Det bedste, man kan sige om kedelig træning er, at det er skønt, når det er overstået. Tænk, hvis motion ikke bare handlede om at kunne se Sundhedsstyrelsen i øjnene, men var skørt og sjov – så de timer, du brugte på træning, også gav overskud på andre områder, f.eks. pustede til dine ambitioner, gjorde dig stærk, modig og mere konkurrereminded. Klassiske maskuline dyder? Måske, men det er ikke kun toptrænede, maskuline kvinder, der kan være med her. Tværtimod, forklarer specialestuderende og mor til to drenge, Pernille Lippmann, der bor i rækkehus i Trørød med sin kæreste.
– På trods af, at jeg kom ind totalt mudret og adrenalinpumpet, følte jeg mig da superfeminin, bare stærk og stolt oveni, siger Pernille Lippmann, der var ret spændt på, om hun overhovedet kunne gennemføre de fem kilometers forhindringsløb Warrior Dash i Valby Parken. Hun meldte sig mest til for at teste sine egne grænser.
– Jeg kan godt lide mandehørm og hård fysisk træning. Det er første gang, siden jeg stoppede med at ride som 18-årig, at jeg har fundet en træningsform, der gør mig lige så glad og ambitiøs i forhold til min træning. I virkeligheden er jeg overhovedet ikke til mudder og grænseoverskridende ting, men det er jeg så alligevel. For det tvinger mig ud af min komfortzone, og det kan jeg mærke er fedt for mig både fysisk og mentalt. Jeg skal bare have meget mere af den slags løb, og næste gang skal det være hårdere. Ifølge Pernille Lippmann er det sjovt, udfordrende, det kalder på teamånd (hun løb sammen med seks andre som et hold), og så er det samtidig tilpas anderledes og vildt.
LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: Guide: Svøm dig smuk og slank
– Jeg har sorte negle på tredje dag, men jeg er også høj af, at man virkelig kæmper sammen med nogle søde mennesker. Det er ret væsentligt. Også at finde ud af, at jeg har flere kræfter, end jeg går og tror, og end jeg bruger… Der er altså noget ved at få fysiske udfordringer, du ikke tror, du kan klare, og så gøre det. Jeg troede sgu’ ikke, at jeg kunne klatre over en fem meter høj mur! Da jeg kom hjem, var det første, jeg gjorde at finde to nye løb til efteråret, lidt længere og lidt koldere, siger Pernille der træner Cross- Fit fast to aftener om ugen og kalder det ”benhård” prioritering.
– To aftener om ugen smutter jeg hen og træner, efter drengene er puttet. Det bliver på bekostning af at kunne se veninder, for jeg kan ganske enkelt ikke trække mere tid ud af kalenderen, når jeg samtidig vil være sammen med børn og mand og også skal passe studiet og tyve timers studiejob. Til gengæld giver de to timers træning mig kæmpe overskud til hverdagen.
Pernille vidste godt, at træning gav overskud. Men hun opdagede en ny kraftreserve i sig selv, da hun begyndte at træne til Warrior Dash.
– Det er virkelig sjov og livsbekræftende. Jeg kunne godt finde på at løbe flere ekstremløb, fordi det kalder på noget basalt i dig. Rent fysisk er det til at komme i nærheden af for alle, der kan løbe fem kilometer. Du kan jo tage det i dit eget tempo, og hvis du giver dig tid, er ingen af forhindringerne uoverkommelige, forresten kan du bare løbe udenom, hvis ikke du gider en af dem, eller den er for svær. Det er kun for sjov...
Se Pernilles dagbog fra mudderløbet på næste side.Tidlig morgen // ret nervøs
Mit startnummer ligger klar sammen med resten af det træningstøj, jeg skal have på til Warrior Dash. Uret er stillet på hverdagstid, så jeg kan nå at dulme nerverne med et stille bad, før familien vågner. Jeg er mest nervøs, fordi jeg ikke aner, hvor hårdt det bliver. Jeg har trænet, som jeg plejer, uden at øve mig specielt op til konkurrencen. Jeg håber, jeg er modig og stærk nok til forhindringerne. Den fem meter høje mur bliver min værste udfordring, én ting er at komme op, men du skal ned på den anden side bagefter. Jeg spiste en halv liter is fra Paradis i går aftes, men mon ikke det går?
Kl. 8.00 // så skal der spises
Jeg spiser morgenmad med familien. Min kæreste serverer to spejlæg med spinat, nødder og avocado til morgenmad, kaffe, nøddebar og en banan, så jeg har ”fulde depoter!” og ikke risikerer at gå sukkerkold. Børnene får havregrød.
Kl. 9.00 // tik tak, tik tak
Team Fabrikkens Warriors, holdet, jeg har samlet via Facebook i ugerne op til løbet, mødes foran Fabrikken, som er et CrossFit-center. Vi ankommer håbløst tidligt til Valby Parken og parkerer lang pokker i vold, fordi jeg er sådan én, der kan lide at have styr på tingene og være i god tid. To timer til start…! Ventetiden bruger vi på at fryse og snakke, til opvarmningen går i gang. Godt vi er med i første heat, så vi ikke som andre skal vente til ud på eftermiddagen med at blive skudt af sted.
Kl. 12.00 // er det ikke værre?
Starten går. Så meget adrenalin og ventetid for dette antiklimaks af en start, hvor vi nærmest ikke kan komme frem på stien. Det går langsomt, fordi mange af deltagerne prøver at løbe sammen på en smal parksti. Vi har også aftalt at løbe som team, men det viser sig hurtigt at være en dum ide, og efter en kilometer aftaler vi at splitte op. De første forhindringer er ret ukomplicerede såsom hop over træstammer, pinde og hegn, som du bagefter skal ned og kravle under. Det gør arme og ben godt trætte, men alle kommer over på hver deres måde, afhængig af højde og drøjde. Selvom forhindringerne ikke er svære, så ligger vanskeligheden i at økonomisere med kræfterne. Du ved ikke, hvor langt der er igen, og hvordan din krop vil reagere.
Muren //klatretøs i panik
Pludselig får jeg øje på den fem meter høje væg, som jeg har frygtet mest i løbet. Jeg tager en dyb indånding og begynder at klatre op. Det går egentlig o.k., men oppe på toppen har jeg svært ved at få benet over på den anden side og panikker lidt. Hvad pokker gør jeg her? Jeg får råbt nogle grimme ord til nogle drenge i lyserøde T-shirts, fordi de presser mig bagfra, samtidig med at jeg er bange. De viser sig at være et ”love-team”, som er vildt søde og plaprer løs om kærlighed og fortæller, hvordan jeg smartest bærer mig ad med at få begge ben over og kommer sikkert ned. De har ret. En-to-tre, så står jeg med fødderne på jorden igen. Næste forhindring – hvis jeg ellers husker rigtigt – er bildæk, som hænger og dingler i en lang tunnel. Denne forhindring klarer pigerne bedre end drengene. Vi kan nærmest danse os mellem dem let på tå.
Kl. 12.15 //i vand til navlen
Vi kravler igennem en lang, mørk tunnel. Det føles ikke uhyggeligt, for vi bevæger os nærmest i takt og kommer til at grine. Ud af tunnelen og forbi trekilometerskiltet, hvor jeg ca. halvvejs møder én, jeg kender. Vi følges lidt ad, og han er så venlig at give mig nogle tricks til at forcere et langt net. Efter nettet bliver det ufatteligt varmt den næste kilometer, hvor vi blandt andet løber igennem højt græs og træer. Efter det drøner jeg af sted alene og løber blandt andet igennem en å – med vand til navlen! Det er vildt hårdt og betyder våde tunge løbesko den sidste kilometer. Efter åen løber vi op ad en pyramide skabt af kasser og gennem lav ild, så benene ikke bliver brændt af. ”En kilometer tilbage!” er der nogen, der råber. Jeg giver den gas op ad sidste mudderbakke, og ved, at der kun er mudderbassinet tilbage: Ned i stadset og i mål. Det er egentlig o.k., så det er nok mest mentalt, at det føles tosset at kaste sig ned i et mudderbassin…
Kl. 12.30 // – jeg gjorde det!
Jeg er ikke helt tilfreds med tiden på 30 minutter og 11 sekunder, for jeg føler, at jeg kunne have løbet stærkere, men at jeg holdt igen, fordi jeg ville spare på kræfterne og troede, det værste kom om næste hjørne. Men jeg er klar til at tage turen én gang til. Med i de 400 kr., det koster at deltage, er en T-shirt, en grim hjelm og en spuling med haveslange. Det sidste springer jeg over, køen er for lang, så jeg hopper i søen og bliver ren sammen med nogle andre.
LÆS OGSÅ: Hot Yoga: Så meget tabte Louise sig på 4 uger
