Benjamin Hav, Drew Sycamore og Thomas Blachman til første "X Factor"-liveshow i 2026
Foto: Henrik R. Petersen
Benjamin Hav delte også Blachmans telefonnummer til "X Factor"
Benjamin Havs gav ikke kun sit eget telefonnummer ud fredag.
Selvom Benjamin Hav er kendt for sin hang til at lyve lidt om de små detaljer fra tid til anden, så var han i fredagens liveshow helt ærlig, da han delte sit private telefonnummer på åben skærm.
Det resulterede i, at hans telefon efterfølgende gik amok med beskeder, opkald og donationer på MobilePay.
Men faktisk var det ikke kun hans eget nummer, han var flittig med at dele ud på dagen for sæsonens første "X Factor"-liveshow. Også kollegaen Thomas Blachman har været centrum for Benjamins uforudsigelige løjer.
Det fortalte Blachman, da HER&NU mødte ham efter showet fredag aften.
Artiklen fortsætter under videoen...
Her forklarede tv-veteranen indledningsvist, at han tilbage i 2018 udgav bogen "Længe leve den kreative masse" hos Gyldendal, hvor han havde inkluderet sit telefonnummer i forordet som en service til de unge læsere.
– Hvis der var noget, de ikke forstod, så kunne de ringe til mig. Så sad jeg fandme i et halvt år og spiste frokost, mens telefonen ringede og unge mennesker spurgte mig om alt muligt, og så snakkede jeg med dem, forklarer Blachman.
Det er nu otte år siden, at ungdommen kunne få sig en snak med den erfarne mentor, men åbenbart syntes Benjamin Hav, at folk i dag også skulle have muligheden for at give ham et kald.
– Han har lige delt den ud til alle medvirkende i dag, så måske har jeg evnet alligevel at inspirere ham en smule til, at mener man noget, og vil man gerne involvere folks kommentarer, så giver man sit rigtige nummer, lød det med et grin fra Blachman, der var meget begejstret for sin meddommers debut i liveprogrammet og hans valg om impulsivt at dele sit private nummer.
– Han er vild, og det er fedt, han gør det. Der skal nok være en del, der ringer til ham. Man kan altid få et nyt nummer, men det er også pisse besværligt. Men det siger noget om, at hans hjerte er på det rigtige sted.