4 hemmeligheder, der giver dig fantastisk sex
SPONSORERET indhold

4 hemmeligheder, der giver dig fantastisk sex

Af:: Lene Kjældgaard Foto: Bulls
02. okt. 2009 | Livsstil | ALT for damerne

Er dit sexliv optimalt? Eller vil du gerne opleve, hvor fantastisk sex kan være, hvis du griber det rigtigt an? Vi er vant til at tænke på lysten som noget, der starter i underlivet, men faktisk kan du med fordel starte et helt andet sted: Nemlig i din bevidsthed.

– Jeg har den opfattelse, at lysten altid hører til i hovedet. Altid. Man bliver selvfølgelig tændt, når ens partner kysser ens bryster eller på anden måde berører en fysisk, en i sidste ende er det jo bare kroppens nerveender, der sender signaler til hjernen om, at der sker noget rart, forklarer sexolog Josefine Eiby. Hun mener, at vejen til skøn sex begynder i din mentale bevidsthed.

– Mange kvinder oplever, at deres lyst til sex bliver mindre, når den første forelskelse har lagt sig, og det er blevet travl hverdag med arbejde, børn og praktiske pligter. De har svært ved at komme væk fra tanken om ikke at have lyst – den tanke sidder fast i deres hoved. Derfor er det første skridt til et bedre sexliv at erstatte den tanke med nogle, der kan give dig mere lyst – og kombinere dem med fysisk, seksuel aktivitet.

Her giver Josefine Eiby sine bud på fire overraskende øvelser, der giver dig fantastisk sex. Du skal selvfølgelig ikke lave alt derhjemme, men øv dig i at slippe kontrollen over husholdningen.

Hemmelighed nummer 1: Overgivelse

– Hvis kvinder skal have god sex, skal de kunne overgive sig, slippe kontrollen og lade manden tage dem. Og hvis hun skal slippe kontrollen, skal hun mærke, at der en anden, der kan tage den – derfor skal hun også have tillid til sin mand i det daglige. Og det er der mange, der har svært ved, fordi vi kvinder tit er meget dominerende hjemme i forhold til det huslige. Det er os, der styrer, hvordan hjemmet skal køres, og det er os, der fortæller vores mand, at han ikke har gjort ordentligt rent.

Problemet med det er, at hver gang kvinden kontrollerer sin mand, mister hun også en lille smule respekt for ham, enten fordi han støvsuger forkert eller ikke siger fra over for hendes hundsen. Og det er meget svært at gå i seng med en, man ikke har respekt for.

Derfor skal vi opbygge respekten for vores mand ved at anerkende de ting, han gør – det betyder i øvrigt også rigtig meget for mænd at bliver anerkendt og rost for det, de gør, forklarer sexolog Josefine Eiby.

SÅDAN HJÆLPER DU DIG SELV PÅ VEJ:

– Du skal selvfølgelig ikke lave alt derhjemme, men øv dig i at slippe kontrollen over husholdningen og din mand ved at lade ham gøre rent og lave mad på HANS måde, så du får en mand, du respekterer og har fuld tillid til og har lyst til at overgive dig til.

Hemmelighed nummer 2: Tag ansvar for dig selv

– Det er vigtigt at pointere, at det at overgive sig i sengen IKKE er det samme som at overgive ansvaret for ens egen nydelse til manden. Det handler kun om at opgive sin modstand og sine hæmninger. For at få et dejligt sexliv skal kvinden også lære at tage ansvar for sin egen lyst, og det er noget, hun selv kan være med til at skabe.

Hvis man f.eks. har almindeligt samleje, og klitoris ikke bliver stimuleret, så tag selv hånden ned og tag ansvar for din nydelse. Jeg ved godt, det kan være lidt af en overvindelse for nogle kvinder, men måske kan det hjælpe at vide, at mænd er rigtig gode til at tage ansvar.

De skifter stilling, hvis de hellere vil prøve noget andet eller har lettere ved at komme på en anden måde, og når man ved, at manden tager ansvar for sin nydelse, kan det måske gøre det nemmere og mere legitimt for kvinder at gøre det samme, siger Josefine Eiby.

SÅDAN HJÆLPER DU DIG SELV PÅ VEJ:

– Øv dig i f.eks. at sige til dig selv: „Jeg er en sexet, ansvarsbevidst, nydelsesfuld kvinde“ eller lignende, så du får et mantra og virkelig fokuserer på at få lyst – OGSÅ selv om du egentlig ikke har specielt meget lyst i hverdagen. Jo mere du sætter fokus på noget, jo mere tror du på det.

Du kan også prøve generelt at skabe mere sensualitet og nydelse i dit liv, for det vil også smitte af på dit sexliv. Bliv bedre til at gøre noget, du har lyst til, og som føles godt for dig – få en massage, gå i biffen med en veninde, tag lækket undertøj på for din egen skyld, og øv dig i det hele taget i at mærke din krop.

Hemmelighed nummer 3: Sæt sex på dagsordenen

– Sæt sex på dagsordenen, så det kommer til at betyde noget. Lav f.eks. en aftale med dig selv om, at du hver dag i en uge skal forføre din mand, eller at I skal starte sex med en massage, så I simpelthen får skiftet lidt ud i rutinerne. Nogle gange kan det være en god idé at spille en rolle, for det kan hjælpe en til at udforske sig selv og give en lov til at gøre ting, man normalt ville have svært ved, fordi „det jo ikke er mig, der gør det, men den lille frække sygeplejerske…“, pointerer Josefine Eiby.

– Vi har en tilbøjelighed til at sige, at lyst og sex kom af sig selv i starten fordi vi var forelskede, men det var også, fordi vi gjorde helt vildt meget for det dengang: Vi lavede lækker mad til hinanden, købte nyt undertøj, skiftede sengetøj og barberede altid ben. Og så dyrkede vi hinanden meget mere og glædede os til at se hinanden og have sex. Hvor mange siger, de glæder sig til, deres partner kommer hjem fra arbejde, efter 10 år?

Selvfølgelig er der ikke den samme spænding mere, når man har kendt den samme krop i 10 år, men det er vigtigt at huske, at der skal noget til for at få skøn sex – ligesom der også skulle i starten.

SÅDAN HJÆLPER DU DIG SELV PÅ VEJ:

– Husk stadig at gøre noget ud af dig selv en gang imellem. Det gør også noget ved din selvbevidsthed, at du ikke hopper i joggingbukserne, så snart du kommer ind ad døren, men stadig har en flot røv i de jeans, du har haft på i dag.

Hemmelighed nummer 4: Sig, hvad du vil have

– Hvis du ikke siger, hvad du vil have, får du det heller ikke, men mange kvinder kan ikke lide at sige, hvad de gerne vil have i sengen, enten fordi de er generte eller føler, at manden selv burde vide, hvad der er godt for en – og at det ikke rigtig tæller, hvis han kysser ens bryster, når man lige har bedt om det, for gør han det så bare af pligt?

Ja, han gør det, fordi du beder om det – fordi han er vild med dig og gerne vil gøre noget godt for dig. I virkeligheden skal man se det som en kæmpe kærlighedserklæring, fordi han gør noget for dig, der egentlig er imod hans umiddelbare fornemmelse. Han gør det, fordi det er rigtig vigtigt for ham, at hans kvinde har det godt, forklarer Josefine Eiby.

– Nogle kvinder kan også være bange for at virke pornoagtige, hvis de endelig får sagt, at de faktisk gerne vil tages bagfra, men det er altså meget, meget sjældent, at kvinden er for fræk til manden!

En mand vil næsten altid tænke: „Yes, hvor er det frækt!“, hvis hans partner slår sig løs, så det kan måske hjælpe nogle kvinder til lettere at slippe deres hæmninger.

SÅDAN HJÆLPER DU DIG SELV PÅ VEJ:

– Når du vil have noget, er det rigtig godt at sige, hvad det vil gøre ved dig at få det. F.eks. kan du sige: „Jeg bliver varm og lykkelig indeni, når du giver mig et kram“ eller: „Jeg er vild med, at du kysser mig i nakken“. Ros ham, så han føler, at han er god til noget, for hvis han bare får at vide, at han aldrig holder om dig, tænker han: „Det her er jeg dårlig til, det holder jeg mig langt fra“.