”Som barn har man et monster under sengen. Mit monster var den mad, der lå derunder”

Som et monster under sengen, gemte der sig i mange år tom mademballage og madrester under Katrine Juel, når hun lagde sig til at sove.  

Hun kiggede sjældent derned, for hun ville ikke konfronteres med det voksende bjerg af tømte isbøtter, yoghurtkartoner, morgenmadspakker og chipsposer samt rester af boller og kage – og ikke mindst alle de følelser, som det indeholdt.

Katrine Juel var, fra hun var 18 år og en række år frem, syg med tvangsoverspisning. En spiseforstyrrelse, som fik hende til at spise en stor mængde mad i skjul.

Med sin nye bog ’Hemmeligheder under min seng’ håber hun at kunne sætte endnu mere gang i snakken om de usynlige sygdomme og hendes dengang tro følgesvend.

Tankerne

Skal jeg, skal jeg ikke? Jeg skal have mere, nej, jeg skal ej. Ud i køleskabet? Kan jeg nå det, inden min roomie kommer hjem? Nej, jeg kan ej. Jo, jeg kan. Opdager hun, at det er væk? Nej. Jo. Nej. Jo. Mere. Ikke mere. Mere.

Et hav af tanker flyver frem og tilbage flere hundrede gange i minuttet. De er ikke til at stoppe. Og selvom det nu er mere end 10 år siden, at Katrine Juel langsomt begyndte at spise mere og mere, så husker hun dem tydeligt.

”Mad var det eneste, der var i mine tanker. Jeg tænkte aldrig på andet. Så skulle det da lige være, at det var klamt, at jeg var klam, at nu skulle jeg rydde op, nu skulle jeg ikke rydde op,” fortæller hun.

”Jeg vågnede ofte med tanken om, at jeg ikke skulle spise den dag, fordi jeg havde spist så meget dagen før. Men lige efter overtog tanken om, at selvfølgelig skulle jeg dét. Der var hele tiden en kamp inde i mig, som påvirkede alt, hvad jeg gjorde.”

Hemmeligheden

Den store mængde af mademballage fra de næsten daglige indkøb blev gemt væk. Under sengen, hvor ingen så det – ikke engang hende selv. For ingen skulle vide, hvordan hun havde det indeni, og hun ville bare have det til at forsvinde.

”Mange snakker om, at man som barn har et monster under sengen. Det her var mit monster. Det var den mad, der lå der. Det kan godt være, at du gemmer det væk, så du ikke kan se det, men det ligger der jo hele tiden – og det begynder også at lugte, hvis det har ligget der lidt for længe,” siger hun.

”Jeg kiggede helst ikke på det, for bare tanken om det fyldte mig med skam. Men jeg blev nødt til det, når jeg skulle rydde op – og når jeg skulle dét, blev jeg helt robotagtig. Min hjerne slog bevidst fra. Det skulle bare ned i poserne og væk.”

Dengang vidste Katrine Juel ikke, at der er en sygdom, der hedder tvangsoverspisning. Hun vidste ikke, at hun var syg – eller at man overhovedet kunne være syg på den måde.

”Jeg kan godt forstå, at der er mange, som føler, at det er skamfuldt. Det syntes jeg også selv i mange år, fordi det handlede om at spise meget. Og når man spiser meget, tager man meget på,” fortæller hun.

”Mange, der selv er syge, inklusiv mig selv dengang, forveksler det med, at de ikke kan tage sig sammen. Hvorfor er jeg så klam, at jeg bare spiser – hvorfor kan jeg ikke lade være? Det var hårdt at være i, og jeg følte mig virkelig forkert.”

Affaldet

Hun presser, klemmer og presser lidt mere. Men lige meget hvor meget hun prøver, så passer affaldsposen med tom mademballage ikke ind i den lille affaldsskakt.

I ren afmagt styrter hun mod altanen og kaster den ud over rækværket. Snart svæver de tomme plastposer og -bøtter som i slow motion mod jorden fra 25. etage fra den affaldspose, som det viste sig, at hun havde glemt at lukke.

Noget lander på jorden, så hun senere kan samle det op, men noget lander også ovenpå et lille skur, hvor det er umuligt for hende at komme op. Så der bliver det liggende, så hun hver dag, hun står på altanen, bliver mindet om den dag, hvor det hele igen ramlede.

Efter sin indlæggelse var Katrine Juel i perioder stadig påvirket af spiseforstyrrelsen, og nogle år efter hendes udskrivning fra døgnbehandlingen melder den sig stærkt tilbage under et udvekslingsophold i Australien.

Katrine Juel finder aldrig præcist ud af, hvad der af og til sætter gang i sygdommen igen, men hun bliver mere bevidst om, hvad der er ved at ske, når monsteret vender tilbage. Og den dag på den australske altan blev det klart for hende, at det var tid til at tage hjem og få styr på sygdommen igen.

”Du skal anerkende, at det ikke er dig selv, der er noget galt med, men at du bliver påvirket af en spiseforstyrrelse. Du har en sygdom, som bor indeni dig. Det er ikke din skyld. Det er vigtigt at adskille sig fra sygdommen.” 

Bogen

På bagsiden af Katrine Juels nye bog fremgår det tydeligt, at hun selv har lidt af tvangsoverspisning, og at bogen er baseret på egne oplevelser. Det er vigtigt for hende. For da hun selv sad alene på sengen og forsøgte at glemme hemmelighederne under den, manglede hun netop noget eller nogen at spejle sig selv og sin sygdom i.

”Man taler mere om det i dag, men alligevel er det ikke særligt bredt kendt. Jeg tror, at der stadigvæk er mange, som ikke ved, at de fejler det her, og hvorfor de har det så dårligt. Jeg ville selv have sat stor pris på at have haft mere information og flere historier mellem hænderne, dengang jeg selv var syg. Hvis en bog som den her havde fandtes, hvor spiseforstyrrelsen blev omtalt fra et perspektiv, der passede til mit, ville jeg helt klart have følt mig mindre forkert,” fortæller hun.

Selv har Katrine Juel det godt i dag, og hun har ikke været syg i mange år. Men hun har vidst, at hendes fortælling en dag skulle ud. For selvom spiseforstyrrelsen officielt er blevet anerkendt, er det vigtigt for hende, at folk forstår, hvad tvangsoverspisning er, og hvad det går ud på.

”Selvom den hårde fortælling om hovedpersonens spiseforstyrrelse er pakket ind i en historie om kærlighed og venskaber, så håber jeg, at læseren kan mærke, hvor slemt det er, og hvor ondt det gør.”

Men hun håber også, at hendes og bogens fortælling kan give et lille håb til nogen, der står et dårligt sted i deres liv netop nu.

”Jeg håber, at læseren, der selv har en hemmelighed, hvad end det er en spiseforstyrrelse eller noget helt andet, kan se et lys. Jeg håber, at den inspirerer dem og giver dem modet til at sige det til nogen, om det så er at ringe til en anonym telefonlinje eller fortælle det til kioskmanden, hvis ikke de har andre at snakke med,” siger hun.

”Lad være med at gå med problemerne selv. Få andre til at hjælpe med at holde på dine hemmeligheder, så de ikke bliver for tunge for dig selv at bære. Hvis andre hjælper med at bære dem, kan de blive lettere - og det er også der, hvor du kan få hjælp og få det bedre."

Hemmeligheder under min seng handler om unge Kamille, der lever et ret normalt liv som ung voksen, med veninder, fester, kæreste, tanker om fremtiden ... men bag facaden synker hun langsomt til bunds i sit liv på grund af spiseforstyrrelsen BED: Hun spiser. Meget. Alt for meget. Findes der en vej ud af BED, så Kamille kan komme videre med sit liv?