"Kære mor - lige nu gør det ondt at være mig"

Kære mor

Lige nu gør det ondt at være mig. Det føles så dumt at sige, for jeg ved godt, at jeg burde have det bedre end de fleste. Jeg har dig og far, som vil krydse alle verdens have for mig. Jeg har en masse venner, som jeg fester, griner og er fortrolig med. Jeg får gode karakterer i skolen, og jeg har generelt styr på alt i mit liv. Jeg har bare ikke styr på mig selv.

Inde i min krop er der en mørk skygge. Sådan føles det i hvert fald. Den lægger sig som et tæppe over min glæde, mine grin, mine kærlige følelser og min appetit på livet. Jeg går rundt som et spøgelse af mig selv, uden lysten til at deltage i alt det, jeg elskede tidligere. Ingenting giver mening. Det værste af det hele er, at jeg ikke ved, hvorfor jeg har det sådan.

Jeg savner faktisk mig selv. Og du vil sikkert sige: ”Jamen, hvorfor finder du så ikke ind til dig selv igen, i stedet for at gå rundt og være ked af det?” Jeg ville ønske, jeg vidste hvordan.

Tidligere gik jeg i folk med træsko på. Jeg var den, der grinede højest og fyldte i forsamlinger. Jeg gik klædt som regnbuens farver og forpestede alt, der havde en bismag af jantelov. Jeg elskede livet, og jeg var fandme god til at leve det.

Nogle gange føles det som om, at den del af mig er helt væk og aldrig kommer tilbage. Og det gør mig ulykkelig.

Nu føler jeg mig lille i store forsamlinger. Jeg gemmer mig i tøj, der er for stort til min krop, og jeg siger kun noget, hvis folk spørger mig. Jeg føler mig tyk, tilovers og dum. Når jeg besøger mormor, spørger hun altid, om der er noget galt, fordi jeg er så stille. Jeg smiler altid og siger nej, men der er jo noget galt. Og det gør mig ked af det, at jer omkring mig kan mærke det på mig. For jeg prøver virkelig at være den pige, jeg plejede at være. Ikke den her skal af mig selv.

LÆS OGSÅ: "Kære mor – jeg er stoppet med at spise"

Det værste af det hele er, at jeg slet ikke aner, hvad jeg har brug for. Hvad du kan gøre for at hjælpe mig. Det eneste, jeg har lyst til, er at lukke døren og græde. Græde, græde og græde. Når jeg forsøger at åbne op over for dig, forsøger du oftest at helbrede mig. Finde på ting, jeg kan gøre for at få det bedre. Flere gåture, mindre mobiltid og mere kvalitetstid med dig. Selvom det er sødt af dig at prøve at fikse mig, får jeg mest af alt lyst til at trække mine ord tilbage og lukke mig inde i mig selv igen. Jeg har nok bare brug for, at du lytter, når jeg taler.

Jeg er ked af, jeg ikke fortæller dig særlig meget mere. Siden jeg var barn, har du været min tætteste fortrolige, og jeg har kunnet fortælle dig alt. Det ved jeg også, at jeg stadig kan, men nogle gange skammer jeg mig over mig selv. Jeg synes, det er pinligt, at jeg er så ked af det. At jeg tænker så grimme ting om mig selv, når det eneste dig og far nogensinde har gjort er at fylde mig med kærlighed og selvtillid. Jeg vil jo ikke skuffe jer.

Når jeg ser børnebilleder af mig selv, kan jeg få ondt i maven over, at jeg tænker så grimt om hende. Lille mig. Jeg tror, vi begge savner hende.

Kærlig hilsen mig.