8 kendte danskere: Musik, der rører mig
De fleste mennesker har en sang, som bevæger dem i særlig grad, og som fremkalder minder og giver kuldegysninger. Vi har fået 8 danske kulturpersonligheder til at fortælle, hvilken sang de har et helt specielt forhold til – og hvorfor.
Sune Wagner, Sanger, 39 år
Sang: Born to Run, Bruce Springsteen
“En episk sang i min bog er et væld af lyriske billeder fra small town USA. En fandenivoldsk energi, der rammer drømmen om et bedre liv, en søgen efter det ukendte, en kærlighedserklæring til det uvisse. Jeg plejede at sidde på taget af Gansevoort Hotel i Meat Packing District i NYC og drikke margaritas og se solen forsvinde over New Jersey og tænke på Born to Run. Rastløsheden kom altid snigende, og en længsel efter evig ungdom og intens kærlighed overtog mig fuldstændig. Drømmen om det perfekte, en drøm, som altid vil briste, er en masochistisk tanke, som appellerer meget til mig.”
Fortsætter på næste side...
Sissel-Jo Gazan, Forfatter, 39 år
Sang: Whatever Happens, Michael Jackson
“Da jeg mødte min mand Mark, var det lidt kompliceret, og alt foregik i smug. På et tidspunkt sms’ede jeg Whatever Happens til ham, og det blev en vane at spørge den anden, hvor mange gange vi hver især havde hørt nummeret den dag. Og tit var det over 30! Siden da er ideen om, at lige meget hvad der sker, så skal vi holde hinandens hænder, blevet et meningsfyldt symbol på vores forhold. Mark er australier, og det er tit en udfordring at få familieliv med to børn til at gå op i en højere enhed og samtidig rumme to forskellige kulturer, kontinenter og helt forskellige arbejder. Jeg skriver, og Mark er borebisse, og han borer ofte på øde steder i Vestaustralien, hvor han må bygge en antenne til sin mobil og kravle op på et bjerg, når han vil snakke med os. Så er det godt at vide, at vi mentalt holder hinandens hænder hele tiden. Da vi blev gift, sang mine veninder Trine Pallesen og Julie Michelsen sangen i kirken, og ikke et øje var tørt.”
Anne Vest, Designer, 37 år
Sang: Forever Young, Bob Dylan
“At skabe sin egen stige, sit eget liv, som Bob Dylan synger her, synes jeg er en smuk og sund tanke. Jeg er betaget af det poetiske og lidt melankolske i Forever Young. Siden jeg første gang hørte den i radioen, har den været blandt mine favoritter. Når jeg er så betaget af den, er det, fordi den for mig handler om det gode i livet, at alt er muligt, og at drivkraften til at udleve drømme ofte hænger sammen med det, der er sjovt, og som giver livsglæde. For mig er livet aldrig ensidigt, og jeg elsker det spontane og impulsive. Jeg forbinder også denne sang med min søn: Første gang jeg hørte den, var han lige kommet til verden – så lille og fin, og den får mig til at huske på de ønsker og håb, man som forældre har til sit barn. Forever Young ligger stadig øverst i bunken – nu også i Audra Maes version.”
Mads Langer, Sanger, 28 år
Sang: Re:Stacks, Bon Iver
“Bon Ivers Re:Stacks betyder noget helt særligt for mig. Første gang, jeg hørte den som 24-årig, var sammen med min far. Jeg besøgte mine forældre på landet, og da min far og jeg kørte en tur, var Re:Stacks pludselig i radioen. Min far kørte instinktivt ind til siden. Her sad vi bare helt stille ved siden af hinanden og lyttede. Sidenhen er nummeret blevet en all time favourite for mig. Ord og melodi smelter smukt sammen. Og selv om teksten er ret abstrakt, rører den mig alligevel, uden at jeg helt forstår hvorfor. Det er det smukke ved musik – når det giver én de her helt uforklarlige, men hjerteskærende kuldegysninger.”
Trine Wackerhausen, Designer, 38 år
Sang: Laika, Arcade Fire
“Jeg elsker fremdriften og fandenivoldskheden i dette nummer. Med Laika i ørerne får jeg energi og mod til at turde – turde følge mine drømme og længsler. Den handler for mig om at være tro mod sig selv og gå efter det, man vil have, og ikke sidde og vente på, at tingene sker af sig selv. Jeg synes, denne sang ret præcist indkapsler den udfordring, det er at gå sine egne veje. Sangen minder mig desuden om en vidunderlig tid i Vietnam, hvor jeg boede og arbejdede i 2005. Laika kørte på repeat, og min kæreste og jeg dansede, til solen stod op – den får mig til at huske på det vigtige i livet, og at det lønner sig at tage chancer og drømme stort.”
Lau Højen, Sanger, 32 år
Sang: Se, nu stiger solen af havets skød, tekst: Jakob Knudsen, melodi: Lars Nielsen
“Denne sang betyder mere for mig end nogen anden. En gudesmuk tekst på en ekstremt rørende melodi. En sang, jeg aldrig bliver træt af. Første gang, jeg hørte den, var på Mellerup Efterskole i 1996-97, og Se, nu stiger... er den første og sidste sang, man synger der. Den første dag står man blandt 100 fremmede, og den sidste dag falder man sine bedste venner om halsen og kan næsten ikke komme igennem sangen for bare tårer. Den rører mig, fordi den fortæller mig, at jeg findes i en smuk verden omgivet af kærlighed. At jeg kan få en ekstra chance, hvis jeg har brug for det, og at verden er fyldt med håb. Se, nu stiger... giver mig lyst til livet og fylder mig samtidig med længsel.”
Agnete Hegelund, Model, 24 år
Sang: Waltz #1, Elliott Smith
“Jeg husker stadig tydeligt den første gang, jeg hørte denne sang. Jeg blev meget bevæget af dens tristesse. Det var dengang en af de smukkeste og mest sørgelige sange, jeg havde hørt – og er det stadig. Det fine lette klaverspil sammen med Elliott Smiths skrøbelige, usikre vokal synes jeg gør sangen utrolig stærk. At høre vemodige sange er en eskapisme, som jeg nyder. Jeg hørte sangen meget, da jeg boede i NYC i 2008, og den minder mig især om en tid med finansiel usikkerhed og et større fokus på grundlæggende værdier som kærlighed og sammenhold.”
Cyron Melville, Skuespiller, 29 år
Sang: Biko, Peter Gabriel
“Biko har fulgt mig, siden jeg var knægt. Mit første kassettebånd var Peter Gabriels album af samme navn fra 1980 – et album, jeg stadig lytter til. Peter Gabriel er ikke kun en fabelagtig sangskriver, han er også en sympatisk kunstner. Biko er bl.a. skrevet til en afrikansk frihedskæmper, og det synes jeg er stærkt. Han er på mange måder min store helt, og jeg fascineres af hans inderlighed og medmenneskelighed. Og så er Biko også af særlig stor betydning for mig, da jeg formentlig blev undfanget til en af Peter Gabriels koncerter i 1983. Den har på en måde været med mig hele vejen.”
Se også: 20 skud fra hoften: Martin Hall »