Brimheim: ”Ratking”

Det er mørkt, mystisk, ærligt og smukt. Når dansk-færøske Brimheim laver musik, er det – efter eget udsagn – en form for dæmonuddrivelse, og thank God, at hun inviterer os med på den mission. I marts 2024 udgav hun sit andet album, ”Ratking”, som er et gotisk, folky, indie-rock/ pop-værk tilsat underfundige, elektroniske detaljer og fremdrivende trommer. Universet er dejligt dystert. I sangen ”No Liver No Lungs” bliver der sunget om indvolde, og albummets art work kryber ind under huden på én, men samtidig er der håb at spotte rundtomkring – og masser af power. Blandt andet på nummeret ”Brand New Woman”, som hun synger sammen med kunstneren Eee Gee. Brimheim, som er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium, har eminent kontrol over sin vokal, som oftest befinder sig i den nedre del af registret, men som også sagtens kan komme helt op at ringe. Den er stærk og inderlig, men vi får også glimt af sårbar luftighed, bl.a. på nummeret ”Hurricane”, som er albummets mest intime af slagsen. Her kommer vi helt tæt på; vi er nærmest Brimheim, og der er skåret ind til benet i produktionen. Generelt er arrangementerne på pladen ellers ret pompøse, men det viser altså blot, at Brimheim kan variere i flere retninger – og alligevel bevare en tydelig rød tråd.

Katinka Band: ”Vi lader bare som om”

Det pinlige, personlige og uperfekte er i fokus på Katinka Bands album, ”Vi lader bare som om”. Sårbart og selvironisk stilles der skarpt på momenter fra hverdagslivet, som mange kan spejle sig i – i hvert fald undertegnede. For eksempel handler sangen ”Andensortering” om at ville en anden lidt mere, end vedkommende vil dig: ”Jeg drikker sjatterne fra flasker / Jeg suger luften ind af dit grin / Jeg har det fint med dine rester / Så længe din andensortering er min.” At det her nummer er superduper dansevenligt understreger de splittede følelser, det rummer. I nummeret ”Alle flytter hjemmefra” vises frustrerende sider af tosomhed: ”Vi taler ud, men taler konstant forbi / Taler til der ikke er mere at sige / Du siger ”tæl til ti” / Det holder aldrig op.” Al lyrikken er naturligvis pakket ind i Katinka Bjerregaards sprøde, lidt hæse vokal. En vokal, der ikke minder om nogen anden på den danske musikscene. Bandet meddelte i sommer, at de går hver til sit, så denne udgivelse er desværre deres sidste.

Ganger: ”Pisk”

Ganger går deres helt egne veje – og gudskelov for det. ”Pisk” er alle-gode-gange-treeren i en anmelderrost album-trilogi fra det danske band bestående af Thomas Bach Skaarup, Mille Mejer Djernæss, Ninna Lundberg og Andreas Campbell. Sidstnævnte spiller trommer, imens de andre tre står for vokalen, som byder på både ømme solostykker og storslåede korsatser. Lyrikken er spøjs og kløgtig, samtidig med, at den omhandler en romance, der faldt meget dybt efter at have fløjet meget højt. Musikalsk bevæger vi os i poprock stærkt inspireret af 80’ernes bip-bop-lyde og groove. Det passer meget godt med, at albummet er kommet til på baggrund af en bunke kærestebreve fra 80’erne. Brevene blev udvekslet imellem Skaarups forældre under den romance, som han senere kom til på baggrund af. Det er ømt, brutalt, sjovt og smukt på samme tid.

Jessie Ka: ”Girls in Subtopia”

Har du nogensinde haft lyst til at ”Bury the nice girl”? Eller (måske mest overfor dig selv) haft brug for at slå fast, at du er ”Miss Independent”? Det har Jessie Ka, hvis debutalbum udkom d. 4. oktober. Albummet ”Girls in Subtopia” tager udgangspunkt i Jessie Kas opvækst i småbyer i ’det mørke Jylland’. Det handler bl.a. om, hvordan man finder – og fastholder – sin identitet, hvordan man er en ”rigtig” kvinde og om at begrave sine nice girl-komplekser. Der er tale om et virkelig gennemført album, som sætter dybfølte tekster op imod et poppet, elektronisk bagtæppe, og som er fyldt med iørefaldende detaljer, der gør det særligt interessant. Fx handler nummeret ”Hysteria” om en kvinde, der sætter ild til sit hus, og hele vejen igennem kan man høre knitren, så det næsten (!) føles som om, man selv er til stede. Og på nummeret ”Miss Independent” er der et break, der er så langt, at man tror, at nummeret er slut, men næ nej, det vender tilbage for fuld udblæsning, hvilket både virker forløsende og er med til at give nummeret et særpræg.

CEVIL: ”Freak”

”Freak” er en legesyg og hamrende seriøs EP. Sidstnævnte skal forstås som, at niveauet er højt, og at produktionerne er virkelig gennemførte. (Og at der bl.a. behandles emner som usikkerhed i forhold, som i sagens natur er seriøse.) Førstnævnte kommer til udtryk i sjove detaljer og finesser, som gør, at man aldrig keder sig. For eksempel bliver der på nummeret ’20 BPM’ gjort brug af en loop-/ekkoeffekt, som er ret sjov. På ”A little too real” går vi fra en disrupted, elektro-vokal til stille klaverspil og derefter lynhurtigt tilbage igen, og kontrasterne i dét er virkelig interessante. Generelt er der mange skift i både udtryk og beats, hvilket er med til at gøre denne popudgivelse til noget særligt. Kunstneren bag, CEVIL, har en flabet ”laissez faire-hed” over sig, som jeg synes er skøn, og samtidig har hun en fortræffelig vokal. ”Freak” er den første længere udgivelse fra Cecilie Vahle, som både er sangskriver, sanger og producer, men jeg gætter på, at det ikke bliver den sidste. CEVIL spiller på Ideal Bar i København d. 10. april 2025.

Nana Rashid: ”Music for Betty”

Jeg får både lyst til at sidde i en sommersolstråle og sippe kølig hvidvin med et par gode veninder og at sidde alene på en dunkel jazzbar i en Chesterfield-sofa og drikke whiskey neat, når jeg hører Nana Rashids debutalbum. Pladen er både håbe- og længselsfuld og behandler bl.a. emner som fattigdom, kærlighed og splittelse. Genremæssigt er der tale om vokaljazz med inspiration fra bl.a. soul. Det er lækkert på den der helt særlige jazz-måde takket være især kontrabassen, men er ikke eksperimentelt og avantgarde, som jazz ellers også kan være. Aarhusianske Nana Rashids varme vokal har en imponerende tyngde og når vidt omkring. Den er både stærk og sårbar, og fraseringerne leveres selvsikkert og elegant. Til februar spiller Nana Rashid seks koncerter fordelt over hele landet.

Dayyani: ”Recipe for love”

Dayyanis debutalbum er endelig landet. I oktober 2024 udkom ”Recipe for Love,” som dyrker kærligheden og de mange forskellige facetter af den. Pladen har været længeventet: I flere år har musikeren været på både fans og musikbranchens radar, og hendes singler og EP’er er blevet modtaget med kyshånd. Bl.a. blev sangene ”Blink twice” og ”Nobody kills me like you do” begge udnævnt som P3’s uundgåelige, og i sommer var Dayyani én af de fem danske musikere, der fik æren af at optræde under OL i Paris. Dayyani er kendt for at skabe pragtfuld pop, men også for at hente musikalsk inspiration fra mange andre genrer såsom funk og RnB, så der er masser af overraskende elementer. Foruden at skrive og synge sangene på debutpladen, har Dayyani selv komponeret meget af musikken, ligesom hun bl.a. har skrevet strygerarrangementerne. På strygerfronten har hun fået hjælp af sin far, som spiller violin, ligesom hendes mor har bidraget med både kor- og acapella-sang. Dét synes jeg personligt er drønsødt. I begyndelsen af næste år kan Dayyani opleves live i ni forskellige danske byer.