Sponsoreret indhold
Lotte Kaa Andersen: ”Det var enormt befriende”
Forfatteren Lotte Kaa Andersen har gennem sit virke altid været god til at omsætte hændelser og følelser til ord og sætninger med mening.
Lyt til episoden af podcasten Kære Overgang, hvor Annamette Fuhrmann taler med Lotte Kaa Andersen og Søs Wollesen om overgangsalderen og den mentale udfordring i forbindelse med overgangsalderen her:
Først vidste hun faktisk ikke, at det var overgangsalderen, der var på spil. Hun fik sin første hedetur i forbindelse med det pressemøde, hvor Mette Frederiksen annoncerede, at landet lukkede ned pga. corona.
”Der gik et par måneder, hvor jeg faktisk gik og troede, at det nok bare var mig, der var meget sart over for det her, der skete omkring mig.”
Da det først gik op for hende, hvad der var sat i gang, følte hun en sorg, fordi hun skulle tage afsked med noget, hun havde været glad for.
”Altså hele det her med at være fertil og i gang og have børn omkring mig, syntes jeg, var sådan et stort potentiale, hvor man byggede op. Jeg var virkelig glad og stolt over at være fertil, og jeg havde en stærk identitet omkring det. At være sådan en der kunne føde børn og tage mig af dem. Og det følte jeg endte, selvom det jo egentlig er noget sludder.”
Den sorgfulde tilstand begyndte for alvor at forsvinde, da hun begyndte at skrive om det – og læse og tale om det. Hun fik arbejdet sig igennem det på sin egen måde.
”Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skulle være kommet igennem det. Jeg tænker, når jeg skriver. Og for at forstå alt det der foregår i min krop og i mine tanker. Uroen og rastløsheden. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, og det var jo også, fordi jeg sov så dårligt.”
Bogen Mit hemmelige liv blev hendes faste holdepunkt i et virvar af nye tilstande og følelser, hvor hun skrev sig igennem alt det svære.
”Min bog er baseret på, at jeg taler med andre kvinder på vores alder samt med nogle eksperter. Og hele det her med at være ude og vende det til handling var enormt godt for mig. Jeg manglede viden, samtale og det at blive genkendt. Og ikke mindst at sætte ord på og ikke føle mig alene. Alle andre havde det jo ligesom mig. Det var enormt befriende at skrive og tale om det. Så det er det, der har hjulpet mig.”
Bogen gjorde det klart for hende, at hun havde behov for et fællesskab. Et fællesskab hun fandt hos de af hendes veninder, der gik igennem det samme.
”Jeg har kunnet tale med mine veninder, der jo havde det på samme måde. Så jeg ikke skulle føle mig sær og alene om det. Det, at vi deler hinandens historier, kan både afmystificere og hjælpe. Erfaringsudveksling – det er det, der har hjulpet mig allermest igennem.”