Sisse Fisker: Pludselig var jeg hende, der hele tiden havde ondt

Sisse Fisker ligger på sin sofa. Hun har ligget der i 100 dage. På langs. På dobbeltdosis antibiotika. Med en varmepude under lænden, som har været placeret der så tit, at den efterhånden har lavet et mørkt brændemærke dér nederst på ryggen. Mens hun har ligget der og kigget op i loftet, har hun tænkt. Bl.a. på dengang, hun løb sine fem maratoner, The Big Five i Sydafrika. Som hedder sådan, fordi man kan være så heldig at møde de store fem i løbet af strækningens 42 kilometer: elefant, næsehorn, løve, leopard og bøel.

– Jeg løb det sidste stykke alene, og der var helt stille. Himlen var fuldkommen blå, der var antiloper, der løb hen over savannen og ved et kroget træ få meter fra mig stod en enlig giraf. Det var surrealistisk, jeg havde en vild fornemmelse i kroppen og var i superform – som føltes som at være på toppen af verden.

– Maraton kommer jeg aldrig til at løbe igen, har lægerne sagt. Men i mandags gik jeg en hel kilometer ned til Irma og tilbage igen – uden at få ondt dagen efter. Og jeg cyklede to kilometer i sidste uge. Jeg har altid elsket sport, håndbold, actionsport, at klatre, stå på ski, løbe og cykle. Jeg har cyklet til Paris. Og jeg har været vant til at løbe - kilometer om ugen. Så det er klart en stor del af min identitet, der er udfordret. Men der sker også noget med ens psyke under et langt sygdomsforløb: Bare én dag uden smerter – og jeg er dybt taknemmelig.

Sisse Fisker er mor til Samuel og Isak på tre og to år. En dag for to år siden bøjede hun sig for at løfte sin yngste søn op fra gulvet. Han var fire måneder gammel, og hun havde barsel fra sit job som studievært på Aftenshowet på DR . Bevægelsen udløste en så intens smerte i lænden, at hun knækkede sammen og liggende på gulvet måtte ringe efter sin mand. Den dag begyndte en anden form for maraton gennem sygehusvæsen og behandlersystem.

– Jeg havde uforklarlige og stærke smerter i ryggen, og jeg har prøvet alt. Fået taget røntgenbilleder og gået fra undersøgelse til undersøgelse. Fra kiropraktor til osteopat til bækkenspecialist. Uden at kunne få noget svar. Til sidst tænkte jeg: „Er det kræft? Er jeg skør – har jeg i virkeligheden slet ikke ondt, er det bare noget, jeg tror? Jeg var ved at blive vanvittig. Og fik bl.a. at vide af lægerne: „Du skal bare træne, ud at løbe, det er godt at bruge kroppen”. Så det gjorde jeg, selv om det gjorde vildt ondt, og jeg humpede af sted med en hånd på lænden.

NÅR JEG KUN KAN LIGGE, HVAD KAN JEG SÅ?

En MR-scanning gav svaret til sidst: To diskusprolapser, et brud på en knogle i lænden – og modicforandringer, som er en betændelsestilstand, hvor væske siver ind i knoglerne og langsomt nedbryder dem.

Sisse Fisker har siden fået fortalt, at der stod 14 rygspecialister til en konference og kiggede på billederne uden at kende navnet på patienten og sagde: „Det der kan godt ligne et brud omkring lænden, som langdistanceløbere får. Typisk elitesportsudøver, de presser nogle gange sig selv for langt”.

– Det blev jeg på en underlig måde lidt stolt af – at jeg i det mindste lignede én, der var i fantastisk form. For Sisse Fisker er vant til at være fysisk stærk. Til at være hende den seje og handlekraftige. Det er en del af hendes mentale dna. Hun har ikke leget med dukker, hun har leget med drenge. Og fik sin første knallert af sin far, da hun var 11 år. Familien overtog bedsteforældrenes landejendom uden for den lille by Tårs i Nordjylland, og drengene fra klassen kunne godt lokkes med derud, siger Sisse Fisker. Fordi:

– Vi drønede rundt på min togearscresent, og vi fiskede ørreder i søen og grillede dem om aftenen. Siden efteråret har det været en anden form for styrke, Sisse Fisker har skullet træne. Evnen til at lave – stort set – ingenting. Evnen til at lytte ekstremt opmærksomt til kroppens behov. Evnen til at sige „det kan jeg desværre ikke” – gøre, ordne, fikse, hjælpe med.

– I oktober fik jeg endelig svar på, hvad der er galt med min ryg. Det var en lettelse – for nu var der i det mindste en forklaring. Men jeg sad også og tudede og sagde: „Jamen, det er jo snart jul, og mit job og min familie… jeg er nødt til at være der”. For meldingen var: „Du skal sygemeldes øjeblikkeligt, og du skal ligge ned i tre måneder, hvis der overhovedet skal være en chance for, at du får det bedre. Alternativet er, at det kun bliver værre herfra”.

– Jeg er pissepligtopfyldende, og det giver mig en masse at være hende, der lige har overskud til at hjælpe. I de sidste to år har jeg fyldt mig med Ipren for at holde mig oppe. Men nu var der bare ikke andre udveje, hvis jeg ikke skulle blive helt invalideret af den ryglidelse. Og så måtte jeg jo sige: „Okay, men hvad kan jeg så?”

– Ja, jeg kan ligge her og forhåbentlig få det bedre. Jeg kan have ekstra god tid sammen med mine børn i den her periode. Og alle, som kan holde ud at se mig i joggingtøj og på langs, må gerne komme og være sammen med mig her. Til gengæld har antibiotikaen gjort, at jeg har været ekstremt træt og uden appetit. Jeg er gået i seng ved -tiden samtidig med børnene, har stort set ikke lavet mad i tre måneder og levet af kae og chokolade. Det er jo det, der sker, når man ikke bruger kroppen. Man mister også lysten og motivationen til at leve sundt på andre områder.

– Hvordan har det påvirket din mands og dit forhold?

– Det, der klart har været værst for mig, var at acceptere en anden side af mig selv. Jeg har altid været hende den seje og stærke, der var i supergod form. Og pludselig var jeg hende, der pev og havde ondt hele tiden. Gudskelov har vi en historie sammen… inden alt det her. Og heldigvis har Sune aldrig været træningsnarkoman ligesom mig. Det ville have været svært. Jeg stod ved mållinjen til Copenhagen Marathon og så nogle venner løbe over sidste år. Der var jeg ved at græde og tænkte: „Bare det var mig”.

DET BEDSTE, JEG VED...

BOG: Pippi Langstrømpe, som jeg læser for mine børn igen og igen. Elsker Astrid Lindgren.

SKØNHEDSPRODUKT: Tromborgs Aroma Therapy Body Lotion. Som smør på huden.

SNACK: Cashewnødder og mørk chokolade i alle afskygninger.

HEMMELIG SYND: Det er ikke en hemmelighed: Jeg elsker chokolakrids.

FERIE: Mit livs bedste ferie var sommerens bryllupsrejse til Santorini med min mand. Champagne på sengen hver morgen med udsigt over havet. og høj på kærlighed!

TRÆNING: Cykling og styrketræning med min personlige træner Michelle Kristensen.

DRIKKE: Alle slags bobler. Og cappuccino med sødmælk.

MAD: Alt italiensk, alt spicy. Gerne tilberedt af andre end mig selv. Jeg vil hellere bruge min tid andre steder end i køkkenet.

MUSIK: Hører Pippelipop med Kalle B med mine drenge og lytter selv til Pharell Williams, Lorde og Le Youth.