Klar, parat, forhindringsløb: fit tester den nye træningstrend

For et par weekender siden besluttede jeg mig for at prøve en af tidens helt store træningsdiller. De helt almindelige kilometerløb har nemlig fået en stærk konkurrent i form af forhindringsløbet, hvor både dine løbesko og kroppens muskler bliver udfordret. Mit første forhindringsløb bliver i Stockholm, hvor det allerførste Arena Run blev afholdt. Her er det klassiske forhindringsløb med blandingen af kilometre og forhindringer trukket indendørs, og foregår i Sveriges nye nationalstadion, Friends Arena.

På verdensplan er forhindringsløb, også kaldet Obstacle Races (OCR), den hurtigst voksende sport. Og Danmark følger godt med. Dansk Atletik Forbund og motionDanmark har undersøgt løbsmarkedet i en ny rapport, og i den bliver det konkluderet, at en ny type løb virkelig gør sit indtog på løbsmarkedet i Danmark, nemlig løb, som giver deltagerne en anden oplevelse ud over det at løbe en distance og få en tid. I løbene indgår f.eks. forhindringer, mudder, farve, skum, elektricitet, zoombier og udklædning.

Jeg har i mange år været trofast løber, og jeg har et utal af gange løbet med til diverse kvindeløb og DHL. Forrige år prøvede jeg den noget mere farverige udgave af et motionsløb, nemlig The Color Run. Men kendetegnende for de motionsløb, som jeg har deltaget i, er. at de uden tvivl mest har været for hyggens skyld sammen med kolleger og veninder.

Jeg får også hjertebanken, når jeg ser billeder fra arenaen og læser om de forhindringer, der venter mig – det virker ikke som om, at hyggen er i højsædet. Og mit hjerte hamrer endnu hårdere, da jeg fysisk står i arenaen og kan se, hvad jeg skal udsætte mig selv for, når startskuddet lyder. Jeg skal åbenbart både kravle over MEGET høje traktordæk og under biler, forcere en lang række hække i forskellig højde – og der bliver løbet op og ned af op til flere trapper!!

Maraton er blevet mainstream

Herhjemme er Nordic Race det mest kendte forhindringsløb. Partner på Nordic Race, Frederik Eliasen, skabte i 2012 løbet sammen med to andre ud fra ideen om at lave et event, der var inspireret af militærets forhindringsløb. Det første løb i 2012 havde 500 deltagere, og sidste år var det tal steget til 11.500 deltagere. Og deltagerfeltet spænder overraskende bredt. Der har både været deltagere på ni år og på 72 år, som har gennemført.

”Vi kan tydeligt mærke den stigende interesse for konceptløb. Maraton er nærmest blevet mainstream i dag, nu hedder det triatlon, OCR og crossfit, og vores deltagere vil gerne vise for omverdenen, at nu har de også klaret den udfordring,” siger Frederik Eliasen til fitliving.dk.

I 2012 var kønsfordelingen 90 % mænd og 10 % kvinder, men sidste år var dét udlignet til at være 60 % mandlige deltagere og 40 % kvinder.

”Statistikkerne viser, at de mere kendte kvindeløb mister deltagere, og attituden blandt kvinder og fitness har også ændret sig fra at være mere blød til en I can do it-attitude. Vi vil ikke være overraskede, hvis der de kommende år vil være flere kvinder end mænd, som deltager til Nordic Race,” siger Frederik Eliasen.

Brian Rosenkrantz, som er medstifter af OCR Danmark, der er Danmarks største nyhedskanal om OCR, har også et bud på succesen.

”OCR-løbene indeholder også et stort socialt element, som tiltrækker mange. Der kan være kø ved forhindringerne, men alle hjælper hinanden med at komme over. Og så snart du er hoppet ned i den første mudderpøl, slipper du alle hæmningerne, og har det super sjovt,” siger Brian Rosenkrantz.

I can do it … eller hvad?

”Selvfølgelig kan jeg klare det”, bliver hurtigt til, ”hvad har jeg dog sagt ja til”, inde i mit hoved, da jeg venter i startboksen. Heldigvis har jeg en løbemakker med, nemlig Christina Bagger fra Presskontakterna. Hun har inviteret mig med på turen, og vi bliver hurtigt enige om, at vi hjælper hinanden igennem de 23 forhindringer og 5 kilometer. Vi bliver sendt af sted i grupper på 40, så der ikke bliver for lang kø ved forhindringerne – ret smart. Da starten lyder, flyver mere end 2/3 del af min gruppe af sted, men jeg beslutter mig for ikke at lade mig stresse af det. Jeg har ingen ambitioner om at stå øverst på sejrsskamlen, at gennemføre vil være en sejr for mig i dag.

Så er vi i gang. fit livings udsendte i turkis t-shirt lægger roligt ud.

De første fem forhindringer bliver klaret – der skal hoppes over lave hegn, igennem en masse hængende bildæk og kravles under et net. Det går da meget godt, synes jeg, selv om jeg godt kan se, at min teknik halter noget efter de mere øvede, som nærmest svinger sig over, under og igennem forhindringerne. Derefter går turen ud af arenaen og ind i en tom parkeringskælder, hvor de første kilometre bliver tilbagelagt. Det er lidt gråt og ensomt, og jeg savner musik til at komme ind i en god løberytme, men samtidig er det her et element, som jeg mestrer.

Omkring 1,5 kilometer senere løber jeg ind på arenaen igen, hvor jeg skal nedlægge endnu fem-seks forhindringer, for at løbe ud igen. Og her venter der trapper, som jeg skal bestige for at komme helt op i toppen af stadion – og det er hårdt. Jeg hiver efter vejret, da jeg endelig når toppen, og her venter der mig en kilometers løb rundt på gangene. Det er ubeskriveligt hårdt, og jeg kan kun fokusere på at sætte den ene fod foran den anden igen og igen, indtil jeg skal ned i arenaen langs tilskuerrækkerne. På vejen ned får jeg opmuntrende tilråb fra officials og frivillige, og jeg har brug for lidt pep for at kunne klare de forhindringer, som venter mig, når jeg er nede i arenaen igen.

De små sejre tæller

Men hvorfor er der så mange, der pludseligt synes, at det er super fedt at forcere høje forhindringer, kravle under biler eller kaste sig i mudder?

”De tilbagemeldinger, som vi får fra vores deltagere, er, at de ønsker at overvinde en frygt for specifikke forhindringer, hvad enten det er højde, strøm eller fysik. Det er de små sejre, som de får, når de overvinder frygten og gennemfører løbet. De er glade og stolte over at have klaret det, og næste år har de taget deres venner med. Det er en tendens, som vi ser hos både vores mandlige og kvindelige deltagere,” fortæller Frederik Eliasen. 

Brian Rosenkrantz er et levende eksempel på den tendens.

”Da jeg løb mit første forhindringsløb, syntes jeg, at det var helt vildt sjovt. Jeg tog min nabo med til næste løb, og han blev lige så hooked, som mig og spurgte, hvornår vi kunne løbe det næste løb …” fortæller Brian Rosenkrantz til fitliving.dk.

Han har også mærket den stigende interesse for forhindringsløb indenfor de seneste to år, både fra løbere, arrangører og sponsorer, hvor bl.a. Reebok er aktuelle med en træningskollektion specielt designet til forhindringsløbere.

”Det fede ved forhindringsløb er, at det er for alle, for ved de fleste løb kan du løbe udenom forhindringerne, hvis du ikke kan klare dem. Derfor er det også meget forskellige typer, der deltager. Nogle gør det for præstationen, at kunne måle sig med andre og sig selv fra løb til løb, der er også en elite, som gør det for konkurrencen. Men alt i alt er det en sportsgren for alle. Det er for eliten, firmaholdet, der gerne vil have boostet deres teamspirit, venner og veninder, gamle som unge, alle kan gennemføre det samme løb. Sidste år var der en kvinde på 84 år med til et race, og hun havde taget søn og datter med, som kunne hjælpe hende over de sværeste forhindringer, siger Brian Rosenkrantz.

Blodsmag i munden

Kombinationen af løb, trapper og forhindringer er benhård. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg skal mobilisere alle kræfter i min krop for at kunne trække mig op på de høje wrappede halmruller eller forcere et tårnhøjt traktordæk ved at klatre op af det. Heldigvis er der kø ved det højeste traktordæk, så jeg kan nå at få vejrtrækningen til at falde lidt til ro. Da det bliver min tur, sidder Christina Bagger på toppen og rækker en hånd ud, som jeg tager gladelig imod.

De efterfølgende hække er også lavet et par centimeter for høje efter min smag, og min mangel på kræfter får mig til at tage den meget roligt over. Jeg kan se på andre deltagere, at de har en anden teknik, som får det til at se legende let ud, men mit ellers veludviklede konkurrencegen holder jeg helt i ro. Jeg vil hellere gennemføre uden at komme til skade, og jeg kan mærke, at man skal være vågen og opmærksom, når der skal klares forhindringer. Hjernen kan så slappe mere af, når jeg har de lange løbepas indimellem.

Da jeg endelig til allersidst kan løbe op af den afsluttende bakke og nå målstregen, jubler jeg indvendigt. Jeg klarede den! Med vaklende ben og lettere blodsmag i munden kravler jeg ned, og får en stor medalje om halsen og et glas tiltrængt koldt vand i hånden.

Vil jeg gøre det igen? Helt sikkert. I de 34 minutter, som det tog mig at gennemføre banen, tænkte jeg mange gange undervejs, at det her er for hårdt, det magter jeg ikke, nej nu kan jeg ikke mere. Men jeg gav ikke op, og der er ingen tvivl om, at jeg ikke vil kunne score topkarakterer for de måder, jeg klarede nogle af forhindringer på, men jeg besejrede alle 23, og jeg klarede alle trapperne op og ned og op og ned, og jeg løb alle kilometrene.