4 single(u)vaner jeg ikke savner nu, hvor jeg er i et forhold
SPONSORERET indhold

4 single(u)vaner jeg ikke savner nu, hvor jeg er i et forhold

Amalie var som single temmelig bramfri, når det kom til at dele detaljer fra sexlivet med sine veninder. I parforholdet er sexlivet mere "helligt" for hende og ikke noget, hun deler med veninderne.

Foto: Alamy
22. okt. 2015 | Livsstil | Eurowoman

KLUMME: Jeg har altid tænkt, at det var lidt forlorent at ændre karaktertræk blot fordi ens status er gået fra at hedde "single" til at hedde "i parforhold". Men ikke desto mindre er jeg skyldig i netop det.

LÆS OGSÅ: Veninder er ægte kærlighed

Jo, jeg elsker da stadig at fyre den af indimellem og opstøve byens mest trendy destinationer for at bevise over for mig selv, at JO jeg kan stadig godt (og også for at retfærdiggøre, at jeg har købt endnu et par Gianvito Rossi-stiletter).

Men i sidste ende er jeg den type pige, der går fra at være vild som single til at være hjemmehyggende og gufspisende, når jeg er i parforhold (ja, jeg er slankere som single). Lyder det kedeligt? Ja, helt vildt. Men jeg har bare ikke brug for at fyre den af, når jeg er i et parforhold, for i min verden hænger byture ulasteligt sammen med det at score.

LÆS OGSÅ: Her er de 5 største trusler mod dit venskab - og hvordan du klarer dem

Jeg har været i to lange parforhold i mit liv. Et på 3,5 år og et på 8 år (som jeg er i nu). Og min nuværende kæreste – som jeg valgte at fri til sidste år – har også op til flere gange ladet mig vide, at jeg "snød" ham. Bare en lille smule. For da jeg mødte ham, var jeg en vildbasse: Jeg var (en meget useriøs) studerende, var lige blevet forladt af manden, jeg troede var den eneste ene for mig, jeg tenderede sprudlende alkoholiker – og jeg havde det federe end nogensinde. Jeg mødte en masse mænd, festede tre dage om ugen (og fandt også nye bekendtskaber, der var klar på lidt ballade i hverdagene).

Efter et par års vildskab med min nuværende kæreste, der altså i dag er min mand, udviklede jeg mig til en hausfrau, der helst ville være derhjemme. Og sådan havde han det altså ikke helt. Derfor følte han sig snydt, fordi jeg var blevet en anden kvinde.

Selvom singleliv for mig er lig med fest og ballade og at stå på egne ben, foretrækker jeg at slå pjalterne sammen med en fyr og gå all in. For at understrege, hvorfor jeg foretrækker parforholdet, har jeg herunder oplistet 4 af mine single(u)vaner, jeg bare overhovedet ikke savner.

1. At bruge penge som om der ikke er noget i morgen
Da jeg var single, lukkede jeg lidt øjnene for begrebet økonomi. Det vigtigste var, at jeg følte mig selvsikker (og super lækker), og i min verden involverede det ofte et par nye sko og en ny top. Det er ikke fordi, jeg er verdensmester i at undgå overtræk i dag, men i parforholdet slapper jeg lidt mere af og behøver ikke nyt tøj og nye sko for at have det godt med mig selv (selvom det da ikke skader).

2. At bralre ud om mit sexliv
Mit single-jeg elskede at tale vidt og bredt om erobringer. Og nogle veninder har også skullet lægge øre til detaljer om seksuelle eskapader (jeg helst vil glemme alt om i dag). Men når jeg er i et parforhold, deler jeg ikke ud af detaljerne på samme måde. Det er som om, sexlivet bliver "helligt", og jeg føler en beskyttertrang over for min udkårne. Eller måske i virkeligheden en respekt, der bare ikke var til stede, når jeg fjollede lidt rundt med en fyr, der viste sig at have en tissemand på størrelse med en snack-gulerod eller en fyr, der havde en meget høj pande og som viste sig at være en del ældre, end han havde sagt (dét var bare ikke i orden).

3. Mig mig mig
Da jeg var single, lå alt fokus på mig: Hvad vil jeg med mit liv, hvordan har jeg det, og hvad har jeg lyst til i dag. Og jeg vil ikke underkende, at det har været vigtigt for mig at stå på egne ben i perioder som single, og netop lære mig selv rigtig godt at kende. Men jeg har til gengæld lært rigtig meget om mig selv ved at være i et forhold. For min mand forstår mig næsten bedre, end jeg forstår mig selv. Og så har jeg været tvunget til at gå på kompromis med mine egne idéer om, hvordan tingene skal være. For når I er to, er du tvunget til at gå på kompromis. Og det har været svært. For min mand og jeg kommer fra to vidt forskellige verdener. Han fra et hippiebofællesskab, jeg fra et konservativt hjem med opera på cd-afspilleren.

4. Fredag og lørdag betyder én ting
Fest, fest og atter fest. Det var, hvad weekenden betød for mig, da jeg var single. Og det var mega fedt. Men det betød også, at jeg proppede mig med junk food, røg smøger i lange baner og sov det meste af dagen væk, før jeg som en anden varulv ville vågne op til dåd, når natten faldt på. Nu, hvor jeg er i et parforhold, sætter jeg pris på at vågne op tidligt og få noget ud af dagen. Weekenden virker så meget længere.

Hvis du er single og ikke kan nikke genkendende til ovenstående, er det nok et tegn på, at du hviler godt i dig selv. Så klap dig selv på skulderen for det. For jeg nåede aldrig selv at hvile i min status som single. Og det misunder jeg dig for, at du kan.


LÆS OGSÅ: "Jeg vil gerne være din ven. Ikke din bøsseven"

LÆS OGSÅ: 19 ting, der vil gøre dig nostalgisk, hvis du voksede op i 90érne

LÆS OGSÅ: Derfor er det blevet sværere at finde kærligheden