”Vi må forstå, at følelserne hører til hos den unge, mens støtten hører til hos os”

Tallene taler deres tydelige sprog: Hver tredje unge kvinde og hver femte mand i aldersgruppen 16-24 år vurderer deres eget mentale helbred som dårligt. Det er en fordobling på bare 10 år. Måske er du mor (eller far) til en af dem. Måske er dit barn på vej ind i den ungdom, der ifølge alle statistikker er meget sværere end tidligere. Et er sikkert: Forældre vil altid deres børn det bedste, men når de unge bliver angste, stressede eller deprimerede, kan det være svært at vide, hvad man skal stille op. Her kan du møde to eksperter på området, som giver deres allerbedste råd til forældre, der gerne vil lytte, forstå og ikke mindst hjælpe deres børn. Anna Bjerre er direktør i organisationen GirlTalk, der hvert år hjælper hundredvis af unge kvinder med deres problemer. Ikke blot kan de i organisationen mærke et langt større behov for et forum som GirlTalk, men hun kan også bekræfte, at kompleksiteten af de unges problemer er blevet langt større.

"Der er mange, som er tilbøjelige til at tænke, at det er de unge, der er noget galt med i dag. At de er blevet mere følsomme, forkælede og sårbare. Men det er ikke de unge, der er noget galt med. Det er derimod det præstationssamfund, vi har fået opbygget de seneste mange år. De unge presser sig selv i langt højere grad end tidligere, og mentalt kan mange ikke holde til det i længden. Det må ikke være et succeskriterie, at de skal vride armen rundt på sig selv og gennemføre noget, der ikke er sundt for dem," siger Anna Bjerre.

"For mig er et af kendetegnene ved den kultur, de unge vokser op i, at der er meget få holdepunkter. Du kan blive til hvad som helst, og du kan tro på hvad som helst. Det hele er på mange måder kastet totalt op i luften, og det gør det svært for unge at have et ståsted i livet. Uden et ståsted kan du heller ikke stå ved dig selv, og det er dér, det bliver svært at være menneske. Især som ung, hvor man skal til at finde ud af, hvem man skal være i livet," siger Sofie Münster.

I samme rapport fra Psykiatrifonden kan man læse, at 71% af de unge mellem 16-24 år tror på, at de kan blive til lige, hvad de vil, så længe de tager sig sammen. De har fra barnsben fået at vide, at det kun er deres drømme, der sætter grænser for, hvad de kan opnå, og at verden er et tag-selv-bord af muligheder. Selvom forældre har sagt det til deres børn i den allerbedste mening, skaber det faktisk et indirekte pres på børnene.

"Inden vi fortæller vores børn, at de kan blive til lige, hvad de vil, skal vi forholde os til, hvad der er i vejen med det udsagn. Det første problem er, at det er usandt. Det andet er, at det er den unge, der står med hele ansvaret, når det så ikke går. Det er svært at lægge andet i det, for hvis jeg kunne blive til hvad som helst, og jeg så f.eks. ikke havde snittet til at komme ind på drømmestudiet, så må det jo 100% være min egen skyld. Og den skyldfølelse og det ansvar er alt for meget for et ungt menneske at bære," siger Sofie Münster.

Ikke nok med at børnene føler sig som en fiasko, hvis deres drømme ikke går i opfyldelse, de føler også et misforstået ansvar overfor deres forældre. Faktisk er hele 33% af de unge i høj eller meget høj grad bekymrede for at skuffe den ene eller begge forældre ved ikke at være succesfuld nok. Præcis den frygt skaber et øget pres på den unge om altid at træffe de rigtige valg i livet. Når de i højere grad bliver nervøse for, om de træffer de rigtige beslutninger, bliver de også mindre eksperimenterende i deres ungdomsliv.

"Min generation havde det privilegie, at hvis vi traf nogle beslutninger og fandt ud af, at vi ville noget andet, så kunne vi vælge om, og så kaldte vi det første valg for en erfaring. Så var vi en erfaring rigere. Min helt klare opfattelse er, at alle unge i dag prøver at tænke sig til det rigtige valg, inden de træffer det, og de må ikke vælge forkert. Der er mange unge, der har en oplevelse af, at hvis de vælger noget og derefter fortryder og ombestemmer sig, så har de spildt tiden. Man kan sammenligne det med, at min generation havde fodboldbaner at lege på, hvor man kunne løbe frem og tilbage og prøve sig frem. Mange unge mennesker føler i dag, at de går på line. Og det er meget mere fatalt at falde af linen, end det er at falde på fodboldbanen. Derfor skal man fortælle sit barn, at det er okay at falde af den line, for de kan godt kravle op på den igen," siger Anna Bjerre.

"Først og fremmest skal man kunne bringe sig i øjenhøjde med sit barns følelser. Vi skal vise, at vi tør at træde ind i et rum, hvor der er plads til både stilhed og store følelser. Vi skal ikke afbryde dem, og vi skal ikke fylde den tid, de har brug for til at kunne mærke sig selv, ud med snak. Vi skal ae dem og trøste dem, når det bliver svært. Vi skal vise, at vi kan være i følelserne sammen med dem frem for kun at tænke i løsninger, som vi oftest hælder til at gøre. Hvis ikke vi gradvist holder igen med at løse tingene for vores børn, når de bliver ældre, vil de føle sig afhængige af os, fordi vi sender dem et signal om, at vi ikke tror på, at de kan klare tingene selv. Det kan få dem til at trække sig alt for hurtigt, fordi de er i gang med en løsrivningsproces, hvor de helst vil stå på egne ben," siger Sofie Münster.

Selvom man som forældre naturligvis skal vise sit barn, at man er der for dem, skal man passe på med at overgøre det. Hun mener, det kan være en god idé at skabe nogle zoner, hvor man taler om det, og derefter lader det ligge.

"Det er vigtigt, at vi ikke lader de tunge tanker fylde hele relationen til vores barn. Derfor skal vi også undgå at spørge barnet om, hvordan det har det, 500 gange dagligt. Negative følelser er smertefulde, men de er ikke skadelige. Det bliver de kun, hvis de får lov til at fylde alt for mange af barnets timer i løbet af dagen. Derfor må vi ikke konstant minde dem om det. Vi skal møde det, men vi skal også hjælpe med at få vendt tankerne hen på noget andet," siger Sofie Münster.

"Ja, hvis man har det dårligt, så tror jeg, at man som ung har brug for, at det ikke altid handler om at have det dårligt. Man må ikke svælge i elendigheden. Familien skal også agere som et frirum, hvor det ikke hele tiden handler om det problem, barnet står i. Man har brug for noget tid, hvor man bare er sammen, uden det handler om, at nu skal vi løse den her situation," siger Anna Bjerre.

Som forældre skal man desuden være opmærksomme på en tredje ting. Når unge mennesker mistrives, er der mange, som reagerer ved at blive nervøse og angstfulde overfor ting i deres hverdag, som de tidligere slet ikke tænkte over. Som forældre skal man derfor være vagtsomme og ikke bekræfte sit barn i, at de normale hverdagsting er farlige og uoverskuelige.

"Vi skal passe på med at skåne vores børn for de ting, de er bange for. Hvis barnet f.eks. ikke vil tage til en fest, skal vi ikke opfordre dem til at blive hjemme. Hvis vi gør det, så bekræfter vi barnet i, at det er ”farligt” at tage af sted, og at de ikke kan klare det. Vi skal derimod vise vores børn, at vi tror på, at de kan. Vi skal fortælle de unge mennesker, at der ikke er nogen, der kan gå igennem livet uden at møde svære perioder og uden at skulle håndtere vanskelige situationer, men at man bliver nødt til at se følelserne i øjnene. Hvis vi ikke taler med dem om de svære følelser, så kommer de til at tro, at følelserne er en fejltilstand, når de opstår," siger Sofie Münster.

Generelt mener begge kvinder, at vi skal normalisere de unges tilstand. Det er helt okay at have perioder, hvor tingene er sværere end ellers, så længe man husker på, at livet bliver bedre igen.

"De unge har en følelse af, at de gerne vil leve det lykkelige liv, og at det, der hindrer dem, er smerte. Men smerte og modgang er jo en naturlig del af livet. Udtrykket ”og de levede lykkeligt til deres dages ende” findes ikke, og vi må ikke have en kultur, hvor de unge sigter efter det. At jagte det kommer ikke til at give et resultat. I øvrigt ved du også først, om du har levet lykkeligt til dine dages ende, når dit liv er slut. Og livets slutning er mange år ude i fremtiden for den unge," siger Anna Bjerre.