Betinna Hansen

Foto: Privat Betinna Hansen har netop gennemført sit femte NYC-marathon - og sammenligner det med at skrive en bog.

"De sidste 15 kilometer begyndte jeg at tale til mig selv – som da jeg skulle føde min ældste datter"

Klummeskribent Betinna Hansen skriver så fint om at løbe langt, at vi får lyst til at løbe med.

7. november løb jeg mit femte New York City Marathon. I dag værker mine ben. Jeg vralter afsted som en gravid kvinde i 41. uge.

Det at løbe maraton er lidt som at skrive en bog. Det handler om ens evne til at udholde og overkomme nederlag. Lad mig lige indskyde, at jeg ikke er pessimistisk anlagt, det er min erfaring.

Man vælger en masse ting og mennesker fra, så man kan fokusere. Man får skriveblokade og blodvabler på begge fødder, og ens tånegle begynder at falde af, men hey, sådan er det. Det er prisen, og det er billigt sluppet, hvis ens anstrengelser bærer frugt.

Men hvis man har givet sit hjerteblod og gennemlæst sit manuskript så mange gange, at man er blevet ordblind, og alle forlagene alligevel takker nej, så er følelsen lig den, man bærer rundt på, når man har løbetrænet i et helt år – trods hedebølger og oversvømmelser (jeg bor i New York) – for så at gå sukkerkold de sidste 10 kilometer.

Det var dét, der skete for mig i går. Jeg ramte muren, som de siger. Frontalt.

Man kan så vælge at give op eller bide smerten i sig og fortsætte. Jeg fortsatte. Det ene ben foran det andet.

Første gang jeg løb NYC Marathon var ovenud fantastisk. Mine ben var stærke, og jeg var ekstatisk, ét stort smil fra start til slut. Jeg klaskede håndflader med folk langs ruten, spiste de appelsinbåde, de stod med i store skåle, og smilte kækt til fotograferne, der knipsede løs. Mads og Monopolet jokede i mine ører, og jeg smågrinte, når jeg overhalede de veltrænede mænd i korte løbeshorts, der lå helt sammenkrøllede på asfalten og vred sig i smerte. Alle ved jo for pokker da, at man ikke skal spurte fra start. Jeg tog det stille og roligt og nåede i mål, inden den fjerde time oprandt.

Som langdistanceløber sammenligner man ikke sig selv med andre. Man sammenligner sig selv med sig selv. Hvad var min tid sidste år? Kan jeg slå min egen rekord? Det kunne jeg så ikke. Den eneste rekord, jeg slog i går, var i at være langsom.

På 5th Avenue blev jeg overhalet indenom af Chelsea Clinton, og da jeg endelig nåede Central Park, var jeg kridhvid i ansigtet og missede både Hillary og Bill (Chelsea løb i mål 3:59:09 – 16 meget lange minutter før mig.)

De sidste 15 kilometer begyndte jeg at tale til mig selv – som da jeg skulle føde min ældste datter og stadig troede på en naturlig fødsel uden diverse medikamenter.

Og her kommer en opfordring: Kære læser, hvis du selv går og drømmer om at løbe et maraton, så husk for Guds skyld at pace dig selv. Udregn din gennemsnitshastighed og stick to it. Det hjælper også at løbe med en form for armbåndsur, hvilket jeg åbenbart så mig for god til. Heldigvis lærer de fleste af os af vores fejl, halleluja, og jeg har skrevet løbeur øverst på ønskelisten – desuden fødte jeg resten af mine børn mere eller mindre bedøvet. Epiduralen, der blev sprøjtet ind i rygmarven, lammede kun venstre side af min gravide krop, men det er en anden historie. Den vil jeg ikke kede dig med.

Da jeg boede hjemme hos mine forældre i Jylland, stod jeg op, mens det stadig var mørkt og koldt for at løbe, inden jeg cyklede i skole. Da jeg gik på efterskole, tilmeldte jeg mig orienteringsløb, og da jeg rejste til Afrika for at arbejde i et års tid, var det første, jeg pakkede, mine løbesko. Langdistanceløb, erfarede jeg, passer ret godt til min personlighed. Det at spurte og komme hurtigt i mål har aldrig været mig.

Når man træner til et maraton, og når man skriver på et manuskript, tilbringer man meget tid alene. Egentlig kan jeg rigtig godt lide andre mennesker og bliver tit overrasket over, hvor søde de kan være – som den 67-årige newyorker jeg tilbragte hele min fredag sammen med.

Vi uddelte løbenumre til alle maratondeltagerne, og han fortalte mig, at han havde løbet 29 maratoner. Og så fandt han en 5-dollarseddel, som han venligt trykkede ned i hånden på mig. That’s yours, sagde han og blinkede med øjet. Han lignede Larry David på en prik, ham fra Curb Your Enthusiasm. Faktisk sidder jeg her og kommer helt i tvivl, om det var ham. Brillerne og den skallede isse, næsen, jeg rigtig nok kun delvist kunne se på grund af mundbindet, som var af stof. Han var født i New York, ligesom Larry David, og talte med en indgroet newyorkerdialekt. Han havde en rar stemme. Jeg blev helt trist, da det var tid til at sige farvel.

Men jeg kan også godt lide at være alene. Jeg holder af at løbe alene i skoven og lytte til fuglenes sang, og når jeg skriver, har jeg det allerbedst, hvis jeg kan få lov til at sidde i fred og ro – hvilket sjældent sker.

Nogle gange går ens anstrengelser tabt. Indbakken fyldes med generiske afslag, og ens ben gør så ondt, at man har lyst til at save dem af. Det er frustrerende, og man har brug for en pause. Men andre gange lykkes det – man åbner en e-mail fra et forlag, der gerne vil udgive ens manuskript, og man løber over målstregen, mens tavlen lyser 3:54.

Dét øjeblik er det hele værd.

Betinna Hansen (f. 1982, Danmark) er bosiddende i New York City og uddannet forfatter fra Columbia University.Læs mere på Betinna.com

Se, hvad vi ellers skriver om: Løb, Marathon, Klumme og New York