, genvandt jeg kontrollen med anoreksien”

30-årige Karina Hermansen har haft anoreksi og bulimi, men uden at vide det. Det fandt hun først ud af mange år efter. Her er hendes fortælling om et liv med en spiseforstyrrelse.

Jeg voksede op i et kærlighedsløst hjem. Et hjem, hvor jeg aldrig følte mig elsket, aldrig følte mig god nok. Jeg fik at vide, at jeg skulle være stille og ikke gøre noget væsen af mig. Jeg blev irettesat og korrigeret af mine forældre. Altid. Hele tiden. Det fodrede min indre kritiker. Den, som sagde: ”ingen kan lide dig”, ”du er dum”, ” du er ikke god nok”.

Det begyndte med opkast som 13-årig. Men efter et halvt år med det, fandt jeg min bedste ven. Anoreksien. Den blev mit faste holdepunkt, som jeg altid kunne gå til, når alt andet omkring mig sejlede. Når min indre verden var ét stort kaos, genvandt jeg kontrollen med anoreksien. For ingen kunne bestemme, hvad jeg puttede i munden. Nej, det var kun jeg herre over.

Hjemme hos mine forældre var maden alligevel også kedelig, uappetitlig. De var fattige, så vi fik det, de havde råd til. Sovs, kartofler og kød. Enten frikadeller, hakkebøffer eller helstegt kylling. Samme menu hver uge. Der var aldrig noget i køleskabet, jeg havde lyst til. Mad blev en nødvendighed for at overleve og ikke noget, jeg forbandt med glæde. Derfor kunne jeg lige så godt lade være, tænkte jeg.

Den eneste lykke, jeg oplevede, var, når jeg besøgte mine veninder. Deres køleskab var fyldt med lækker mad. Og pålægschokolade, som jeg virkelig elskede. Ellers spiste jeg meget næsten ingenting i et par år. Men jeg købte altid to poser chips til en 20’er i Kvickly, som jeg købte på vej hjem fra skole. Det var blevet en vane for mig, på samme måde som anoreksien.

Læs også: Kender du en med spiseforstyrrelse: Her er symptomerne, du skal holde øje med

En ødelagt krop

Jeg vejede 54 kilo og var 176 centimeter, da jeg var tyndest. Jeg havde ingen energi, pjækkede fra skolen og sov det meste af min ungdom væk. Jeg tabte hår, besvimede ofte og havde uregelmæssig menstruation. Derfor gik det også ”galt” en dag.

 Som 17-årig blev jeg nemlig gravid.

For første gang i mit liv var der et andet menneske, jeg skulle stå til ansvar overfor, hvis jeg ikke spiste. Det var vigtigt for mig, at min søn havde det godt, så jeg begyndte at spise. Meget. Jeg havde aldrig kunnet spise en pizza alene, men det kunne jeg nu.

Lige inden fødslen vejede jeg 96 kilo og følte mig tyk og grim. Jeg fik strækmærker på maven, brysterne og lårene. Min krop var blevet ødelagt i en så ung alder, følte jeg.

Efter min søns fødsel havde jeg perioder, hvor jeg spiste, og andre, hvor jeg næsten ikke gjorde. Men lidt mad måtte jeg få ned for at kunne være der som mor. For jeg ville være en mor med overskud, én, der kunne overøse ham med al den kærlighed, jeg aldrig selv havde fået.

Læs også: Sådan konfronterer du din veninde med hendes mulige spiseforstyrrelse

Et wakeup-call

Jeg fandt egentlig først ud af, at jeg havde en spiseforstyrrelse, da jeg søgte hjælp som 24-årig. Næsten 10 år efter, at jeg var begyndt at sulte mig selv. Det var først her, at jeg indså, at anoreksien havde været et stille råb om hjælp, som ingen hørte - eller bevidst valgte at overhøre.

Men for snart seks år siden besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere havde lyst til at leve i skyggen af mig selv. Jeg ville ikke slås med mine indre dæmoner mere, jeg ville være fri fra de depressive tanker, der havde fulgt mig efter fødslen. Jeg havde forestillet mig et andet voksenliv som barn, så nu ville jeg indfri drømmen om en lykkelig tilværelse

I dag er jeg kommet rigtig langt, men jeg tror aldrig, at jeg bliver helt rask. Når jeg i perioder ikke er sulten, tvinger jeg nu mig selv til at spise. Det er særligt i stressede perioder, at jeg glemmer det, men så sætter jeg alarm, tager en pause og får noget mad, for jeg ved, at det er nødvendigt at spise for at være en god mor. Og det er det allervigtigste for mig.

I SPISEFORSTYRRELSENS GREB

75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse, og mindst 80.000 i alderen 16-19 år er i risiko for at udvikle én. Alligevel er spiseforstyrrelser et tabubelagt og svært emne at tale om.

På ALT.dk sætter vi i denne uge fokus på spiseforstyrrelser. For hvad gør, at så mange lider af en spiseforstyrrelse, hvad gør det ved kroppen og sindet, og hvordan kommer man ud af sin spiseforstyrrelse?

Nogle af de spørgsmål har vi stillet de tre kvinder Julia, Karina og Mette, der alle har lidt af en spiseforstyrrelse.

Kapitel 1: Julia: "Jeg legede russisk roulette med mit liv”

Kapitel 2: Karina: Mad blev en nødvendighed for at overleve og ikke noget, jeg forbandt med glæde

Kapitel 3: Mette: Min fars død blev min vej ud af anoreksien

Læs også: Kender du en med spiseforstyrrelse: Her er symptomerne, du skal holde øje med

HER KAN DU FÅ HJÆLP

Hvis du har brug for at snakke med nogen, kan du kontakt Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse på telefon: 7010 1818 eller SMS: 890 1818

Se, hvad vi ellers skriver om: Spiseforstyrrelser, Psykologi og Anoreksi