Når du oplever
symptomer på perimenopause eller overgangsalder, er den første, du møder, i din
jagt på hjælp, oftest den praktiserende læge. Og selvom overgangsalder har
været en lige så sikker konsekvens for kvinder, som at efterår kommer efter
sommer, så oplever mange kvinder, at de ikke altid bliver taget alvorligt eller
bliver tilbudt den rette behandling, når de sidder foran lægen. Og det kan der
ifølge praktiserende læge Philip Vensby være flere grunde til.
– Først og fremmest vil jeg sige, at overgangsalder
er noget, vi oftest burde kunne klare i almen praksis. Problemet er bare, at de
praktiserende læger i dag har megatravlt, og der er normalt afsat omkring 10
minutter til et kvarter til at se en patient, skrive et notat, lave en
henvisning eller en recept. Og det passer ikke særlig godt, når der kommer en
kvinde ind ad døren, som er bekymret, utryg og ikke kan forstå, hvad hun går
rundt med. I sådanne situationer er der ofte brug for en længere samtale. Og
derfor oplever vi, at der er mange kvinder, som ender ud med at føle sig
overhørt eller overset, forklarer han.
Han oplever generelt
rigtig mange kvinder, der kommer i hans praksis med symptomer på menopause
eller overgangsalder, men mange af dem ved ikke, at det kan være netop dét, der
driller.