TJEK OGSÅ
Festival/DesignMarch er en firedages designfestival, der byder på et væld af arrangementer, interessante foredrag og spændende udstillinger, der afspejler Islands mangfoldighed inden for design. Tjek website, www.icelanddesign.is/DesignMarch
Design Museum er netop blevet renoveret. Tjek museets website for åbningstider, www.honnunarsafn.is
Og så er der de islandske designere – mange af dem forhandles hos EPAL. Du kan også prøve www.birkiland.com.
UDSTILLING OG MIDDAG
Kulturinstitutionen Nordens Hus er tegnet af den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto og er et af hans sidste værker. Det var fem nordiske lande, Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, der tog initiativ til at bygge Nordens Hus i 1968. Huset har fra begyndelsen fungeret som et forum for formidling af nordisk kultur og samarbejde. Det rummer både et bibliotek, udstillingssale, og her er restauranten Dill også placeret med en fantastisk udsigt. Tjek website for udstillinger og koncerter.
Nordens Hus, www.nordice.is
Restaurant Dill
Årene med velstand har givet et boost til de islandske kokke og de gode restauranter i Reykjavik. I Nordens Hus ligger restauranten Dill, der i år er udnævnt til den fjerdebedste restaurant i Norden. Her kan du få islandske specialiteter som søpapegøje, nationalråvaren lam med den særlige salte smag, friske fisk og skaldyr. Det utrolige ved Island er, at der er meget kort fra jord til bord eller fra hav til bord. Og så medfører det særlige klima råvarer med fantastiske smagsnuancer – gå fx efter det lækre islandske lammekød, jomfruhummere, havtaske og helleflynder.
Restaurant Dill, Nordens Hus, Sturlugata 5, www.dillrestaurant.is
Hos designbutikken Epal finder du både nyt islandsk design og udenlandsk design. I det hele taget har grundlæggeren Eyólfur Pálsson været en af pionererne på Island inden for design, og Epal kan i dag fejre mere end 30 års jubilæum. Eyólfur Pálsson har oprindelig studeret på Danmarks Designskole, og hans forhold til Danmark og de andre nordiske lande har været tæt i alle årene. I butikken kan man således finde design af Alvar Aalto, Arne Jacobsen og Eero Aarnio, men også af lokale designere. Eyólfur Pálsson har desuden stået for et hav af spændende projekter og udstillinger, som har været med til at udbrede kendskabet til islandsk design.
Epal, Skeifan 6, www.epal.is
SHOPPING
The Armoury (billedet) er en fantastisk konceptbutik beliggende i Reykjaviks rå Fishpacking District, der er et tydeligt bevis på, at tomme bankkonti ikke behøver hæmme kreativiteten. Bag butikken står den israelskfødte designer og kunstner Sruli Recht, der tidligere har samarbejdet med bl.a. designeren Alexander McQueen. I butikken kan man således finde alt det, man ikke ved, at man behøver. Lige fra skudsikre halstørklæder, paraplyer med knojernshåndtag, masker med luftrensefiltre til smukke håndsyede sko, tasker og punge af hesteskind. Design, som Sruli Recht selv betegner som Non-product.
The Armoury, Hólmaslóð 4, www.srulirecht.com
Tjek også modebutikken Kronkron, hvor de dristige islandske designere blander sig med udenlandske hot shots. Her finder du bl.a. tøj af Vivienne Westwood, Henrik Vibskov og Peter Jensen, tasker af Sonia Rykiel og sko af islandske Kron by KRONKRON.
Kronkron, www.kronkron.com
Husk at shoppe de interimistiske pop-up shops, der dukker op overalt i byen samt de midlertidige gallerier i forladte butikker og kontorbygninger. Herfra sælges kunst, design og vintage. Adresserne kan i sagens natur ikke opgives – det er et nyt sted hver dag eller uge. www.popup.is
KAFFETID
Nap en kaffe og læg dine planer på en af de lokale kaffebarer, som der findes et utal af. Vi anbefaler Mokka Kaffi. Siden stedet åbnede i 1958, er det kun aviserne, der er skiftet ud. Caféen var også den første i byen med en espressomaskine. En sjælden og fredelig tidslomme.
Mokka Kaffi, Skólavörðustigur 3A, www.mokka.is
Hotel Borg
Hotel Borg var engang centrum for byens sociale liv, og dets placering er perfekt på en smuk plads tæt ved det moderne rådhus, det islandske parlament og få skridt fra den største shoppinggade, Laugavegur. Hotellet er bygget i 1930 i art deco-stil og gennemgik i 2006 en gennemgribende renovering, så det er nu bragt tilbage til dets oprindelige art deco-stil.
Hotel Borg, Posthusstraeti 11, www.hotelborg.is
TJEK IND
101 Hotel er Islands mest elegante og gennemdesignede hotel. Et sted, der i stil og kvalitetsniveau ikke står tilbage for designhoteller i New York eller London, og hotellets restaurant hører også til blandt byens bedste. På 101 Hotel spiser man under glastag, der er kunstværker på facaden over taget, og en lang smal bar er et af de hippe steder at gå i byen i Reykjavik. 101 refererer til Reykjaviks oprindelige postnummer, og hotellet ligger også i en sidegade til hovedstadens pulserende hovedgade.
101 Hotel, Hverfisgata 10,
www.101hotel.is Se også www.designhotels.com